Hermed Jacob Ludvigsens tale ved indvielsen af Jesper Kleins Banegaardsplads

 
 Ved indvielsen af Jesper Kleins Banegaardsplads
Fredag den 26. juli 2002
 
I 4930 Maribo finder vi Kleinsvej. I København ligger Kleinsgade med postnummer 1633. Den støder ud til Rosenørns Allé – og sådan en har vi også i Østermarie, når man kører ud af Torvegade – det var radioamatørerne, der fik lov at opkalde vejen efter den trafikåre, hvor Radiohuset ligger. Det viser blot, at Østermarie altid har været foran, når det gjaldt gadenavne.
 
Og i 3751 Østermarie indvier vi nu Jesper Kleins Banegaardsplads, den første lokalitet, der direkte er opkaldt efter Kleinen over alle Kleiner. Klein Klanens kæmpe. 
 
Forskere og fuskere har i tidens løb forsøgt at forklare, hvorfor det morsomme er morsomt. De fleste har knækket halsen,  thi der ikke gives nogen specifik formel for humor. Man kan forklare saltsyre eller sødsuppe rent videnskabeligt, men grundlaget for det gedigne grin kan hverken udforskes eller eftergøres af en computer. Man kan godt sætte en talende PC til at fortælle vittigheder, men den kan ikke selv finde på dem.
 
Heller ikke Jesper Klein kan spærres inde i en videnskabelig læresætning, hvor viden gange vanvid divideret med vievand i tredje sal til højre gange kraften af en halv citron og en lille pose gråpærer giver effekt gange rumfang. Selv ikke vort ærværdige Niels Bohr Institut magter at udforme latterens atomteori, skønt menneskeheden havde været bedre tjent med grinforskning fremfor grundforskning. Jesper viste vejen med Kleins Komiske Laboratorium.
 
Humor kan være at vise det storslåede i det små og det smålige i det storslåede. Det er jo vidt forskelligt, hvad vi  griner af - og nogle griner næsten aldrig, og det er synd, da experter har påpeget, at latter er medicin. At røre lattermusklerne er en anerkendt form for konditionstræning, der aktiverer bevægelige dele både indeni og udenpå hovedet.
Hvis det er sandt, er Jesper Klein en slags medicinmand.
 
I en verden, der bestandigt trues af vold og krig og modbydeligheder, mens mørke skyer trækker sammen og lyspriserne stiger, er der et voldsomt behov for det modsatte, altså glæden ved øjeblikket. Humor lever i nuet og kan ikke uden videre genfortælles, lige så lidt som et minut kan rekonstrueres og genbruges.
 
Jesper Klein er en ”multikunstner af et sjældent format på disse breddegrader”, og det må passe, for det står der på hjemmesiden fra det bookingfirma, som sender ham rundt i det ganske land. Han er også multietnisk, idet han som sjællandsk førstegenerationsindvandrer har stiftet familie på Amager, hvor de har ni banegårde, hvoraf kun to er i brug, den ene i Ørestaden, hvor der ikke bor mennesker.
 
Selv er Jesper Klein afgjort mere til jernbanenettet end internettet. Man kan ikke maile til den mand. Han har anerkendt skrivemaskinens opfindelse, javel, men her går grænsen, og alle manuskripter og breve affattes med den retskrivning, der var gældende indtil reformen i 1948, da bolle-å’et blev indført. Denne bekendelse til de gamle værdier er kendetegnende for Jesper Klein, som har dybe rødder i 200 års dansk humor fra H. C. Andersen over Storm P. til Dirch Passer, tilsat et helt verdensgalleri af morsomme mænd som Mark Twain, Jaques Tati, Spike Milligan og Victor Borge.
 
Hvis Jesper Klein havde været tysker, ville han have haft et ti gange større publikum, men det ville have forudsat, at han havde helliget sig den tyske humor, og det er meget vanskeligt at forestille sig, at han ville mestre denne kunstart uden at komme til at grine, fordi det var tysk humor og ikke dansk, men det ville han selvfølgelig ikke have vidst, hvis han var vokset op i  Wuppertal eller for den sags skyld Wolfsburg, hvor Volkswagen kommer fra. Klein kører Ford A 1930, født længe før folkevognen.
 
Men Klein er faktisk multikulturen, idet han ifølge sit booking-bureau  ”optræder med et internationalt program, målrettet de fleste europæiske sprog, og herunder naturligvis også de skandinaviske. Han laver simpelthen et show på engelsk, tysk, fransk eller spansk i helt op til 40-45 minutter, og det er så publikum får tårer i øjnene af grin.” Man spørger bare: Hvad med flamsk?
 
Som gammel barpianist er Jesper Klein klar over vigtigheden af tæt kontakt med publikum, så dets ønsker kan opfyldes. Han ejer en situations-intuition, som gør det muligt for ham at improvisere og fange øjeblikket, uanset hvilket publikum han har foran sig. Lærermester Madsen med vittighedsbogen alias den alt for tidligt døde skuespiller (og skolemand) Gotha Andersen spurgte efter hver vits: Og hvad kan vi så lære af det?
 
Ja, hvad kan vi så lære af humor, at vittigheder, af Jesper Klein og hans kleinerier?  Over scenen på Rønne Theater står skrevet: LÆR VIISDOM AF LIVETS OPTRIN, og begge formaninger gør det klart for os, at vi skal lade os forme af såvel farcen som tragedien. I den forstand tilhører Jesper Klein den filosofiske retning, hans vittige ræsonnementer er et destillat af medmenneskelige erfaringer, som fremkalder en form for genkendelsens glæde på samme tid blandt alle i salen. Så gælder det bare om at sørge for, at ti-øren falder, og det er jo et ret forældet udtryk, der kun forstås af folk på Jesper Kleins alder, hvor en samtale fra en telefonboks kostede 10 øre. 
 
Selv om Jesper Klein er fra 10 ørens tid, så har han ikke ændret sig så meget, at det gør noget. Han har udviklet sig selv og sine virkemidler og sit repertoire, men han var sig selv i en ung alder og har holdt fast i sig selv fremfor at lade sig forme og forføre og forvandle af andre. 
 
At Jesper Klein nu får sin egen banegaardsplads i Østermarie City er et fremskridt for den bornholmske jernbane- og stednavn kultur. Pladsen støder ud til Godthaabsvej, som ikke har noget med Nuuk på Grønland at gøre og derfor ikke skal omdøbes. Man kaldte optimistisk området omkring stationen Godthaab, og Haabet slukkedes, da toget kørte for sidste gang. I dag er et nyt grønt signal tændt.