II sladrekrogen

 

 

Nedskrevet på ny: august 2007

 Kirsten Seeger.

 

 

 

 

 

 

 

(Afleveret 4.8.98)

Vi tager med glæde imod Bornholms Tidendes opfordring til nu og da at bringe indlæg om det bornholmske sprog. Det er dejligt at konstatere, at øens eneste dagblad også på den måde giver udtryk for ønsket om at være en ægte bornholmsk avis.

Vi vil gerne være mellemled mellem Tidende og de af læserne, som interesserer sig for det bornholmske sprog og også være mellemled mellem de læsere, der har spørgsmål at stille og dem, der kan svare på de stillede spørgsmål.

Karl Kristensen har telefon nr. 56 95 18 24 og Leif Henriksen har nr. 56 95 05 21. Vi ser med glæde frem til fortsat kontakt med de mennesker, vi hidtil har ”snakket bornholmsk” med og naturligvis også en hel række nye kontakter.

På glædeligt genhør.                                                                        28.11.98

 

Om at læse bornholmsk

Der er mange mennesker – også bornholmere – som har vanskeligt ved at læse bornholmsk. Disse skrevne eller trykte ord forekommer dem ganske malabariske, og de opgiver at finde mening i teksten.

Der er imidlertid nogle, som har fundet ud af det, blandt andre Else Oxbøll, som er københavner, nu bosat i Svendborg, men har boet en kort tid i Rø. Hun siger: ”Når jeg vil forstå en bornholmsk tekst, læser jeg den bare højt for mig selv, så forstår jeg det meste.”

Dette var et godt råd til efterfølgelse. Prøv nu selv at træne, fx ved hjælp af følgende lille ”âria”:

I gamla dâ, forrinj dær fântes brânforsikringer, brøgte folk i sogned sjillinja sammen å jælpa dænj, som de hadde brænd for. Enj dâ gjik Pær Marker runt i sogned å ty’de saj brânjælp. ”Å harrgo!” sâ folk, ”hâr’ed nu âu brænd for daj?” ”Naj, gonn”, svârde Pær, ”inte inu, mæn me Gods jælp blossar hon på sønda.”

28.11.98

Om at skrive bornholmsk

Det hænder ofte, at folk ringer til en af os for at spørge om, hvordan et eller andet bornholmsk ord skal staves. Måske skal de bruge et bornholmsk ord i en konfirmationssang, eller måske vil de give deres sommerhus et bornholmsk navn.

Vi er altid glade for sådanne henvendelser, der er bare den ulempe, at vi ikke kan give et konkret svar. Vi kan kun sige: ”Det ved vi ikke, for der findes ikke en autoriseret bornholmsk retskrivning, men vi kan sige, hvordan vi selv ville stave det, og det er slet ikke sikkert, at det er rigtigt.

En hovedregel kan være, at man staver ordene som vi siger dem, men selv det er usikkert, for vi siger jo ordene på forskellig måde. Det er lige rigtigt at skrive ædja som ævja eller ijæn som igjæn. I grunden skulle så ”hunkat” skrives tjætta, men vi skriver oftest kjætta. Det betemte kendeord ”den” skriver vi oftest dænj, men vi burde måske skrive dæjnj.

Sådan er der god plads for det personlige initiativ.

Men bliv endelig ved at ringe til os, for vi holder meget af at tale med folk om det bornholmske sprog.       

                 28.11.98

Hvad er rigtigt bornholmsk?

Vi er ofte blevet spurgt, om et ord eller en vending er rigtig bornholmsk. Det er svært at svare på, for hvad er rigtigt? Er det vore oldeforældres bornholmsk, vore bedsteforældres eller vore forældres. Vores bedsteforældre sagde ”ambostu”, vore forældre sagde ”pustfujl”. Vore bedsteforældre sagde ”stersed”, vore forældre sagde ”kjøkkened”. Alle sprog forandrer sig. Der er heller ingen danskere, der nu taler som Poul Reumert gjorde det.

Der er også geografiske forskelle. På Østlandet siger man ”en kassa, kassan”, medens man på Vestlandet siger ”enj kassa, kassanj”. Nej, sprog er alt for levende til at man i alle forhold kan kalde det rigtigt eller forkert.

28.11.98

 

 

 

 

(afleveret 4.8.98)

 

Spørgsmål

Vi har hørt ordet ”enj pyntelinj”. Hvad kan det mon betyde? Er det en blomsterbuket? Er det en køn pige eller er det en flot udsigt. Dette er ikke en quiz, men en efterlysning. Skulle der ikke være læsere, som kan fortælle os, hvad dette bornholmske ord betyder?

5.12.98

Spørgsmål

Erik Nielsen i Svaneke har hørt ordet ”Tvesula”, uvist om det var som navneord eller tillægsord. Kan nogen hjælpe ham og os med at finde ud af, hvad der kan ligge i dette ord?

5.12.98

Spørgsmål

Vi har hørt ordet ”Sønnaløkka”. Hvad mon det kan betyde. Har det noget at gøre med den lykke det er at få en søn – eller ligger der helt andre ting bag? Hvem kender dette ord?

5.12.98

Hâusa mæn

At medens Tingsted og Melsted udtales henholdsvis Tingstâ og Mælstâ, udtales Listed ”Lista”. Ifølge Stednavnebogen stammer navnet Listed fra et oldnordisk ord, som betyder brømme eller smal kant. Listed er beliggende på et smalt areal mellem havet og de bagved liggende bakkedrag.

5.12.98

Hâusa mæn

En ikke bornholmer af hunkøn hedder ”en førd”, af hankøn ”enj førder” og i flertal ”førda”. Altså: Hon er førd, hanj e førder og di e førda.

5.12.98

Hâusa mæn

At på bornholmsk betyder ”fesk” (fisk) torsk og ikke noget som helst andet.

5.12.98

Hâusa mæn

At medens man i det øvrige Danmark udtaler gårdnavne med tryk på ”gård”, lægger vi på Bornholm tryk på den del af navnet, som fortæller, hvilken gård der er tale om – og det er jo i grunden også mere logisk.

5.12.98

Hâusa mæn

At ”barnet” eller ”bællinj” i det gamle ord: De slo læje te som ver skriddarinjs barsel, di åd barnet me” betyder ganske simpelt ”endeskiven af brødet”.

5.12.98

Hâusa mæn

At bogstavet â, a med ”hat” på (hatten hedder i fagsproget accent circonflex) bruges kun, hvor a’et udtales som for eksempel i ”min fâr hanj hâr enj hâna” og ingen andre steder.

5.12.98

 

 

 

 

Svar fra læserne

 

I vort indlæg den 5/12 spurgte vi læserne til råds om nogle ord, og vi siger stor tak for de svar, vi har fået.

 

12.12.98

Tvesula

Et kvarter efter at lørdagsavisen var kommet på gaden, ringede Kirsten Smidth fra Allinge og fortalte, at det ord havde de altid brugt, når de lavede højt belagt smørrebrød. Det er et udsagnsord, som simpelthen betyder at lægge to lag pålæg på brødet (tve = to). Ordet stammer muligvis fra Sverige, idet det forekommer i en beretning om en af de gamle svenske konger.

 

12.12.98

Sønnaløkka

Kaj Ove Rasmussen fra Tejn havde altid ment, at det var Sønnaløkka, når man fik en søn efter at have fået ”fijle-fæm tøser”. – Imidlertid havde hans svigermor, som var fra Østermarie, altid sagt, at når man fik den sidste sjat af kaffekanden, så var det sønnaløkka.

 

12.12.98

Pyntelinj

Vi har fået at vide, at pyntelinj er en lille flå, som sidder på lakselænken, ikke ret langt fra ænnaflå’n. En flå er et korkstykke på 8 x 16 cm med 4 huller, ,fæstet til overkanten af majnsan.

 

 

 

(afleveret 12.8.98)

Om børn og sprog

Der er bornholmske hjem, hvor forældrene taler bornholmsk indbyrdes, men rigsdansk til deres børn.

En international forsker siger, at det er vigtigt, at børnene lærer det sprog, der tales i hjemmet, og at barnet derved senere får lettere ved at lære nye sprog.

Om dette siger Ebba Flinck i Rønne – at et barn skal høre og lære sin moders mål - at et barn sagtens kan lære to sprog fra starten og således tale bornholmsk hjemme og dansk i skolen.

Mange børns problem i den sammenhæng er, at de i dag opholder sig i dagpleje og/eller institution allerede i den periode, hvor sprogdannelsen udvikles kraftigt. Småbørnsinstitutionerne er jo ikke altid bemandet med bornholmsktalende.

Selv har jeg i mit hjem hørt begge sprog talt. Der blev læst højt for os på begge sprog, så jeg kan selv læse, også bornholmsk. Jeg har forsøgt at lære mine børn begge sprog og prøvet at rette dem, hvis de blandede udtryk eller tilsattte forkerte endelser. Jeg har endda hørt børn tale bornholmsk og kun rette dem til dansktimerne.

Lærer man fra starten to sprog bliver det siden naturligt at lære det næste og det næste. Jo flere sprog vi behersker, jo mere åbner verden sig for os, og dermed åbner vi os for verden med dens mangeartede folk og sprog.

19.12.98

 

Svar

Vi spurgte om en forklaring på ordet ”pyntelinj”.

Aksel Vang, som i 40 år har været fiske i Helligper og Teglkås fortæller, at ”pyntelinj” var en lille ”flå”, som sad på lakselænken nær ved ”ænnaflå’n”.

19.12.98

Hâusa mæn

At manj og majn er to forskellige ord. Enj manj betyder – som alle ved – en mand, hvorimod majn betyder ”dagtø”. Man siger, at ”ded majnar”, når solen op ad formiddagen får bugt med sneen.

19.12.98

Hâusa mæn

At enj Jokkom, som I. J. Kuhre skriver om i Jul på Bornholm i 1980, er en arbejdsvogn i landbruget, to- eller firehjulet og undertiden brugt til transport af en vandtønde.

19.12.98

Hâusa mæn

At ordet ”dajs” bruges kun ved tidsangivelser. Eksempler: Va dajs e’d? = hvad er klokken? ”De e tilia dajs” = det er tidligt på dagen. ”Vi kjør jimm igjæn ver sju dajs” = vi kører hjem igen klokken syv. ”Nu e’d dajs a du ska opp” = Nu er det ved den tid, at du skal stå op.          

19.12.98

Hâusa mæn

At på bornholmsk er en bil et hankønsvæsen, Det hedder enj bil, bilinj, flere bila. Vi må altså sige: ”Dær hojla många bila på torred”.                   19.12.98

(afleveret 12.8.98)

 

Hvad kommer det af?

Âdak bruges her på øen om en besynderlig person – være sig af udseende eller pudsig optræden – eller en kluddermikkel.

Ordet er grønlandsk og betyder sælhund. Det er vel hjemført af de gamle robbefangere, og ordet benyttet som kælenavn i bestemte situationer.

30.1.99

 

Hvad kommer det af?

Duspân = fejespån eller fejeblad. At ordet kommer af det engelske ”dustpan” er nemt at se. Det er kommet til Bornholm med et ægtepar, som havde opholdt sig i Amerika i nogle år. Det har siden bredt sig til familien og videre ud.

2.1.99

 

Hvad kommer det af?

Kâta = hus (hytte eller skur), som er i meget ringe stand – ikke vedligeholdt – det er den bornholmske betydning.

I ændre dansk finder vi ordet ”et kåd” (eller et kot) for ringe hytte, og i nogle danske dialekter = husmandssted. Det harmonerer med både engelsk og tysk: cot og kot(e), begge steder = husmandssted eller lille hytte. Det engelske cottage = husmandssted, hvad man ikke tænker på til dagligt.

I svensk finder vi ”kåta” for lille, ringe hus (hytte) – men ordet kendes vel bedst fra lappeteltet: kåra.

2.1.99

Hvad kommer det af?

Ded dønnar siger vi om torden og tænker på lyden af tordenbragene. Det gamle ord ”en dønna” om fænomenet høres ikke i vor tid, og ”dønnesjy” har jeg ikke hørt, siden min bedstefar pegede på ”enj morkjer bobba” og brugte ordet.

Svensk dunder -  tysk donner og engelsk thunder fortæller, at dette er et fælles nordisk ord for uvejret – i gammelt dansk findes ordet ”døn” benyttet, ja, gamle Grundtvis kalder et sted guden Thor for Dønkongen.

2.1.99

 

 

Aage Rohmann sagde:

En meget udbredt opfattelse er, at rigssproget er det rigtige og folkemålene blot en forvanskning heraf. Dette er fuldkommen forkert. Rigssproget er egentlig et hjælpesprog – beregnet på at forstås over hele riget – og er blevet til ved gensidig påvirkning fra øst og vest, dog væsentligst østdansk, opstået på grundlag af folkemålene omkring Øresund.

5.12.98

I gamle dage

var det ret almindeligt, at konen på gården modtog sine gæster med ordene: ”Vassego å kom inj, mæn jâ hâr’ed så sjided”. Meningen var naturligvis, at gæsterne skulle svare: ”Naj gonn, hær e ju så possad å næt âueralt”.

I Kelvin Lindemanns roman ”Den kan vel Frihed bære” fra 1658 kommer der en svensk officer til Jens Koefoeds gård nord for Hasle og forlanger et måltid mad. Fru Margrethe byder ham indenfor med de sædvanlige ord om manglende renlighed. Svenskeren kender ikke traditionen og svarer: ”Hvorfor satan får I så ikke muget ud?”

