Mine damer og herrer, kære Flemming Flindt !

 

Flemming Flindt har altid været en overraskelsernes mand, og han har sat sit præg på den ganske balletverden. Fra København over London og Paris til  USA. Og nu er han på vej til Moskva. Men inden når han lige at markere sig på Bornholm, hvor han lægger navn til en ”Svanesø”. Og det er han jo også den rette til. Om nogen.

Jeg er blevet bedt om at sige nogle pæne ord om Flemming Flindt, og det er ikke svært. Jeg kunne tale i flere timer, for Flemming og jeg har fulgtes ad i den forstand, at han begyndte på Balletskolen i 1940’erne og stod som barn på broen i tredje akt af ”Napoli”, mens jeg sad oppe på galleriet  i Det Kongelige Teater og kikkede på.

Og så rejste han frem mod rampen, mens jeg rejste ned igennem etagerne.

Flemming var en fremragende danser. Og selvfølgelig var Kongens Nytorv ikke stor nok, selv om vi sad og klappede det bedste, vi havde lært. Flemming Flindt blev solodanser ved Pariseroperaen – en ’étoile’ en stjerne kalder de det dernede – og stjernestatus fik han. Jeg har set ham danse prinsen i ”Svanesøen” på Pariseroperaens store scene, og det var flot. Han dansede alle de prinser, der findes i ballettens klassiske verden, men så fik han nok af dem. Og han fik et nyt gennembrud i det mere moderne repertoire. Ved Danmarks premieren på Roland Petits ”Carmen” stjal han lidt ugalant billedet fra Carmen med en viril Don José, og han var spændende, mystisk og farlig i titelrollen i sin egen ballet ”Den Forunderlige Mandarin”.  For Flindt er nemlig også koreograf.

Debut’en var ”Enetime”. Det uhyggelige, geniale værk om dansemesteren, der kvæler sine elever en efter en. En oversættelse til ballet af Eugène Ionescos  absurde skuespil. Det er den rene galskab, men med mange oversættelsesmuligheder på symbolplanet fra den lille terror i alverdens klasseværelser over seksuelle magtkampe til ondskab på et højere plan. Flemming Flindt har engang fortalt mig, at hans gamle lærer Harald Lander, som absolut ikke var til det absurde, synes, at det var ganske forskrækkeligt, at den pæne unge Flemming kunne finde på den slags. Men Flindt er jo ikke bange. Og ”Enetime” har stået sin prøve. Den indgår i Kulturministerens kulturelle kanon – jeg har selv været med til at placere den der – sammen med August Bournonvilles ”Sylfiden” og Harald Landers ”Etudes”. Det siger noget om Flindts niveau.

Flemming Flindt var balletmester på Det Kongelige Teater 1966-1978, og jeg tør nok sige, at det blev en forrygende tid med udfordringer til danserne og til publikum. Men også til kritikken. På det tidspunkt var jeg selv blevet anmelder i Det Berlingske Hus, og  det var spændende år. Flemming Flindt var en stærk leder, som det var en fornøjelse at være både enig og uenig med. Her var modspil på højt niveau, for Flemming Flindt er ikke blot en stor teatermand og koreograf. Han er også højt begavet, belæst og med en præcis formuleringsevne.

Jeg skal ikke opremse alle hans fortræffeligheder og alle hans balletter, for så kommer vi jo ikke videre i programmet, men jeg kan ikke nævne hans år på Kongens Nytorv uden at nævne ”Dødens Triumf”. Den blev Det Kongelige Teaters største succes i nyere tid. En medrivende forestilling om en civilisations undergang og en kolossal fornyelse af repertoiret.

Ny var også Thomas Koppels medrivende beatmusik, og til karakteristikken af Flemming Flindt hører også hans modige valg af komponister. Fra Per Nørgaard til Philip Glass og Peter Maxwell Davies, hvis musik han brugte til ”Salome” og til pragtforestillingen ”Caroline Mathilde” som vi lige har genset på Kongens Nytorv.

I 1980’erne var Flemming Flindt balletmester i USA. Jeg besøgte ham engang i Dallas, og det var ikke kedeligt. Han havde lavet en sensuel og erotisk ballet om den græske sagnskikkelse ”Phædra”, der forelsker sig i sin stedsøn Det var stærke sager for det noget konservative balletpublikum i Dallas, også selv om Vivi Flindt som dansede Phædra overhovedet ikke smed tøjet, men optrådte tækkeligt i heltrikot.

Og så rejste Flindt videre. Fra 1989 som freelance koreograf. Han skabte blandt andet de sidste balletter til vennen Rudolf Nurejev.

Til et billede af Flemming Flindt hører også, at han er mere end koreograf – som om det ikke var svært nok - han er også teatermand i det store format. Fra glansopsætningen af ”Flagermusen” til revyen  ”Vidunderlige Kælling” på Det Ny Teater, og det er som teatermand, han i næste sæson dukker op som instruktør ude på Betty Nansen Teatret. Han kunne sagtens hvile på laurbærerne, men det er dejligt, at han stadig gider være med og give os oplevelser.

Flemming Flindts teaterliv har været en stormende succes med det store vingefang, og det kan han selv – og vi andre – så gå og tænke på når vi spadserer en stille tur rundt om Flemming Flindts Svanesø her i  Østermarie.

 

Til lykke med hæderen, Flemming,  og tak for de mange gode år med de mange store oplevelser.

 

 

Erik