12.12.98

Vi har hørt

at en mand i Svaneke, der plejede at bade i ”Svalpekjistan” i folkemunde blev kaldt ”Svalpijn”. Mere skal der ikke til for at pådrage sig et øgenavn, eller skal vi kalde det et binavn eller et tilnavn, for det er som om ordet øgenavn har en negatig klang. – Der er naturligvis tilnavne, som er sagt i ond mening, men de allerfleste er ganske harmløse.

5.12.98

Palle Lauring

skriver i en bog om Bornholm: Rigssproget kan læres af de fleste danske. Sjællænderne har let ved at glemme deres hjemstavns tone. Mange Jyder kan lægge tonen bort. Fynboere har meget svært ved at slippe deres fødelands sang. For Bornholmerne er dette umuligt, og de ønsker det heller ikke. Den bornholmske klang er stærk og smuk og gør rigsdansk til et rigt og levende sprog. Bornholmertonen slipper dem aldrig, for de slipper den aldrig. I deres hjerter er de til deres død eet eneste, nemlig Bornholmere.

12.12.98

Med tryk på

Bornholmerne er meget logiske, når de lægger trykket på flerleddede ord, Man lægger trykket på det vigtigste led. Ingen bornholmer finder på at lægge trykket på kirke i Aakirkeby – for kirker er der jo så mange af. Derimod siger nogle Aakirkeby for at markere, at det er Aakirke, byen hører til. Andre – og  måske de fleste – siger Aakirkeby, for at markere, at det er byen og ikke Aaker sogn, vi befinder os i. Ganske logisk - ikke sandt?

12.12.98

I gamle dage

måtte man ikke hænge kranse op ved tømmerrejsning efter Sankt Hans. Det kunne godt tage hen imod et års tid at bygge et hus, og det var en skam, om ikke tømmeret var rejst inden Sankt Hans. Så kunne man nemlig ikke få huset rigtig tørt, inden efterårsregnen kom. Man kunne binde en birkekost at hejse op i stedet for kranse.

19.12.98

 

Peter Dam

Har skrevet en vise, hvis første linie lyder: ”Min bæstefâr hadde enj lidinj går me sjij ¨lårt ¨lausurt”. Skulle nu nogen spekulere over, hvad dette ”lausurt” kan være for noget, så se blot på de sidste tre bogstaver. Der er altså tale om en urt, og hedder ”gul okseøje” og er en ukrudtsplante, som fyldte bedstefars marker.

12.12.98

Spørgsmål

Vi har hørt et nyfødt drengebarn omtales som ”enj drøbagg” eller enj brøbagg”. Vi har imidlertid ikke kunnet finde ud af, hvilket der var det rigtige. Kan nogen hjælpe os?

19.12.98

 

 

(afleveret 11.9.98)

Glemt gadenavn i Rønne

Kasernekrogen. Det nuværende Soldaterstræde. I 1877 var der kun tre huse i Kasernekrogen. Beboerne var Laura Oline Brinck, Bodilsine Karoline Olsen og H. P. Kofoed. Omkring 1860 boede der en murer Peder Jensen Holm på hjørnet af Slagtergade. I baggården byggede han en toetages bygning, som blev kaldt ”kasernen” og vistnok brugt som soldaterbarak ved Militsens indkvarteringer. Gaden var blind og målte 60 alen i længden og 7 alen i bredden.

2.1.99

 

Glemt gadenavn i Rønne

Vinkelvej bestod indtil begyndelsen eller midten af 1920rne af Johnsens Tværvej og den sydlige del af Johnsensvej, der tilsammen dannede en ret vinkel. Denne Johnsen er den samme købmand, skibsreder og konsul Peter Johnsen, som boede i Johnsengården ved havnen.

2.1.99

I gamla dâ

Når vi skulle give en prøve på det bornholmske sprig, plejede vi at sige: ”Piblinj sâ te horrinj: tâ kjitan ver gjâred å gakk på tijled ætter slømmer te gjyltan, så ska du få palthæsta te unjarna.”

2.1.99

Om navne

De fleste af vore navne har deres rod langt tilbage i tiden. For eksempel stammer de bornholmske pigenavne Karna, Marna og Elna fra helgennavnene Kathrina, Matina og Helena. De blev i rigsdanske til Karina, Marina og Elina og i moderne sprog til Karen, Maren og Ellen.

2.1.99

Bornholmsk i Dragør

Vi har ofte fået at vide, at bornholmsk stammer fra det gamle østdanske sprog som før 1658, da Lund var det østdanske kulturcentrum, blev talt på begge sider af Øresund. Når man indtil i dag har kunnet høre et bornholmsklignende tonefald, skyldes det, at beboerne der efter 1658 havde nøje tilknytning til Skåne. Mellem Dragør og København var der øde strækninger, som man ikke gerne færdedes over af frygt for varulve og andet troldtøj. Man tog hellere sin jolle og roede til Skanør og Falsterbo for at købe de daglige fornødenheder.

23.1.99

Pas på

med ordet ”galant”, når du taler med ”ikke bornholmere”. Hvis man karakteriserer en mand som galant, betyder det, at han er særdeles høflig, tjenstvillig, især over for damer. På bornholmsk er ”enj galanter kar”, enj galanter horra” eller ”en galant pibel” en person, der er dygtig og i det hele taget har styr på tingene – samtidig hjælpsom og omgængelig.

2.1.99

Lad os bevare vore rødder

Det er en kendt sag, at en plante dør, hvis dens rødder skæres af eller tørrer ud. Således også med vort daglige liv. Nutiden lever af, suger kraft af fortiden. Det er derfor så vigtigt at holde rødderne til fortiden intakte – lad så bare nogle tale om ”gammelt ragelse”.

Vi vil gerne i disse spalter holde forbindelsen til fortiden levende, og vi beder indtrængende alle om at være med i den opgave. Det kan i være ved at ringe eller skrive til os, så snart I kommer i tanker om gamle, glemte ord, udtryk for redskaber og værktøj fra ændrede eller uddøde fag. Gamle madopskrifter, gamle viser, glemte stednavne, gamle skikke og levemåder.

Lad os hjælpes ad, at ikke rødderne skal tørre ud.

23.1.99

P. N. Skougaard

skriver I sin “Beskrivelse over Bornholm fra 1804 blandt andet:

Med dette vers kan prøves om En er Bornholmer eller ikke; thi Fremlinge udtale aldrig Ordene ret.

Kattijn å Kæjljn

Sloes om væjljn

Kattijn tou Kæjljn

Smed ijn i væjljn

”Au, au!” sâ Kæjlnj,

„Jâ brænde mei på væjljn.“

”De va ret”, sâ kattijn,

”Du kujne lâd mei hat ijn.“                                                                  23.1.99

 

Fugle

Nogle af de almindeligste bornholmske fuglenavne

Allike = Kaja

Edderfugl = Åbi

Flagspætte = Træpikkara

Havlit = Gaddiz

Nattergal = Fjællstaun

Skarv = Ålakråga

Skovdue = Skuda

Solsort = Bækkjastarr

Stær = Starr

Trækfugl = Drâfâul eller Floifâul

Vipstjert = Haurafâul                                                                          23.1.99

 

Glemt gadenavn i Rønne

Korsgade. På kortskitser fra 1750 og 1818 er Korsgade den korte, nordlige del af Søndergade mellem Østergade og Ll. Torv. På en skitse fra 1850 er navnet Søndergade ført helt igennem og navnet Korsgade flyttet til dets nuværende plads.

30.1.99

Glemt gadenavn i Rønne

Endeløsstræde eller Skadekrogen. Et gænge, der gik fra Silkegade til Storegade, vinkelret bag om Fysikus Groves Gråd, senere bygningsinspektør Schou. Ved udgangen til Storegade lå Herman Sonnes pottemageri. Strædet blev lukket i 1840rne og grunden solgt til naboerne.

                                   23.1.99

 

Glemt gadenavn i Rønne

Navnløs. Denne gade figurerer i folketællingen 1877 med matr. Nr. 42-45, og hvis man sammenligner med nyere matrikelkort, må gaden være den nuværende Murergade.

                 30.1.99

Glemt gadenavn i Rønne

Skovgænget. Indtil 1945 en smal vej med 6 huse mellem Smedegade og Rolighedsgade. Gænget var det sidste rest af Ole Schous Have, som var en forlystelsespark, en slags Tivoli i mindre stil. Ole Schou, som var snedker og musiker, havde købt arealet efter kancelliråd Pingels død og udstyret haven med lysthuse, restaurant, gynger og musiktribune. Omkring 1850 blev arealet udlagt til bebyggelse.

23.1.99

Vi har hørt

at ordet ”forlænninj” skulle betyde arbejdstiden mellem to måltider. Tiden mellem morgenmål og formiddagsmad var første forlænninj, den næste periode indtil middag var anden forlænninj osv. Espersen oversætter ordet som ”En halv dags arbejde med pløjning”. Det kunne være interessant at høre, hvilken af disse to betydninger der har været mest udbredt.

                 9.1.99

Et spørgsmål

Birte Nørregaard Pedersen spørger, om nogen kender ordet kolster? Når hendes mor hostede med slim i halsen, plejede hun at sige: ”Jâ hâr så majed kolster i halsinj!”

Må vi få at vide, om nogen har hørt dette ord før?                                 9.1.99

 

Tak for mad!

En læser efterlyser en bornholmsk ”Tak for mad”-remse. Vi kender kun denne:

Takk for drikkan,

Takk for mâdinj,

Hadde dær vad mera, hadde jâ tâd inj.

Vi vil meget gerne høre om andre måder at sige ”tak for mad” på.         9.1.99

 

En efterlysning

Fra Østlandet har vi hørt sætningen Homma daj, Stina, du liggjer på min gjerra (homma daj = hum dig = flyt daj og gjerran er det nederste af skjorten). Vi ville det være morsomt at vide, hvilken sammenhæng denne sætning stammer fra. Er det en replik fra en bornholmsk komedie, eller bare en talemåde? Kan nogen hjælpe os?

9.1.99

Jalousi – Jaloux

Er der et bornholmsk ord for dette begreb? Sådan lød spørgsmålet en dag, og da vi ikke har noget svar, lader vi spørgsmålet gå videre til vore læsere. – Men spørgsmålet satte os i gang med diverse ordbøger. Det gamle danske ord er jo ”skinsyge”.

I ordbogen står der, at ordet oprindelig var ”skindsyg”, fordi den tilbedte mø som et afslag på frieriet sendte et skind – at være angst for dette var skindsyge = jalousi. Det vil man i dag kalde ”bange for at få en kurv”, - og denne talemåde er også af gammel oprindelse. Når frieren i middelalderen var på besøg hos pigen i tårnkammeret, skulle han hejses ned i en kurv. Var frieren ikke den udsøgte, fik han en kurv med svag bund – det var bestemt ikke lykken.

I vort naboland Sverrig kaldes jalousi ”Å drage svarta strumper” – i England ”Wear yellow stockings” – men det giver ingen hjælp til det bornholmske ord.

9.1.99

 

Sarkjatitel

Hanj hâr fåd sarkjatitel, dvs fået sin mors efternavn. Denne korte forklaring findes i Stibolts fraseologi. Vil man i dag, hvor mange vælger mors efternavn, være glad ved denne betegnelse? Den lyder lidt nedsættende! Er dette udtryk oprindeligt for et udenægteskabeligt barn? – Er der nogen, der kan huske, hvordan ordet blev brugt?

9.1.99

 

Ingen store ord

En bornholmer kan rejse sig fra et overdådigt måltid og udbryde: ”Ded va hallgoer mâd!” Man skal jo passe på ikke t overdrive. Er noget vidunderligt skønt, hedderd et ”Ded e hæjlut”, og en smuk pige beskrives stilfærdigt som ”en net pibel”.

På det område ligner vi jyderne, når de om noget aldeles pragtfuldt siger, ”at det var jo ikke så ringe endda”.

9.1.99

Erik Nielsen har hørt,

At hvis man en nat drømmer om en afdød ven eller slægtning, vil det næste dag blæse fra den kant, hvor afdøde boede i levende live.

Har andre hørt dette eller lignende ting, må I gerne fortælle os om det.

9.1.99

Spørgsmål

Til sengeudstyret hørte i gamle dage en ”lângpuda”.

Kan nogen fortælle os noget om denne og om formålet med den.

16.1.99

En liden bællaramsa

Vorfor e du så unytta? Va e dær i vænj?

                 Dær e sten.

Vår e sten?

                 Inja i en plomma.

Våre plomma?

                 Inja i et æjgj.

Vår e æjgj?

                 Skarpan på sajs.

Vår e sajs?

                 Boninj e ver å hâra.

Vår e hâra?

                 Lijgjer i sin rødda.

Vår e rødda?

                 Sidder i iven.

Vår e iven?

                  I saggelgrynssoppan.

Vår e saggelgrynssoppan?

                 I bollan.

Vår e bollan?

                 Hos bâgarinj.

Vår e bâgarinj?

                 I sina bojser.

Vår e bojser?

                 I min mawa, jâ åd for majed å bojsarna te middag.

                 Dæmme e jâ så unytta – kanj du væl begriva!

                                                                                                            16.1.99

 

Frå mâdurtahawanj:

De va då en dajli pærsilla, I hâr dær. Dænj kunje jâ gott tænkja maj å få enj lidinj hokk å. Hvem kender ordet ”hokk” og kan fortælle mere om det?

16.1.99

                  

En remse

Trijle-fera  primlavera

Fyjle-sajs   honjakjajs

Sju-åta      klokotta

Ni-ti           semperfi                                                                             23.1.99

 

Om vintervejret

Rogg bruges vel efterhånden kun om snerogg – men vi husker også jor-rogg, sân-rogg og sjø-rogg.

Chr. Stub Jørgensen bruger ordet i et rigsdansk digt:

Der hvirvled’ et rogg over Højlyngens kam

i den sorte og håbløse nat.

Og hytterne lytted’ til stormens glam.

der gjaldene vildt og besat.                                                                    6.2.99

Røjgj har forskellige betydninger på Vest- og Østbornholm. I Espersens ordbog læser vi: ræjgj – videfrøst, rimfrost. Gudhjem: isslag.

På Vestbornholm er ræjgj rimfrost med skæg, og ded ræjgjar, når frosttågen pynter naturen med små hvide isnåle, som Stibolt udtrykker det.

6.2.99

 

Hunjsfotta el. hunjsvotta = strikkede muffedisser.

Hånntuser = pungavânta

Drâvânta = pungavânta me to tømla, bruges af fiskere, så de kan vende vanten og få sliddet fordelt til begge sider.

Vi mener, at der også er et andet ord for disse vanter med tommelfingre i begge sider. Hvem kan hjælpe?

6.2.99

Tak for mâdinj

Vi kan bringe et par remser om tak for mad, som vi med tak har modtaget – det er morsomt at se forskellen – ligheden.

 

Tak for mâd å drikka, va jâ fikj, fikj jâ me rætta;

Då jâ inte mera fikj, dær inte mera i maj gjik.

Hadde jâ mera fåd, hadde dær mera i maj gåd.

 

Borrinjholmst borbøn:

Go sje lâw å tak for mâdinj,

hadde dær vad mera, så hadde jâ tâd inj

Mæn inte mer jâ fijkj,

å inte mer dær i maj gjik,

å mina arma tarma

e li’så slunkna som sjâurtearme.                                                          6.2.99

 

Sevesant(er)

”Min nâbo e enj sevesanter kar”. Ordet betyder sådan noget som pålidelig, solid, reel og lignende. Det er sikkert bragt hjem af vore søfarende forfædre, idet man i England har ordet ”sufficient” og i Frankrig ”suffisant”, som betyder nogenlunde det samme. Ordet er også blevet brugt om ting, men åbenbart meget sjældnere.

30.1.99

Enj væl manj

Når vi nu alligevel beskæftiger os med et positivt menneskeligt karaktertræk, må vi også nævne ”enj væl manj”. Det betyder sådan noget som velvillig, venlig, forekommende, i det hele taget en person, som er behagelig at have noget at gøre med. Læg mærke til, at ordet ”væl” er af den slags, som ikke bøjes. Det hedder det samme i hankøn og hunkøn.

30.1.99

Enj kar – i flere grader.

Enj kar er naturligvis en mandsperson, men dermed er ikke alt sagt, for dette kan også betyde, at han er ”et rigtigt mandfolk”. Men dermed er man ikke tilfreds, for man kan forstærke begrebet til ”enj kara-kar”. Men ikke nok med det, han kan såmænd også være ”enj karagårskar”, og så kommer næste grad til at hedde ”enj karagårs kara-kar”.

Det er ikke sikkert, det vil være rart at møde sådan en.

30.1.99

Tak for opringninger

Hjertelig tak for alle opringningerne. Det er dejligt at mærke den store interesse, der er rundt omkring på øen for det bornholmske sprog. Ville det ikke også være skønt, om mange flere ville begynde at bruge gamle bornholmske ord i daglig tale..

Hvad om vi gik rundt og sagde: ”Jâ tæjnte på daj i åns” eller ”Jâ trof Jens i hijndâjnj”, eller ”Vår e’d då livæl et hæjlut vær i dâ” – og meget mere af samme slags. Vi kan godt begynde at øve os med det samme.               

30.1.99

 

Det dobbelte grundled

Mange dansklærere, deriblandt Esther Noach, har brugt mange kræfter på at bekæmpe det dobbelte grundled, en såkaldt pleonasme, fx ”solen den skinner”, ”manden han kom gående”, ”pigen hun var køn”.

Denne form har altid været helt korrekt på bornholmsk, fx ”månanj hanj e oppa”, ”skudan hon vaggar”, ”fâr hanj sâ: gott min horra”.             

 30.1.99

 

 

Kolster – kvalster

Begge disse ord er kendt blandt vore læsere som betegnelse for den ”harkeklat” af slim, som vor hals nu og da kan være plaget af. Dog er ”kvalster” det langt almindeligste, og i gamle danske ordbøger finder vi det med to betydninger, nemlig 1. en tæge, 2. en harkeklat.

Ordet ”kolster” er af tysk oprindelse. I Kapers tyske ordbog fra 1907 kan vi læse, at kolster = kvalster.

Det står altså fast, at ingen af ordene er bornholmske.

6.2.99

Långpuda

Pude, der lægges på tværs i sengen under lagenet og hovedpuden (sådan siger leksikon). I telefonen fortalte en dame, at hendes forældre i tyverne havde langpude under lagenet og to hovedpuder hver.

Skråmadrassen blev langpudens afløser, og den er efterhånden også afskaffet. Skikke og sæder ændres.

20.2.99

Hankøn eller hunkøn

Da jeg var dreng i 20rne, blev det ivrigt diskuteret, om bil var hankøn eller hunkøn. De fleste jeg kendte dengang holdt på, at det var hunkøn: en bil – bilen – flere biler. Jeg kunne aldrig tænke mig at sige ”bilinj”, det lyder helt forkert i mine ører. Sådan melder Ivar Holm Nielsen ud, og vi blev enige om at finde ud af, om Bornholm er opdelt i to zoner, og hver grænsen eventuelt går.

Jeg er vestbornholmer og siger enj bijl – bilinj – flera bila. Bilinj han gjik i stå.

Hvad med bus? En gammel tante sagde ”businj” med spidst bornholmsk u. Desværre hørte jeg aldrig flertalsformen; men det må vel hedde buser.

Nye ord kan være besværlige størrelser i dialekterne.

13.2.99

Bordvers

Et ”bordvers” som kan synges efter maden, og som er blevet brugt ved forskellige lejligheder, dukkede op i brevkassen og videregives herved.

Mel.: Jens Vejmand

 

Nu e jâ ræjti mætter

Å sjæjlan gott tepas,

Jâ smâgte ajle rætter

Å gâ-na bâran gas.

Jâ tænjte lid på mawanj,

Mon sjited hojla kanj;

Jâ spijlde lid på krawanj

Gott klârad va’d minjsanj.                                                               

    13.2.99

 

Hokka

I Stiboldts Fraseologi finder man: hokk = røgg = lille hob på marken. ”Vi samlada sammen te et pâr røgga (også håva).

Røgg eller hokk er også en lille hob husdyrgødning i reglen omgivet af græs. ”Hæstana æda inte hæstarøgga (Hæstahokka), kjørna æda inte korøgga (kohokka)”.

Min bedstefar brugte altid ordet hokk om vækster på rod, røgg (ryjgj) om afmejet korn eller hø. Her dog oftest ”håv”.

20.2.99

Trâshânk – tâzelhânk

Vi har hørt om nogle ord, som ligner hinanden meget, men har forskellige betydninger:

Trâshânk = en sjusket påklædt person

Enj tâzelhânk = en der er ”våraløz(er), altså trâzelhânkad(er)

En tâzalânka = en ”sjiden konna”

Skulle der være nogen blandt vore læsere, som kender disse eller andre lignende udtryk?

6.2.99

Bæstemoers ordtøj

Hans Rottensten fortalte engang, at hans bedstemor var vældig god til at sætte tingene på plads ved hjælp af bestemte vendinger.

Når et af børnene ”lunskadas” maden, men alligevel spiste op, fordi der ikke var andet, sagde hun: ”Lunska, Pær Skadda – åd op så majed vi hadde.”

Når familien sad og ”toggada mænjeskekjødd”, sagde hun: ”Javist så, broer te Bråga å søster te vår so”, - eller ”Broer te brâkar å søskjenebrø te Pær Ænnasjiva.”

13.2.99

Et spørgsmål

Vi har engang hørt udtrykket ”Nå, du bær nok faninj på ryggjinj”. Det lyder mærkværdigt, og vi har aldrig kunnet få en rigtig forklaring på det, og det ville være rart, om nogen blandt vore læsere kunne hjælpe os.

6.2.99

Om skorstene

Skorstenene var i gamle dage meget betydningsfulde dele af ejendommen, og navnlig gav antallet af skorstene et udtryk for ejerens sociale position. Ja, det fortaltes, at visse bygherrer ikke veg tilbage for at forsyne huset med en ekstra overflødig skorsten.

Betegnelsen for gårdens kone rettede sig også efter antallet af skorstene. Var der kun én skorsten, kaldtes hun simpelthen Pær Hânska eller lignende. Var der 2 skorstene, var konen madam, og ved 3 var hun frue. Kom man helt op på fire, hed hun majorinde eller lignende.

 

I en anden snak om skorstene sagde man, at den mand, der kalkede sin skorsten, var meget velhavende – ja, oven i købet villig til at låne penge ud. Baggrunden for dette var sikkert, at det var besværligt og dyrt at kalke skorstenene, hvorimod resten af huset var meget nemmere at komme til, når de skulle kalke til Pinse.

 

En anden snak om kalkning kunne høres, hvis der var husspektakler i familien i så høj grad, at dele af møblementet røg ud gennem vinduer og døre. Så sagde folk ironisk: ”Nå, di e nok ver å rømma ud te kalkninj.”

13.2.99

Flænjsarinj

Sådan kaldte man en berygtet svensk vagabond og voldsmand, som var slem til at anvende kniv. Han huserede på Rønne kanten omkring 1880.

Det er alt, hvad vi ved om ham, men vil meget gerne vide mere. Mon nogen kan hjælpe os?

13.2.99

Blakku, basku, hæru

I ”Sjøkarinj” findes linien: Ârtelit vad âu i mark å i vång, Blakka å Baska så fæzlian stångad.

Blakku er sortladen eller mørkebrun, mens basku betyder gråblakket. I ovenstående verslinie er kreaturets farve blevet til egennavn, og det findes der mange eksempler på. Et andet ”farvefænomen” for kreaturer er ”hæru”, som betyder spættet, ofte med hovedfarven som første led i ordene gråhæru, hvid-, rø-, svårthæru.

Fra Bornholmske Samlinger 1955 tager vi et lille vers med konavne – bemærk ”røhæra” – og køerne får jobbet med at brygge øl:

Rosendâla ska malted mâla,

Røhæra ska vanned bæra,

Dannebråga ska håmlan kåga,

Røryjggja skal øled bryjggja,

Pøvvernikka skal øled drikka                                                                 6.3.99

 

Lille Sejersgård

Der er næppe nogen, som husker gården som avlsgård, men som udlejningshus var den velkendt i mange år. Den lå lige nord for Rønne N trinbrædt, hvor senere Rønne slagtehus blev opført, lige før Gartnervangskvarteret.

6.3.99

 

Om ”klåga konner”

De kloge koner var en vigtig ingrediens i folkelivet i gamle dage. Dem henvendte man sig til, når man havde problemer, man ikke selv kunne klare. Her er nogle eksempler:

Hâns Peter Hânska Skarpeskâ kunne støbe over folk og befri dem fra allehånde sygdomme.

Strævan boede i Boderne sammen med en mand der kaldtes ”Jens Kong”. Hun kunne skaffe smør, når kærnen var blevet forgjort.

Den klåga konn på Tassinj henvendte man sig til, når man skulle have opklaret et tyveri. Hun kunne ikke alene sige, hvem tyven var, men hun kunne også slå et øje ud på ham. Man skillingede sammen og betalte en vognmand for at hente konen. Alene at tale om hende virkede. Da solen stod op, lå det stjålne på sin plads.

6.3.99

Her har vi igen et ord med flere betydninger, nemlig

1.     en lade eller stald, fælâ og øjalâ

2.     at læsse – den pige, som ved høsten læssede kornet på vognen hed ”lâpajan”

3.     at lade et skydevåben

4.     ”lâ forr” = spænde for vognen

6.3.99

Kludadainsa

Der var mange rituelle handlinger, man skulle huske at udføre i gamle dage. Hvis en fisker mødte en gammel kone, når han var på vej til havnen for at tage på fiskeri, skulle han vende om, for konen betød uheld eller måske ulykke.

Hvis man mødte en gammel kælling, skulle man spytte efter hende. En gang havde chauffør M. O. Andersen på en tur til Aakirkeby forsømt at spytte efter Marie Munch, kaldet ”Kludadainsa”, da han passerede med et flyttelæs. Straks efter faldt halvdelen af læsset ned på vejen.

20.2.99

Kongestien

I K. Thorsens optegnelser finder vi navnet ”Kongestien”. Det er navnet på den af alle ældre Rønneborgere elskede spadseresti på vestsiden af Haslevej. Den fik sit ”fine” navn, fordi den blev anlagt for de kongelige midler, som FrederikVI donerede Rønne købstad – i 1851 – en tak for venlig modtagelse af kongeparret. – Kan nogen huske at have hørt navnet brugt?

6.3.99

Hvad er ”en harra”?

For at klare det fænomen skal der en længere udredning til. Vi må begynde med ”en fiddja” (et fed). 2 fiddjer = 1 klausa (klavse), 2 klausa = 1 harra.

Sådan lød den gamle forklaring, men mange ældre kvinder siger, at der skal 5 fed til en harra. Navnet harra bruges i bornholmsk, men er for længst forsvundet i rigsdansk. I Sverrig hedder det ”hærva”.

Hvad er så et fed uldgarn? 150,6 m eller i gammel målangivelse 80 tråde à 3 alen = 140 alen. Altså 50 fed = 1 mil.

27.2.99

Vi kommer langt omkring

Det er med glæde vi oplever, at vi med Bornholms Tidende kommer langt ud over øens grænser og derved får kontakt med en hel række ”Bornholmere i Udlændigheden”.

Vi har i den forløbne uge fået breve med gode kommentarer fra Odense, Frederiksberg og Ullerslev. Hjertelig tak.

20.2.99

Hjælp

Vi har hørt ordet ”kâzaajt” eller at være på ”kâzaajt”. Vi kender ikke ordet og kan ikke finde det i de almindelige ordbøger. Kan nogen af vore læsere hjælpe os?

20.2.99

 

 

 

Nikka

Vi møder ofte ord, som kan have mange forskellige betydninger, således ordet ”nikka”. Du kan nikka en gal tyr, dvs. binde ”enj nikkeklawn” fra tyrens forben og op gennem en ring.

At ”nikka å” er så noget helt andet. ”Ojlemoer nikkade å i hijndâjnj”.

Endelig kan man sige om en mand, der ikke tåler fornærmelser, at han er ”nikker på’d” eller bare ”nikkinj”.

Skulle nogen kende andre betydninger af ”nikka”, hører vi gerne derom.

20.2.99

Som vinden blæser

Bornholmerne har altid snakket meget om vejret og har også haft hjemmelavede udtryk for forskelligt vejr:

”Kjælinjabør” = modvind både ud og hjem

”Jomfrubør” = rygvind, medvind, ”ættevinj” både ud og hjem

”Snudebør” = modvind med regn

20.2.99

Håndværker-øgenavne

Mange gamle håndværk er borte og med dem også gamle betegnelser for værktøj og arbejdsprocesser. Også de gamle folkelig ord for fagene er borte. Sadelmageren hed i folkemunde ”Søllapikkarinj” eller ”Mæraskreddarinj”. Bageren hed ”Kringlevriarinj” og sådan må der have været mange andre.

Skal vi hjælpes ad med at bevare noget af alt dette for eftertiden?

20.2.99

 

Udsmidning

På en gård på Nordlandet var selskaberne så hyggelige, at gæsterne næsten ikke var til at komme af med. Når værten syntes, at nu kunne det være nok, gik han ud i haven. Da han kom ind igen, sagde han: ”Di som hâr jimm, å di som vil jimm, di kanj âga nu, for nu kanj jâ se Bakkagårs gâulinj. (det var ved at lysne)

27.2.99

En karakteristik

Det var vistnok Stangegård, der et sted brugte udtrykket: ”Hanj va mijler som enj spær snågaunga.”

Og et andet sted: ”Di va så snijla om næzan” (om personer, som var meget venlige)

27.2.99

 

 

En – et ré

Her har vi igen et ord med mange betydninger. ”En ré” betyder en række, og det kan være træer og buske i et skel (”Karinj å pajan di fæggjades i réen”). Ordet kan også betyde en række gårde (gåraréen)

”Et ré” kan betyde redskab, indretning, tilbehør, ”âuanréed på skatolled” ”Jâ hâr sådded så lænje a jâ e helt ømmer i unjeréed”. Og så har vi også ”væggjaréed”, plankeværket.

Men vi har det også som udsagnsord. At ”ré” vil sige at rede eller tilberede. At røre i grøden hedder at ”ré grød”.

27.2.99

Amtsgården i Rønne

Vi er vant til, at amtmanden bor i Storegade, men sådan har det ikke altid været. Amtmand Niels Madsen West købte i 1724 en gård i Østergade, hvor nu Metodistkirken ligger. Her boede han indtil sin død, da hans enke, Mette Margrethe West, overtog ejendommen, som hun i 1762 solgte til provst Marcus Hjorth og selv flyttede ned i den nuværende amtsgård. Efter at have haft mange skiftende ejere blev gården i 1915 solgt til Meto­distmenigheden, som byggede kirke. Den blev taget i brug i februar 1918.

På forsiden af Jul på Bornholm fra 1977 finder vi arkitekt K. Thorsens tegning af den gamle amtsgård.

20.3.99

P. K. Stibolt

Vi nævner så ofte navnet Stibolt, og lad os fortælle, at Peter Kristian Stibolt var født i Robbedale i 1873. Han blev rigsdagsstenograf og opfandt oven i købet et helt nyt stenografisystem. Han dyrkede hele sit liv det bornholmske sprog – i perioder sammen med andre interesserede som Rohmann og Teinnæs. På lokalhistorisk arkiv i Rønne finder vi blandt andet et større håndskrevet værk, som han kalder Bornholmsk Fraseologi – det vil sige en ordbog, hvor ordene forklares ved hjælp af eksempler. Stibolt døde i 1960.

20.3.99

Hjælp

Fra en forhenværende smed har vi hørt udtrykket ”flav i plâdan”. Kan nogen fortælle os, hvad der skjuler sig bag dette udtryk?

20.3.99

 

Svizza

sådan hed en troldkælling på Østlandet. Når man kogte pølser efter en slagtning kunne det ske, at en eller anden råbte: ”Nu kommer Svizza, kanj ni spo jær å stikke enj kniv ner i murpanjan, a inte hon ska forgjorra pølsarna.”

På Dynakjijla – en ejendom oppe ved Kannikkegjâred havde de et kammer ude ved hestestalden, som de kaldte for ”Svizzastâuan”, for der plejede Svizza at overnatte, når hun kom på de kanter.

6.3.99

Ramadâtinj

Der var troldtøj mange steder på Bornholm i gamle dage – selv oppe i petroleums-hejselampen. Trolden sad oppe i hejseværkets kugle. ”Nu ska ni bâra vedde hut – æjla kommer Ramadâtinj å târ jær”, sagde man til børnene, når man ville have ro ved bordet.

13.3.99

Drilleri

Det har altid været skik, at lærlinge eller andre nyansatte på et værksted skulle sættes på prøve. I murerfaget blev lærlingen sendt til en anden byggeplads for at hente en sæk bomhuller og fik der et eller andet ligegyldigt at slæbe med hjem.

Martin Andersen Nexø fortæller i sine erindringer, at han blev sendt af sted for at låne ”selvtrækkeren til slibestenen”. Han vendte hjem, slæbende på en sæk, som viste sig at indeholde store sten.

Vi har hørt, at på Gudhjemkanten brugte man at sende de nye ud efter ”møjdinjaskravan, tâgfæsterættan, bjælkastrækkjarinj eller unarynjkjan”.

13.3.99

Det går i bølger

For en del år siden blev det betragtet som bondsk at tale dialekt. En bornholmer, som havde været en tur i København, kom hjem og fortalte med stor stolthed i stemmen: ”De kunne næsten ikke høre, at jeg var bornholmer.”

Så kom der en periode, hvor egnsmålet igen kom til ære og værdighed. Det var sikkert ikke en tilfældighed, at det skete samtidig med, at Niels Hausgaard dukkede op på scenen.

Nu er vi så i en tid, hvor i hvert fald alle unge mennesker i alle landsdele helst skal tale Grønnegade-københavnsk for at være in.

Men bare rolig! Egnsmålet skal nok komme igen før eller siden, ligesom det ofte sker med alle andre gamle sager.

20.3.99

Nonna = 7 stykker

Hvis du kommer ind til en isenkræmmer og siger: ”Jâ vil gjærna hâ nonna værla”, så vil han uden at betænke sig tælle 7 ”værla” op til dig – hvis han altså er gammel nok. For sådan var det ”forr i tider”.

13.3.99

 

Adder

Dette lidt mærkelige ord træffer vi nu og da i den bornholmske litteratur. Espersen oversætter det som: ”derimod” eller ”i modsætning til”.

Stibolt har et par eksempler, som viser ordet brugt også i andre betydninger: ”Hanj ble så ijla ver’ed, a hanj visste varkan adder æjle fram” (hverken ud eller ind) ”Hanj va både adder å fram, hanj vill’ed snârt ikje”. (kunne ikke bestemme sig)

24.4.99

Skrâboinj

Forfatteren Jørgen Vibe bruger et sted udtrykket ”skrâboinj” Det er da et fortræffeligt ord som supplement til bvore ellers velkendte ”nâboinj” og ”gjenboinj”.

20.3.99

Påske

Nu nærmer Påsken sig – ”Påskan e i faggana”. Medens dagene mellem Palmesøndag og Påskelørdag i resten af landet kaldes ”den stille uge”, hedder den på Bornholm ”Dømmeløggan”. For at markere stilheden slog man på kirkeklokkerne med træknipler i stedet for at bruge de sædvanlige knebler.

Lad os endvidere slå helt fast, at Hvidetirsdag og Askeonsdag ikke forekommer i Påskeugen, men er dagene efter Fastelavnsmandag.

20.3.99

Genbrug af mølle

I 1858 holdtes auktion i Svaneke over ”Vindmøllen på Christiansø”. Den blev købt af Rønnemølleren Hans Rømer, der genopførte møllen i Frydenlund – (bagved det nuværende Frydenlund bageri)

Møllen brændte i 1917, men mølleriet, som i 1896 var udvidet med dampmølle, fortsatte endnu en menneskealder.

10.4.99

Genbrug af byggematerialer

I 1853 opførtes byens nye sygehus på den grund, hvor nu museet ligger. – Den nedrevne bygning genopførtes i Frydenlund på det sted, hvor Frydenlund bageri ligger.

Det 10 fag lange hus var indrettet med lejeboliger.

10.4.99

 

Mere drilleri

På Bornholms Tidendes trykkeri var det i gamle dagen den skik, at typograferne sendte den nyansatte lærling hen til et andet trykkeri for at hente ”den automatiske vinkelhage”. Desværre havde man her lånt den ud til et tredje trykkeri, og også her var vinkelhagen udlånt. Således brugte lærlingen den halve dag, og da han kom hjem, mødtes han med ordene: ”Nå ja, jeg fandt den for resten selv i skuffen”.

Vi hører gerne nærmere om andre lignende lærlingeløjer.

13.3.99

Trillebør

”Ijlæl, ijlæl”, sâ kjælinjen, hon kjøre vujl me en jâulbør ner ad Gujimmabakkanj”. Sådan siger en gammel remse. Ordet ”hjulbør” forekommer også på rigsdansk.

Før rensning af stalde på landet blev mekaniseret, var ”møjbør” og ”moggebørn” eller ”mopggesoen” nyttige hjælpemidler.

13.3.99

Enj skrikk

Ordbogen siger: ”En simpel indretning til at sidde på eller lægge noget på”.

Vi har mange forskellige ”skrikka”, både tre- og firebenede, og af mange størrelser. ”Målkeskrikk”, ”blomsterskrikk”, ”vaskeskrikk” og mange flere.

13.3.99

En kjæwtasmæjla

Vi kender alle disse gode gammeldags skindhuer med en flap hængende ned til begge sider. Disse flapper kunne ikke gøres fast, men hang bare der og daskede en på kinderne. Meget naturligt, at de gamle kaldte sådan en for ”en kjæwtasmæjla”. Imidlertid blev ordet også brugt som en venlig bebrejdelse til et pigebarn, der snakkede for meget. Vi kan næsten høre på ordet, at det passer til den situation.

13.3.99

Om unjejorsfolk

På en mark, som tilhørte en gård i Ibsker lå der en høj, som var i vejen for markarbejdet. Gårdejeren besluttede at fjerne højen, og sammen med sine folk gik han i gang.

Den kommende nat blev der banket på bondens sovekammervindu, og en stemme sagde: ”Ni må inte kjøra mera jor væk frå hojinj, så bler di unjejorske huzavila.”

Man standsede straks arbejdet, for hvis man generede ”di unjejorske”, kunne man jo blive ”forgjård” – og det ville man ikke udsætte sig for.

10.4.99

Moer så!

En læser i Nexø, født i Aakersen, fortæller: Når hunden gøede, og vi ved at se ud gennem vinduet konstaterede, at der ikke var nogen, plejede mor at sige: ”Ded e nok Styrsgårs”. Når mor begav sig af sted, og vi spurgte om, hvor hun skulle hen, svarede hun: ”Jâ ska te Norre Næbb å pilla sân”. Da der absolut ikke var sand på Norre Næbbe, vidste vi, at det kom ikke os ved, hvor mor skulle hen.

10.4.00

 

 

Bârfittes – slawfittes

Det almindelige bornholmske ord for at gå med bare fødder er at gå ”bârfittes”. I gamle dage var der ofte trangt om plads i de små hjem, og derfor måtte to af børnene sove sammen i slagbænken. Når de sådan lå med hovederne i hver sin ende af slagbænken og fødderne mod hinanden, sagde man, at de lå ”slawfittes” – og den, som har meget travlt ”løvver firafittes astâ” (i fuldt firspring).

10.4.99

 

Blykobbe

Man kan ofte komme til at spekulere over, hvad mon vore forskellige stednavne kan komme af. Nu for eksempel ”Blykobbe”. Skulle det mon have noget at gøre med ”en bobb” – det aflange træstykke, som er heftet til laksegarnet. Nej – bogen ”Bornholmske Stednavne siger noget helt andet, nemlig at den nuværende Blykobbegård indtil 1786 ejedes af ”Peder Hansen Blykop”. Dette tilnavn kunne også være af tysk oprindelse – Blikop – Blyhoved. Så har alle de andre lokaliteter – Blykobbe å – Blykoppe plantage osv. fået navn efter gården.

27.3.99

Sjødda

Ordet har sin rod i det gamle danske ”at skøtte” = tage vare på. Det har utrolig mange anvendelser. At ”sjødda nâd” = passe kreaturer eller ganske simpelt at bestille noget. At ”sjødda å” = gøre sig færdig. ”Hâ åsjøtt” = have gjort sig færdig. At ”sjødda sina sâger” betyder at gå på toilettet.

Så er det naturligt at kalde damernes håndarbejde for ”sjøddetoj”, men blandt fiskere betyder ”sjøddetoj” et stykke af et kasseret net, som bruges til at reparere huller i et andet net med.

27.3.99

FÆKJÆPPABÅGSTAVA

Det var almindeligt i gamle dage, at drengene kom ud at vogte på bøndernes marker. De stokke, de brugte til at genne kvæget med, var altså ”fækjæppa”. Drengene skar navn i deres kæppe, og det var da nemmest at skære de ”store” bogstaver – versaler. En anden forklaring på ordet ”fækjæppabogstava” er, at de fleste versaler er rette ligesom drengenes stokke.

X

Kjælinjakruz

Mange af Rønnes ca. 40 pottemagere lavede det såkaldte ”kjælinjakruz”. Det var en kande, et par og tyve cm høj, glaseret indvendigt og lidt foroven udvendigt, medens resten stod i den rå skærv. Denne kande var – tro det eller ej – datidens køleskab. Der er en fysisk lov, som siger, at ved fordampning forbruges der varme – altså frembringes kulde. Derfor lagde datidens husmoder kanden i vand, som trængte ind i skærven. Når hun hældte mælk i kanden og stillede den i det åbne vindu, virkede den som køleskab.

27.3.99

Bo

der  kendes bedst som en forstavelse, er det gamle danske ord ”bod” eller ”butik”. Derfor er en ”bojomfru” på bornholmsk en ekspeditrice, og at noget er ”bokjøft” betyder, at den pågældende vare er købt i en butik i modsætning til det hjemmelavede.

3.4.99

Kâzaajt

Johannes Kofod i Nexø fortæller, at ”å gå på kâzaajt” betyder at gå på pigesjov eller pigejagt. Han har brugt ordet i lejlighedssange i mange år.

Hvis andre kender ordet, hører vi gerne om det.

3.4.99

Gamle remser

En læser i Aakirkeby har sendt os et par remser, som hun husker fra sin skoletid i 30rne: Boninj sâ til pajan: tâ kjitan å gå på tijled å hænta slømmer te gjyjltan, så ska du få palthæsta te unjarna.

 

Vis somma visste, va somma sâ om somma – så sâ somma inte så majed, som somma sajer om somma.

 

Vi siger tak for bidraget.                                                                        3.4.99

 

Trajt å – betrækkj

Når onkel Peter siger: Jâ hâr vad hænna å ble trajt å”, betyder det, at han har været hos fotografen. Det lyder ganske mærkværdigt. Hvad kan forklaringen mon være? Kan ”trækkja å” mon betyde ligefrem at tage en kopi af en person?

Lige så mystisk er det, når onkel Peter får sit portræt, for det hedder nemlig ”et betrækkj”.

Er der nogen, som kan løse gåden for os, hører vi gerne om det.

3.4.99

En skre

Når lagkagen går rundt, hører man ofte ordene: ”Ja takk – mæn bâra en skre”. Det ligger klart i situationen, at vedkommende kun ønsker et lille stykke. Der er imidlertid et par nuancer i dette ord, nemlig ”hungerskre” og ”sypajeskre”. Det sidste har måske den forklaring, at tidligere kom ”sypajan” ud i hjemmene og lavede syarbejde. Når der så kom gæster i hjemmet, skulle ”sypajan” naturligvis med ved kaffebordet, men det er ikke sikkert, at hun fik lige så stort et stykke lagkage som de rigtige gæster.

27.3.99

Ævent en skre

Vår smâgte kâgan då dajlit,

Hon satte på bored i dâ.

Te hæjl fijkj vi hâwst å saj’ed,

Å hon ble så jartans glâ.

 

Ded lyste så mijlt frå hænje:

”Ska jâ smorra lid mer, kansje?”

”Tak ska du hâ, min paja.

Så ævent en liden skre.”

                                   Arne Madsen                                                     3.4.99

 

 

Skræjl

”Dær va skræjl nok, mæn der va knevved me mâdinj”. Sådan sagde en gæst engang efter et middagsselskab, hvor borddækningen med glas og porcelæn var ganske overdådig, men hvor gæsterne til gengæld ikke blev overvældende mætte.

3.4.99

Drâfør

Når en hest er blevet så gammel, at den er i stand til at gøre en fuldvoksen hests arbejde, siger man, at den er ”drâfør”. Har nogen hørt det samme ord brugt om mennesker???

3.4.99

Langpude - endnu en gang

Vi har fået så mange oplysninger om langpuden, at der næsten kunne skrives en doktorafhandling om den – næsten altså! En læser i Nexø fortæller om sengen i hendes barndom: Først var der en madras, undertiden stoppet med halm. Derover en tyk underdyne med stribet vår. I hovedenden var der en faststoppet skråpude og over den en langpude (man sov jo næsten siddende dengang). Lidt længere nede lå endnu en langpude, kaldet lændepuden. Oven på det hele en tung overdyne med olmerdugsvår. Jo, man havde det lunt i sengen dengang, men på den tid havde man heller ikke den husvarme som i dag.

17.4.99

”Låna varma”

var engang navnet på en leg blandt børnene på vestlandet. Børnene sad i rundkreds med hænderne samlede som en skål. En udvalgt gik rundt med samlede hænder og sagde til en af de siddende ”låna varma”. Han fik svaret ”gå te nâbo”. Sådan gik han, indtil han selv sagde ”nu brænjer’ed”. Så måtte den, som han nu stod hos, op og gå rundt og ”låna varma.

17.4.99

 

Sjowearbaj

I Gammalt å Nyt 9. årgang står der: Jâ har alti gott lit å vaska. Ded e me ded lessom me anjed sjowearbaj, a enj bler lessom et bære mænjeske å’d.

I dansk ordbog står sjov for hårdt arbejde, slid o. Lign.

Har dette ord været almindeligt brugt her på øen?

17.4.99

Sjeva å homma

Til kreaturerne lød ordren for eksempel: Sjeva daj, Baska. Det kunne også være sjøbba sjøbba eller sjoa daj, når de skulle flytte sig. Om mennesker var det sjældent, undtagen på kælkebakken, hvor vi i min barndom råbte: A sjoen, for at advare fodgængere.

Til heste råbte man: Homma daj – og det blev i spøg ofte sagt til mennesker.

24.4.99

Å bro

Ordet brugtes om vask (gnide): bro klærna, bro iven, bro me sne. Små bælla bro næzan, når di e sæwnua.

Stibolt siger, at børnelegen Bro-bro brille på bornholmsk hedder: Bro-bro-breda, va ska vi leda?

Kender nogen denne form? Er der en fortsættelse?                           24.4.99

Enj så

Den store gamle balje med øren hed enj så, og ordet fandtes i vore nabolande, i fransk seau, i engelsk (lokalt, dialekt) so. – Er moggeso og stæjso i familie med såinj? Det er der nogle der mener. I dag bruges det så nok mest om en mindre zinkbalje.

24.4.99

 

Et muzagjimma

var en speciel konstruktion, der blev benyttet til at rette lajden op, når den var ved at ”skride ud”. Det gjalt ladebygninger.

Oplysning om ordet og arbejdsmåden er velkomne.

24.4.99

En gammel remse

Vi har fra Lene Kragelund i Allinge fået denne gamle remse, som hun har fra sin bedstemor, Agnes Jørgensen (mor til Chr. Stub Jørgensen). Vi siger tak for bidraget.

 

Âna Katrina Sommer

hadde så monga blommer.

Jâ bâ na om en,

hon gâ maj enj sten.

Steninj gâ jâ te boninj,

boninj gâ maj hø

høed gâ jâ koen,

koen gâ maj milk,

milken gâ jâ jomfruen,

jomfruen gâ maj en stæj,

stæjen gâ jâ te kattinj,

for a hanj skujle tâ røtter å møs om natten,

mæn hanj tâu injena.                                                                          10.4.99

 

Anekdoter – Ârier

Hvor mennesker kommer sammen, fortæller de historier. På Bornholm fortæller man ”ârier”, små beretninger, ofte af tvivlsom sandhedsværdi – men dog således, at de kunne være sande. I hvert fald rummer de næsten altid en hentydning til, hvordan bornholmerne er i deres inderste væsen. Vi vil her – fra tid til anden – bringe eksempler på sådanne ”ârier”. Her er den første.

Dær sådd tre fiskara på havnabæjnkninj i Gudjimm. Så kom dær enj torist å spore dom om nogged på tyst. Fiskarna forsto inte tyst å svârde injentinj. Så præwde toristinj på engelst, mæn me samma resultât. Ætte a hanj hadde sport på franst udan å få svâr, gjik hanj sin vaj. ”Ja”, så Kristian, dænj ene udå fiskarna: ”Enj skujle ju nok hâ lært saj nonna språg.” ”Va hundan skujle vi ded for”, sâ Lavris, ”ham dær kunje ju tre, å ni høre ju sæl, va hanj fikj ud å’d.”

17.4.99

Enj pokkelidonner (eller –donder)

Dette ord skal være brugt om en meget særpræget mandsperson – ofte en, der altid var vranten og sur. Udtrykket har været brugt i Hasle, Allinge, Aakirkeby og måske også andre steder. Nogle steder bruges ordet om en drukkenbolt, og efter gammelt dansk skal ”pukkeldonner” betyde en pukkelrygget person.

17.4.99

Der kommer fremmede

De gamle havde nogle værdifulde informationskilder med hensyn til kommende gæster. De sagde: ”Når hânanj gâler ver darn, kommer dær frammade”. Heri lå oven i købet den vigtige oplysning, at hvis det kløede i venstre næsebor, var det kvindfolk, og ved højre var det mandfolk, som var på vej.

”Når kjættan liggjer på ryggjinj å slikker saj i ænnanj, kommer dær frammada”. Og det opløftede bagben pegede oven i købet i den retning, som gæsterne ville komme fra.

17.4.99

Bornholmere i eksil

Man hører undertiden, at danskere bliver mere danske efter at være flyttet til udlandet. Mon ikke det samme kan siges om bornholmere – at de bliver mere bornholmske af at leve i andre dele af Danmark? Vi synes i hvert fald at kunne mærke noget af dette i de henvendelser, vi får fra læsere i det øvrige land. Det behøver vel ikke at skyldes egentlig hjemlængsel, men det er blot en kendsgerning, at man ikke så let løber fra sine rødder.

10.4.99

By i Rutsker

Stednavnebogen side 244 henviser til Borrinjholmarinj III s. 79. By er navn på et højdedrag med en mølle og en smedie; det er skit fra Kåsby ved Askebæksdal og flere gårde, som ikke hører til Kåsby, men det kan tænkes, at 8. og 9. sg. Bukkegård og Almegård, som ligger på højdedraget har udgjort den ”by”, hvorefter egnen har navn.

 

I Borrinjholmarinj III s. 79 siger Otto J. Lund:

…Så kommer ”By” å ”Bymøllan”. Hær e æjla injinj by, å nawned e âw majed ælre ænj ”Bymøllan”. Ded va et jorasjefte frå Kjærkeboed, dær hed seddan, å vår møllan nu står, va dær et bogne, å Kjærkeboinj va bognemester.

 

Kjølby siger i Vindmøller s. 78:

”Møllen i By” hentyder ikke til Rutsker by, men til Vang udlod. Bønderne havde nogle lodder på stedet, som blev kaldt lodderne ”På By”. Det fik møllen så navn efter.

Det udelukker jo ikke det foregående.

1.5.99

 

En hilsen fra Frankrig

Blandt de breve fra læsere, vi har modtaget, er et fra Nice i Sydfrankrig nok det, der kommer længst borte fra. Det er fra Birte Bessière, tidligere Andersen og lærer ved Østre skole i Rønne. Birte sender os en samling ord og vendinger fra sin barndoms egn, Poulsker-Snogebæk. Vi glæder os til løbende at bringe disse ord og siger hjertelig tak for brevet.

20.3.99

Tømmerrejsning

Det var en gammel tradidion, at man ikke måtte bruge kranse ved tømmerrejsning efter Sct. Hans. I stedet bandt man nogle birkeris til et gammelt kosteskaft og hejste denne kost op som udtryk for skam og skændsel over, at man ikke havde fået tømmeret rejst i så god tid, at huset kunne nå at blive gennemtørt inden efteråret. Andre nævnte, at Mikkelsdag var skæringsdagen, hvilket vel i grunden lyder rimeligere. Hvad er mon det rigtige?

24.4.99

Et hânkle

Ja, vi ved jo alle, at det betyder et håndklæde. Men i gamle dage havde ordet en ganske særlig betydning i forbindelse med gudstjenesten – nemlig et hold nadvergæster. ”Va dær många te alters i dâ? – Ja, dær va hela fira hânkle”. Vi må huske, at i den tid fik alle vin af samme store bæger (alterkalk) – når præsten havde ladet alle drikke, tørrede han bægeret af med et håndklæde. Så var det klart til næste runde. Det er i det mindste en meget nærliggende forklaring.

1.5.99

Å kâsa saj

En læser i Aakirkeby skriver til os: ”Hâr du kâsad daj i dâ?” sagde mor, når vi kom hjem fra skole, og hun kunne se, at vi havde en blodplet på ankelen. Det er at støde sig med træskoen på ankelen. Det gjorde ondt og blødte, så strømpen hang fast i såret, for vi fik det jo ikke vasket, førend vi kom hjem fra skole. Jeg havde 3 km at gå, og mange gange var det jo tørret ind, så det måtte blødes i vand, før strømpen kom fri.

Vi siger mange tak for brevet.                                                               1.5.99

 

Et svar

Den 6.2. spurgte vi om nogen kendte udtrykket ”å bæra faninj på ryggjinj”. Vi har fået at vide, at der findes flere varianter, fx ”bæra Boska Jens på ryggjinj” eller ”få Boska Jens på besøj”.  Alt dette skulle betyde et anfald af dovenskab. Når skovarbejderne en varm sommerdag tog sig et lille hvil, sagde de, at de havde fået ”besøj udå Boska Jens”.

1.5.99

 

 

bonnsåver

Espersen har i sin ordbog både ”såveser” (fejeskarn) og ”såva sammen” (skrabe sammen), men han nævner ikke ”bonnsåver”, som kan betyde enhver form for bundfald, fx:

dros (grums) på bunden af kaffekoppen

en sjat mælk tilbage i kanden,

rosiner i kærnemælkssuppen,

slam i bunden af båden,

rester i vognbunden ved kløverhøsten

osv.                                                                                                   1.5.99

 

En âria

Den kendte professor, Ingvald Lieberkind, var på ferie i Sandvig, og på en varm sommerdag fik han sig en passiar med en af fiskerne. Som de stod der, landede en flue på Lieberkinds arm. ”Dette er meget interessant”, sagde han, ”det er en døgnflue, den lever kun et eneste døgn.” ”Så hâr dænj hundemaj vad hældi me væred”, svarede fiskeren.

1.5.99

Gnattuer – te sjells

En læser spørger om betydningen af ordet ”gnattuer” – mener, at det evt. skulle betyde beskeden.

Det giver os anledning til at spørge om et andet udtryk for beskeden, ”te sjells”, - ”du skal tâ te sjells, minj horra.”

Høres dette udtryk mere?                                                                      5.5.99

 

Tassevink(a)

Hvordan kan ma sige tassevink om en over nakken, man bruger da ikke tasserne (tæerne)? Man har tidligere brugt ”tassana” også om labberne, ligesom man ofte sagde grabbarna om fødder såvel som hænder.

                                                                                                            15.5.99

En âria

Der sad en bonde fra Nylars på et af Rønnes værtshuse og spillede kort. Han sad i uheld og tabte den ene ”krømpan” efter den anden. Da aftenen var gået, havde han tabt næsten tusind kroner, og det var jo ”majinj pænj” på den tid. Han rejste sig og betalte, og så sagde han: ”Ded va nu væl nok, a ded va maj, som tawte, for dær va hundemaj injinj udå jær anre, som hadde tølt’ed.”

15.5.99

Enj Pillebak

Når fiskerne kom ind med fyldte sildegarn, blev disse hængt op på et stativ, hvorpå konerne kom og pillede silden af. Disse stativer havde forskellige navne og forskelligt udseende fra sted til sted. Oftest hed de ”enj pillebak”, eller simpelthen ”en pilla”. I Listed brugte man blot to pæle slået ned i jorden og forsynet med en overligger, den kaldtes ”en pillegreta”. I Hasle var de flotte med tag på og kaldtes ”en sijlagamma”. Iflg. Espersen er en gamma et simpelt fodertrug til brug, når kreaturerne skulle fodres på marken.

8.5.99

 

Bornholmsk Snus

gik engang sin sejrsgang. Den blev aldrig fremstillet på Bornholm, men var opfundet af H. P. Østerbye på Ll. Torv i Rønne. Han – og senere hans søn – havde i masser af år eneforhandlingen for Danmark med omliggende lande.

Man brugte snus på forskellige måder, at lægge en ”moppa”, taget fra æsken med en tommelfingernegl og lagt op under overlæben. Vi kender også ordet ”å nømma”. Snusen kunne også lægges på håndryggen og snuses ind i næsen. Lad os høre lidt om metoder og udtryk!

8.5.99

Bånnlåggan

Når man havde slagtet i gamle dage, forestod pølsekogningen men først skulle tarmene renses og gøres klar. Derefter skulle de ligge i timian eller skalottetoppe natten over for at få fjernet en ubehagelig smag. En ganske bestemt del af tarmsystemet kaldet ”bånnlåggan”, det var vist nok overgangen fra tarm til mave, og deraf fik man særlig tykke pølser.

8.5.99

Marked i Aakirkeby

Man skal ikke tro, at de nuværende ugentlig kræmmermarkeder på Aakirkeby torv er en ny opfindelse. Går vi meget langt tilbage i tiden var der ingen egentlige markeder på Bornholm, men ved kongeligt reskript af 21. april 1830 blev der givet tilladelse til afholdelse af ”Kram- og Kreaturmarked” hver den første søgne fredag i april og oktober i Aakirkeby. Senere fik Nexø den samme tilladelse.

8.5.99

 

Mere drilleri

Vi får stadig flere eksempler på nyansatte lærlinges prøvelser. En lærling hos barber Jacobsen i St. Torvegade blev af mester sendt hen på apoteket efter ”slibevand”, for barberkniven var blevet sløv. Han kom hjem med en flaske, som mester tog med ind i bagværelset. Lidt efter lød der et brøl derinde fra. Mester havde snuset til indholdet, som var tredobbelt salmiakspiritus. Apotekeren kendte altså fidusen og ville forhindre gentalgelse. Det lykkedes.

8.5.99

Ânta

Her har vi igen et ord med mange spændende sider. ”Å ânta saj” betyder at te saj, måske på en mere eller mindre fjollet måde. Ved et lidt løssluppent selskab ”e di ântua” eller ”di ântas”. En person, som skaber sig er ”en ânta” eller enj ântes”, men man kan også sige, at ”ded ântar saj”, hvis noget går godt, eller i modsat fald, ”a ded vil inte ânta saj”.

Endelig er der en variant: ”antera saj”. Stibolt siger: ”Di kunje antera saj bære, synes maj.”

8.5.99

Å do

Et ord, som kan være meget aktuelt i vort konkurrenceprægede samfund. ”Å do inj” eller ”å do inj å” betyder nemlig at vinde over – om det så drejer sig om at få afhøstet tidligt eller ligefrem at vinde et slagsmål. Ordet ”do” kan også betyde at gøre i stand. ”Når du hâr mâlt, ska du do pænslinj”. Og så kommer vi straks til at tænke på det engelske ”to do”.

8.5.99

Avlsbruger

Hvorfor bruges ordet avlsbruger på Bornholm, når man i øvrigt i landet siger husmand? Og avlsbrugernes organisation hedder De bornholmske Husmandsforeninger.

Sådan blev vi forespurgt, og vi fandt svaret i Stibolts Fraseologi: Avlsbryggara = landbruger inden for en bykommune eller et fiskerleje. I de senere årtier er man gået over til at benævne alle husmænd sådan.

29.5.99

Udtryk fra Poulsker

Birte Bessière fortæller i sit brev fra Nice: ”Sodd jâ å kutada me enj lidinj kniv, sâ bæstefâr: Va e’d for enj muzagjijlara du sidder me?” – Og så spørger hun: Hvor kommer det lidt uhøviske ord fra?

Ordet findes i de fleste danske egne, det betød oprindelig en pennekniv, som brugtes til at skære fjerpenne med, altså en lille skarp kniv. Man fik andre skriveredskaber, men ordet overlevede, dog skiftede det betydning til en lille sløv kniv. Svigermor brugte det om kartoffelkniven. I nogle danske dialekter bruges ordet Myggegilder – har det været brugt her på øen?

 

I BB’s familie, som stammede fra Snogebæk-kanten havde man dette svar på spørgsmålet: Er du klar?: Ja, jâ e lieså klâr som Paulina, hun skujle liggja hos Kâga-Hâns. – Er dette udtryk kun benyttet i vor familie, eller er der stadig nogle, der kender det?

 

Et andet udtryk falder mig i pennen: Ded rør maj ijkje, sâ Tøjinj, då hunj bed inj i træbened.

29.5.99

 

Et svar

Vi bragte for nogen tid siden et spørgsmål fra en læser om ordet ”flav i plâdan”. Espersen siger: flaw = en revne i jern eller en flis i træ”. En læser i Nexø kender udtrykket som 1. en revne der ikke er gået helt igennem på en jernplade, 2. en revne i en fingernegl, 3. en sprække i den ene ende af et træstykke (træet er ikke revnet igennem).

Tak for hjælpen                                                                                15.5.99

 

Enj flabbatas

”Peter, fly maj flabbatassinj” råbte murersvenden til lærlingen, da han skulle til at understryge et tegltag. Andre steder i landet hedder sådan en ske skelske eller tagske.

Men ”enj flabbatas” betyder også en flabet person – eller rettere en flabet mandsperson, for her på Bornholm er damerne ikke flabede. Derfor findes ”flabbatas” kun som hankønsord.

15.5.99

En mâra

Det var absolut nødvendigt at sømme en hestesko op over døren til hestestalden, ellers kunne der komme ”en mâra” om natten og skamride en af hestene. ”En mâra” var et kvindfolk, som kunne skabe sig om til sådan et monstrum.

Der var en bonde, som ville dette uvæsen til livs, han klippede en tot af hestens man og anbragte den i en tornebusk ude i ”ré’n”. Næste dag så han naboens kone gå rundt med ansigtet fuldt af rifter og skrammer.

15.5.99

Fizbrænd(er)

Når bønderne gik og pløjede og harvede dag efter dag, blev de let ømme og hudløse mellem balderne. Det kaldtes at være ”fizbrænd”, og dette ord blev såmænd brugt også mange steder i det øvrige land. For at lindre på smerten fandt så på at lægge en lille flad sten ind på stedet. Pigerne kunne opleve det sammen, men brugte helst koldt vand og kartoffelmel.

Det fortælles også, at drengene på Rabækkeværket ved at løbe fra værksted til lagerplads med rør en hel dag blev ”fæggjua i ænnanj å i armhollan”. Det lindrede de på ved hjælp af en sten fra kuglemøllen.

22.5.99

Å lyes

Dette ord kan bruges på mindst to forskellige måder. Espersen siger, at ”lyes te” ganske simpelt betyder ”at lytte”. Andre udvider begrebet og siger, at ”lyes på” betyder, at man lytter, men stiller sig tvivlende til det, man lytter efter.

22.5.99

Pas på!

Når du reder dit hår, må du ikke kaste de afredte hår ud i det fri, for så kan fuglene komme og tage det til at bygge rede af, og så er der fare for, at hårenes oprindelige ejer får galskab i hovedet. Sådan sagde de gamle.

22.5.99

En âria

I tiden efter 1. verdenskrig var der mange tyske turister på Nordlandet. Butikker og pensionater havde skilte med tysk tekst, og mange bornholmere forsøgte sig ihærdigt i det tyske. En kaperkusk kørte i fast rute mellem Gudhjem og Hammershus og retur. Når det var tid at køre fra Hammershus, rejste han sig i vognen og råbte med gjaldende røst: ”Wollen Sie mit nach Gujim fahren, mossen sie spo sig, for nu kjør jâ.”

22.5.99

En hodda

kaldes en halvtags tilbygning til en af gårdens længer, den kan bruges til opbevaring af maskiner og redskaber. Når en pige gik hen og blev gravid, sagde man gerne: ”Nå, hon hâr nok fåd byjt hodda på!”

22.5.99

Lista–katta

En gang for mange år siden ankrede et engelsk skib op uden for Listed. Fiskerne benyttede straks anledningen til at ”kadreje”, dvs. at de sejlede ud for at handle med søfolkene. Englænderne udtrykte ønsket om at få fat i nogle ”Miss”er (piger). Fiskerne forstod ikke ønsket og samlede sækkevis af katte, som de bragte ud til skibet. Hvordan historien endte, ved man ikke, men siden den tid, kaldte man Listedboere for ”Lista-katta”.

Om der lige sådan findes en historie bag udtrykkene ”Svânika-hunja” og ”Årsdâla-griza” kunne det være interessant at vide.

29.5.99

 

En âria

En tysk turist ville engang købe torsk af en fiskerkone i Allinge, men han prøvede at prutte om prisen. Det skulle han aldrig have gjort, for nu tog konen sin skarpe stemme på og sagde: ”Wollen Sie hassen, så kønnen Sie fassen, å wollen Si niks hassen, så kanj ni la ble fassen, for fiskinj e forlaskemaj mijn.”

4.5.99

Tyltrinja – i tyltrinjatâl

Tyltrinja er kløse eller klumper, ses fx ved markarbejde. I tyltrinjatâl er klumpevis eller pletvis – kaldes også i plattatâl eller i rykkjatâl, i overført betydning af og til – pø om pø.

4.5.99

Kura me bællinj

Når småbørn er så stive i ryggen, at de kan holde hovedet i ligevægt, løftes barnet ved at holde det om lårene og sige: ”kur-kur”!

Legen kunne fortsættes til 4-5 års alderen.

4.5.99

Byssja

Frå Røskersen ble jâ sporder om ded å byssja sænjana – ded kjænde dænja daman frå sin moer.

Jâ hâr ijkkje hørd’ed som udsagnsor (ded e almindelit i Sverrig) mæn byssja e et sømpelt halmleje, å monne moern ijkkje hâr sajt’ed halt i sjâv?

4.5.99

Stobbivader

Oftest brugt om ældre, der har besvær med at klare de forskellige gøremål selv med briller.

22.5.99

 

 

Nålier – nåsammer

Nålier (elendig – syg – dårlig), Hanj så nålier ud. Ded e enj nålier kniv te å sjæra. Ded e enj nålier honj, enj skal jælpe âwer gjâred.

Nåsammer (mismodig – bedrøvet). Enj bla hall nåsammer, då dænj bæsta koen falt i bronj.

12.6.99

Slå pottinj itu – barnlaja

Disse ord var almindelige ”fott i tider”. Det første: at føde, det andet: at ligge i barselsseng, men også barselskosten, som naboerne bragte, ”ad bæra barnlaja”.

12.6.99

Tules

”Så kanj du bâra lava daj enj tules”, sagde moderen, når pigebarnet bad om legetøj. Så gjaldt det om at finde skuffen med husets lapper og lave sig en kludedukke. Ordet kunne også bruges som et spøgefuldt kælenavn ”din lijla tules”. Når en lille tykt påklædt dreng tumlede sig i leg på Gudhjem havn, kunne man høre fra en af fiskerne: ”Nå, din lijla tulebompes.”

29.5.99

Fizurt

”Røsta plântan, Amâlia, for jâ kanj se, a præstinj e på vaj hæn te vos!” Den plante som Amalie skulle ryste, var en rosengeranium, som har den egenskab, at den, hvis den bliver rystet, udsender en duft, der overdøver andre og måske ubehagelige lugte i stuen. Derfor er det bornholmske navn ganske beskrivende.

29.5.99

Ællestinjerinj

Som alle ved, er han de underjordiskes værdige konge, som han rider i spidsen for sin hær af soldater, ridende på trebenede heste. Han er en selvbevidst herre, som ikke tillader andre konger at opholde sig i hans kongerige mere end to dage, hvilket ingen heller har turdet.

Men hvorfor hedder han netop Ællestinjerinj. Ja, det er der ingen der ved, men man kunne forestille sig, at han oprindelig har været betegnet som ”den ældste” – altså ”Ælstinj”.

29.5.99

Ænnaløst træ

Det vil sige en udvækst på et træ, i størrelse varierende fra en ært til en knyttet hånd. Nogle af de gamle udhulede den og brugte den som pibehoved. Andre sagde: ”Du ska gjimme dænj i kommodeskoffan, så gjer’ed lokka, om du spiller i lotteried”.

Andre steder i landet kaldes sådanne udvækster ”sovende øjne”, fordi der er tale om uudviklede knopper.

4.5.99

Palthæsta

Vi ved alle, at palthæsta er klatkager, lavet af en rest risengrød. I meget gamle dage, fx for 200 år siden var ris en meget sjælden eksotisk sag, som ikke mange havde råd til. Da lavede man palthæsta af en rest gule ærter, tilsat bygmel og et æg.

4.5.99

 

Junkaralykkjan

er et næsten glemt areal i udkanten af Allinge. Sagnet fortæller, at her begravede man for mange år siden nogle fornemme ofre fra et skibsforlis. Det er ikke helt klart, om de gæve allingeboere også havde hjulpet skibet til at forlise, som man ofte hørte om det i de tider, det melder historien ikke noget om.

I stednavnebogen bruges ordet Jankerløkken, og her siges, at dette muligvis stammer fra en persons øgenavn.

4.5.99

Knappa te brænjevin

Et almindelig kendt udtryk, der betyder, at man er kommet til at knappe sin trøje skævt. Vi har fået den forklaring, at det i koldt vejr var godt at have en flaske snaps ved hånden. Når man knappede sin stortrøje skævt, opstod der en lille lomme, hvor flasken passende kunne sidde. Man kan også høre nogle sige: ”knappa te enj pægl”, og det betyder jo det samme.

Andre steder i Danmark siger folk: ”Nå, du skal nok være fuld i aften”, når de ser en, der har knappet skævt.

4.5.99

 

 

 

Dorlia – Dorla

Stednavnebogen bruger begge navne på et klippeparti ved Listed. Før i tiden lå der et stenbrud af samme navn ved klippen, og her lavede man masser af katskaller (chaussésten) og musiksten, som var det lokale navn på nogle helt små firkantede sten, som brugtes fx til at lægge imellem fliser. Alle disse sten blev ved hjælp af sliske lastet direkte fra stenbruddet om bord i tyske skibe, som var så fladbundede, at de kunne gå ind på det lave vand ved Listed.

12.6.99

En bornholmsk vandresang

Valdemar Seier fortæller, at når de underjordiske er ude på længere vandreture, sker det ofte, at de synger til trommeslagene:

Nu vandra vi

frâ Æggjasten

te Sjæggasten

bom – bom                                                                                                            19.6.99

 

En remse

Slajtarinj på Rispebjær

hanj slajtada sin vida mær.

Sjinjed de sålde hanj,

kjødded beholde hanj,

klåger van hanj.                                                                                   19.6.99

 

Dobbuer – uden spids

Dænj knivnj e så dobbuer, a inj ijkje kanj stikka holl i lærrømmen. Dær va alse injinj UD (spids) på’nj.

UD kender vi fra Dâueudinj og Næbbeudinj, hvor der kun er tale om en lille afrundet kyststrækning.

19.6.99

Konjta – kuta

At kludre kan udtrykkes ved ovenstående ord, og personer, der kludrer, kaldes fx enj kutes, enj kutemâgara.

19.6.99

 

En âria

Kâl Peter va gånj i skâuinj for a sjæra enj stor gren å et træ – desvarra gjik’ed så galed, a hanj stårte ner å brajte halsinj.

Då kommerâtarna bâr læjed jimm te hans konna, slo hon hænnarna sammen å sâ: ”Ja, jâ tænkte’d forlademaj nok, Kâl Peter hâr ajle dâ vad enj kutes.”

19.6.699

Hârda – hâra – hâda

Om vejret siger Skovgaard 1804: Hârda en stonj, så fâwar væl rajned. Fra Svaneke lyder det, når det regner om formiddagen: Ded hârar te midda, ska ni se. Stibolt hævder, at han aldrig som dreng har hørt ”hârda”, han bruger hâdar. Bia en stonj, så hâdar’ed” (regner mindre voldsomt).

Disse ord bruges også for: at tøve, vente lidt. Et eksempel fra ”Liden Stina” Du fæjes svârt, mæn hârda en stonj (du har hastværk, men tøv et øjeblik).

19.6.99

Nøjer

”Ja jâ hâr ju nonna nøjer å trækkjes me”. Nøjer er skavanker, plager, ofte sygdomme, som man ret snart slipper af med. Vi har hørt: ”Nøjarna komme i 13. øggan (i året) å fortsætter te dænj 17. øggan.

Vi hører gerne, om nogen kender dette eller lignende udtryk.

12.6.99

Stenolja

”Hâr du hâust å kjøvva stenolja te kjøkkenlâmpan?” For år tilbage var det helt klart, at på Bornholm betød ”stenolja” petroleum – ganske almindelig petroleum. Når håndværkere og farvehandlere i dag taler om stenolie, er det om linolie, som evt. spædes op med terpentin og bruges til at mætte uglaserede klinker.

4.5.99

Skårrinj mâd

Et godt, beskrivende ord for smørrebrød. Carl Aakerlund fortæller om øfrølet efter ”ræja Pær Mårtinj”, at de mange deltagere først samledes i hjemmet og fik serveret ”skårinj mâd me brænjevin å enj lidinj rommara”. Derefter blev låget lagt på kisten, som kørtes til kirke på en fjedervogn. Præsten prædikede så længe, at alle blev grundigt sultne, hvorfor man gik tilbage til hjemmet og fik serveret et solidt måltid bestående af mange retter.

12.6.99

Pjask

Når vi skujle slajta æjle bryggja drikka, gjik vi i skâuinj å pillade pjask som bræjnsel unje murgrydan. Vi brøgte âu pjask som opkjølnetoj i kaklunana i stâuan om vinterinj. I dag ville vi nok bruge ordet kvas.

12.6.99

Hunjadâ å anra dâ

Hunjadâna kjænja vi ju ajle, å kattadâna hâr vi âu hørt om i monga år, mæn så en dær folk som snakka om kjættadâna, å dom skal dær mæn varra 3-4 stykje å. Mæn nu bler’ed varre inu, for vi hâ hørt snak om kjælinjadâ – å di få alri ænna. Va dær liggjer i’ed, vedd vi inte, mæn særli nætt mo damarne e’d nu inte.

12.6.99

Solæwa

Der er en båd – ja, måske bare en jolle, som man kalder for en ”solæwa”. Den har en rund bund og spidser fortil, således at den har et stort spejl agterud og et ganske lille foran. Den får således ganske faconen som underkæben på en so.

Oprindelig hed den vistnok ”norsk pram”, og i Sømarken kaldte man den for en Moses. Vi har hørt, at Viggo Pedersen i Gudhjem skulle have lavet adskillige af denne bådtype.

12.6.99

 

Sevasøvva

Når man for omkring 100 år siden skulle have mandfolkegilde, lavede man en ganske særlig ret, som man kaldte Sevasøvva. Her er opskriften:

I en rund lerskål hælder man 3 pægle brændevin, som røres op med et pund honning. Heri brækkes nu et antal kommenskringler, og det hele røres sammen til en lind grød. Skålen sættes midt på bordet, og hver mand langer til med sin hornske. Velbekomme.                                                  12.6.99

 

Mere om flaver

En smed fortæller, at i årene efter krigen oplevede man ofte, at der var urenheder i form af slaggerester i jern, rundstål eller plader. Det kaldte man ”flaver”, og disse urenheder forhindrede, at man kunne bearbejde materialet.

 

26.6.99

Knuse en æggeskal

Mange mennesker har haft den skik at knuse æggeskallen, efter at de har spist et blødkogt æg. Samtidig udtalte de ordene: ”Nu frelste jeg en sømand”. Det er kendt over hele Danmark, men vi ved, at Carl Aakerlund i Hasle foretog det samme ritual.

Nogle kvaser æggeskallen i hånden og andre vender den om i æggebægeret og knuser den med teskeen. I det sidste tilfælde skulle det sympolisere, at man slog hul på en kæntret båd, hvori der befandt sig en sømand i havsnød.

26.6.99

Sømandsudtryk

På en søfartsø, som Bornholm så udpræget var i gamle dage, var det naturligt, at en del sømandsudtryk også blev brugt i det daglige liv på landjorden. Her er tre eksempler:

”Å loa te” hed det, når man til søs kom ud for hårdt vejr og ville tage farten af skuden ved at sejle den til vinden. Derhjemme sagde moderen til barnet: ”Du må gjærna gå inj te nâboinj å læja, mæn du skal inte loa te for lænje.”

Når uvejret til søs var overstået, skulle man i gang igen, det hed ”¨fajla å” og ”komma te vinjen”. Når man på landjorden bad nogen om at skynde sig, hed det ofte: ”Kanj du så se å komma te vinjen.”

26.6.99

Stortrøje

”Kan du fortælle mig, hvad en stortrøje hedder på bornholmsk?” Sådan lød spørgsmålet, og vi blev svar skyldige. – Spørgeren mente at have hørt et specielt ord, evt. fra Christiansø.

Kan nogen hjælpe? Det gælder om at få noteret de gamle ord, som ikke allerede er nedskrevet.

3.7.99

Pjott

Hvad kaldte man at stakke fx rug (bundet i neg), lød det i telefonen, og det satte nogle tanker i sving. Fra K. H. Kofoeds vise om Niels Grønbæk husker jeg linien: for ves jâ ijkje ser forkjert, så bler dær pjot ver pjot.

Enj pjottada râwinj ver å sætta 16-20 næje i enj runjer stak. – Pjott kan også anvendes om en mindre stak – og fx enj lyngpjott.

3.7.99

 

 

 

 

 

 

Faninj på ryggjinj

Vi har tidligere spurgt, om nogen kendte udtrykket ”å bæra faninj på ryggjinj”, og den 1.5, bragte vi et af de svar, vi fik. Nu fortæller Hans Jensen, Nexø, at i hans drengetid hørte man nu og da sætningen: ”Nå, hanj bær nok faninj på ryggjinj”, når man så en person komme spadserende med hænderne foldet på ryggen.

19.6.99

Er sproget en museumsgenstand?

Man kan nu og da høre folk sige, at vore bedsteforældres bornholmsk er ikke noget, der er værd at beskæftige sig med - det er jo ”kun” en museumsgenstand. Javel – det er jo ikke det sprog, vi bruger i dag – men prøv at sammenligne med gammel bygningskultur. Vi hæger om og restaurerer de gamle smukke bygninger. Vi glæder os over, at vore forfædre var så dygtige håndværkere og havde en så sikker smag. Men skal vi bygge huse til nutidens brug, benytter vi naturligvis nutidens byggekultur, men derfor foragter vi ikke den gamle.

19.6.99

Haagensen og Aakerlund

Overlærer Bloch fortalte engang, at han havde spurgt Carl Aakerlund, om ikke Hans Peter Haagensen havde et godt sprog. Dertil svarede Aakerlund: ”Haagensens språg e alderes forvirrad, mæn hans slajt e ju âu hall svensk.”

Senere spurgte Bloch Haagensen om, hvad han syntes om Aakerlunds sprog. Svaret lød: ”Hans borringholmska ded e rent galed, mæn hans familja stammar ju âu frå Sverrig.”

19.6.99

 

Fulsot

Det blev sagt om en person: ”Hanj lier udå fulsot, å de kanj mæn kureres me hâzelfett”. På rigsdansk betyder ful jo fæl eller lignende, men på bornholmsk betyder det doven, og fulsot er altså dovenskab, som bedst kan kureres med en endefuld af en hasselkæp.

Hans Hjorth siger om dette at være ful:

Gjøjn hanj e enj fuler fâul,

som injed hâr lært ¨sjødda.

Hanj vânkar om i spragluer kjâul,

å alri hanj trækkjer te rødda.

26.6.99

Enj flen

Om en landmand, der altid pløjer flotte lige furer hedder det: ”Hanj e enj flen te å ploja”. Om en fodbolrspiller, der altid skyder mange mål, siger man: ”Hanj e enj flen te å spilla fobojl.” Om en jæger, der altid rammer vildtet, hvor han skal, siger man: ”Hanj e enj flen te å sjyda.” Men man kan altså også sige det samme om en person, der gerne vil give sig ud for at være dygtigere, end han i virkeligheden er. Sådan kan ordene bruges på forskellig måde.

26.6.99

Tossebid – Tøssebid – Torsebid

Forr i tider advarede mødrene børnene mod noget utøj, som boede i brøndvandet, og som kunne gøre fortræd, når man hentede vand, Det skulle hedde Tossebid. Det var nogle ganske tynde hvide sytråde, som svømmede i vandet.

Lars Trolle fortæller, at man sammenligner dem med violinstrenge, og at de kan blive fra 10-50 cm lange. Man ser ofte, at de vikler sig ind i hinanden og ligesom danner en knude. Derfor er det latinske navn Gordius. De træffes mange steder i vandhuller og åløb på Bornholm og er ganske ufarlige for mennesker.

26.6.99

Gamle talemåder

Det er dejligt, når vore læsere kommer til os med gamle ord og talemåder, som de har hørt af ældre slægtninge. Her er et spændende eksempel: ”De kommer maj for, a du hâr gjed om’ed i øggan inja va”. Oversat til rigsdansk ville sætningen nok lyde: Det forekommer mig, at du har tabt dig i forrige uge.

3.7.99

 

Han duede ikke til ret meget

Denne situation udtrykte de gamle ved: ”Han dâude mæn te å gå a Lynginj å stakka gåzalårta”.

10.7.99

 

Nød

Det gamle danske ord Nød for ungkvæg har også været brugt på Bornholm. Den del af stalden, der var forbeholdt de årgamle kalve blev kaldt ”nødriminj”. Det samme ord brugte man spøgende om ”lajtarinj”, det pulpitur i kirken, hvor de unge mennesker oftest opholdt sig.

10.7.99

An âria

En turist faldt engang i snak med en mand som gik og reparerede på Tassevejen. I samtalens løb sagde turisten: ”Jeg synes, det er nogle slette veje, I holder jer for med her på Bornholm.” Dertil svarede vejmanden: ”Ja, vi gjorr dom så slætta vi kanj.” Turisten kunne jo ikke vide, at slet betyder glat på bornholmsk.

10.7.99

Drabba

betyder at gå og smøle med arbejdet eller at gå langsomt og med slæbende skridt. Deraf følger, at en mand kan kaldes ”et drabb, enj drabbes eller drabhâz”. En kvinde kan kaldes ”en drabba eller en drabbhâza”.

Ordet drabes blev tidligere brugt om en sej snotklump, nævner både Skovgaard og Espersen.

24.7.99

Dræmma

slå til af alle kræfter. I boldspil slår man af og til ”en dræmmelira”, der kan skaffe holdet points. I min skoletid hørtes for eksempel ”tâ å dræm Hâns en øratæva”, eller ”dræm inj en âuer rân”.

10.7.99

 

 

 

Enj sânpustara

kaldte man tidligere i Sandvis en person, som var så lavbenet, at sandet hvirvlede op bag ham, når han slap en fjært (på bornholmsk ”enj værsjid”)

3.7.99

Puggahud

Medens man i det øvrige land får gåsehud ved kulde eller skræk, hører man på Bornholm ordet ”puggahud” i sådanne situationer.

3.7.99

Torbaggabønner

Vi har hørt udtrykket ”God hør inte torbaggabønner”. En torbag er et meget ringe væsen, og man må altså mene, at såvel den som beder, som værdien af det der bedes om skal have en vis betydning.

Man har også hørt udtrykkene ”kattabønner” og ”hunjabønner”, hvis det der blev bedt om fandtes urimeligt.

3.7.99

Gadenavne i Svaneke

Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev det nødvendigt at ændre nogle gadenavne i Svaneke, da Nexø havde disse navne i forvejen. Havnegade blev til Havnebryggen, Nygade blev til Stengade og Svanegade døbte man Byfogedbakken.

Der var en ganske kort gade, som kun havde tre huse, og den gade havde ikke noget navn. I gaden havde der boet en meget høj og kraftig mand ved navn Munk, hvorfor man døbte gaden Munken.

3.7.99

 

Skreddarinjs barsel

Vi har vel alle hørt om, hvor sølle det stod til ved skrædderens barsel, at man  måtte ”æda bællinj me”. Det udtryk findes i variationer også andre steder i Danmark og er slet ikke så brutalt, som det kunne lyde. På Fyn ”åd de barnen med”, og barnen var ganske simpelt de brødrester, der var tilbage på bagepladen, når brødet var spist.

På Bornholm hed den runde endeskive af et hjemmebagt brød ”bællinj”, og så bliver udtrykket straks mere medgørligt.

3.7.99

Brætt smorr

”Der va brætt smorr âuer sønnøpsovsen te kløffiskinj”. Når smørret smelter, hedder det, at det bræ’r. Det er meget gammelt dansk og bruges også om for eksempel fedt, talg, voks og bly.

Når sukker eller salt opløses, hedder det derimod, at det ”lagnar”.

3.7.99

Mod frost i fødderne

Ætte jylaslajtningen hænjte moer gajlan op i et bån på dænj norre sian udå huzed, å ætte et pâr månada me vinj å frøst va gajlan helt sâlaajtu. Så tâu moer gajlan å smore dænj sâlan på tærna, å ætte bâra et pâr dâ, va frøstinj klârad.

10.7.99

 

 

 

Enj Jokkom

I Jul på Bornholm fra 1980 har I. P. Kuhre en fortælling om Aspesgårsboninj, som kommer te smeddinj for å få enj nyer gâulbolt i dænj gamla jokkominj. Lige siden har vi talt med mange mennesker om, hvad det var for en vogn, og lige så mange forskellige forklaringer har i fået:

En stadsvogn til personer – an arbejdsvogn med træaksler – en fastvogn med ajletønde – en tohjulet vogn med vandtønde – en overdel til anbringelse af ajletønden. Stibolt siger ganske enkelt: slangudtryk for en træaxlevogn. Det vil sikkkert være rigtigt at acceptere alle disse forklaringer, men en ting er aldrig dukket frem. Hvor kan navnet Jokkom dog stamme fra? Skulle nogen af vore læsere vide det, hører vi meget gerne om det.

10.7.99

 

-ivader

1)     pirkivader – ”med små øjne” – ved at falde i søvn

2)     plirkivader – plirre med øjnene.

3)     Kjisivader – som blinker med øjnene (kis = blinke på ældre dansk). Kissemisse er afledt af dette ord. (”fæggjas”)

4)     Bælivader – bælgøjet

5)     Syrkivader – skeløjet

Helt uden for denne ordrække har vi ”vinkeltitta” for skeløjet.

24.7.99

Bornholmsk stavemåde

Mange har spurgt, hvordan man skriver de specielle lyde i vort lidt særprægede sprog. Vi tilråder, at man følger det danske ord så nær som muligt.

Kj og gj foran alle lyse selvlyde, fx ko (ental) – kjør (flertal) – galt – gjylta.

Nj er at foretrække, da der kan opstå forståelsesfejl med jn – tajn (tegn) tanj (tand) – majna (det tør om dagen) – manja (mænd).

24.7.99

Kulbrydning ved Sandkås

I Stednavnebogen er nævnt en lokalitet ved Sandkås ved navn ”Kulhullet”, hvor der skal være gravet efter kul før i tiden.

I ”Bornholms Avertissements-Tidende” fra den 28. marts 1829 er der et indlæg fra en D. U. Beck, som søger økonomiske deltagere til at fortsætte et kulbrydningsprojekt mellem Allinge og Tejn, som han har arbejdet på i et år, men ikke kan fortsætte med, da arbejdskapitalen er brugt. Han fortæller, at han har gravet en skakt på 40 alens dybde og mener, at der skal ligge gode stenkul længere nede.

Er der nogen, som kan fortælle mere om den sag?

17.7.99

Centrumgården i Rønne

Hed oprindelig Hotel Dannebrog, senere Hotel Phønix. Hotelejeren hed Buch og han havde tvillingdøtre, som lignede hinanden som to dråber vand, og de gik altid helt ens klædt.

Henne i Vimmelskaftet boede en pensioneret officer, som havde gjort tjeneste i Afrika, han blev i folkemunde kaldt Kongo-Jespersen. Han har leveret mange spændende sager til museets etnografiske afdeling. Kongo-Jespersen plejede under sine ture i Rønnes gader at gå ind i Hotel Phønix og drikke et glas. En dag fik han øje på værtens døtre og hidkaldte straks tjeneren, som var kendt under navnet Fryse-Frederik. ”Sig mig en gang”, spurgte Jespersen, ”er der en eller to?” Da tjeneren havde beroliget ham med, at der virkelig var to, kunne Jespersen roligt tage sig et glas mere.

24.7.99

Ina om sjærvarna

I årene omkring 1920 kunne man høre udtrykket ”Jâ inar for (eller om) sjævarna”, når en person var i tvivl om en bestemt arbejdsopgave ville lykkes. På rigsdansk ville man nok sige ”jeg bliver hed om ørerne” eller ”jeg gruer for følgerne”.

At en ting lykkes hedder, at den ”sjæwar saj”.

Man kunne også høre ordene: ”Jâ inar om Kjestena” sagt i en lignende situation.

24.7.99

En lille ubelejlig regnbyge

Når en sådan opstod, plejede man i ”Østermarie før i tiden – og måske endnu i dag i flere familier – at sige: ”Ded gjorr gott for moersa kål å Trines ællinja.” Hvem va dænja Trinan?

24.7.99

Kny

Røre ved, tage på (ofte på en ubehagelig måde eller blot uventet). ”Komm kny’inj me tømmanj på âwseln”. Her står det for det pludselig uventede.

24.7.99

Nømma

1)     føle – hon nømde på tojed, om ded va våt inu.

2)     Fatte – ded nømde jâ ijkje fåsta gånginj jâ høre’d. Deraf ordet nømminj – minj dænj ælsta horrinj e så nømminj – ofte med dobbelt understregning ”letnømminj”.

24.7.99

 

En spøgefuld kunde

En tidligere købmandsekspeditrice fortæller om en kunde, der plejede at bede om et kilo fornærmd sokker, et kilo stjålled sokker, 500 ræktangler å en Tordenskjold.

Vi har naturligvis straks regnet ud, at der er tale om stødt melis, hugget sukker, toiletpapir og tændstikker.

17.7.99

Vær ikke nysgerrig

Hvis du ser en bornholmer stå og bakse med en pumpe, et redskab eller en maskine, og du går hen og spørger: ”Va e ded du mâkar me dær?” så har den adspurgte mindst to muligheder for svar. Enten ”Ded e en himpegimpa te en værmølla” eller muligvis ”Ded e et sorr te â slå i rawen på dænj dær sporr”. Under alle omstændigheder vil det være klogt af dig ikke at komme med flere spørgsmål.

17.7.99

En okse

Omkring 1930rne var der på Bornholm mange små avlsbrugere med et meget beskedent antal både tønder land og kreaturer. Bruget var ikke stort nok, til at man skaffede en rigtig ajletønde, men havde en mini udgave, som man kaldte en eller et okse. Det skal nok have været brugte vinfade, for der var et gammelt dansk mål for flydende sager, som kaldtes et oksehoved og rummede ca. 240 l. Ydermere fortælles det, at i den tid, hvor Hammershus var befolket, skulle alle større gårde på øen levere et oksehoved øl om året til soldaternes forplejning.

10.7.99

Om â bojsa gjæzlija

Om ni hâr lajt gjæzlinja te i år, må ni hâusa å bojsa dom, om ni vil hojla dom fri for sjøger å tråjltoj. Du går ud i svinaboen me et pâr gamla bojser – inte dom du hâr på såklârt. Så târ du gjæzlinjana enj a gångonj å stopper dom ned gennem et bojseben. Dær va en konna i Povlskersen, som de gjik hall ijla for. Dær va tomt i svinaboen, så hon hadde gå plås, å hon bojsade så de sto ætte. Når gjæzlinjana kom ud idå bojsebened, løvv di ud gennem moggelæmminj. Då konn kom ud i gårinj, så hun, a soen so læje udan for moggelæmminj å åd gjæzlinjana ætterhåns som di kom ud.

17.7.99

Stæw – stæwer – stæwa

En håndværker blandt vore læsere fortæller, når man ikke rigtig kunne få tingene – fx værktøjet – til at fungere, sagde man, at ”di va stæwa”. Samme udtryk hørte man i landbruget, når hestene ikke ville, som kusken ville, så ”va di stæwa”. Espersen oversætter ordet til ”stædig”, og Stibolt har et par eksempler: ”Iblann kan hon varra stæw” eller ”Hanj kanj gott hitta på å gjorra saj stæwer.”

Skulle nogen bruge dette ord i andre betydninger, hører vi gerne om det.

17.7.99

En âria

Enj manj kom inj på krâuinj å bestælde saj nonna stykkje skårrinj mâd. Værtinj va nysgjerruer å spore, om dænj manj va frå Rønna. Naj! – kansje frå Najse då? Naj! – æjle frå Svânika æjle Gujimm? Hanj fikj injed anjed svâr inj NAJ! Då hanj inte kunje få nogged å vedda, gjik han hæn te kjøkkensdørn å râvte ganske hojt: ”Du Celia, kanj du smorra trijefira bedda mâd te enj halltarvelier kar frå lanned?”

17.7.99

Awenlong

Her beder vi vore venner hjælpe os med dette ord. Har nogen hørt det anvendt? Vi fandt det i en ”historie”, hvor en kvinde bliver meget forbavset ved en uventet lyd: ”awenlong vænde hon saj”.

7.8.99

Den bornholmske syge

Den har vi ofte hørt om, men hvad er det dog for en sygdom? Jo, det er en tør lungehindebetændelse, som medfører hoste og smerter i lungerne. I lægesproget hedder den Morbus-Sylvest, og den blev først beskrevet omkring 1930 af en læge ved navn Sylvest, som på det tidspunkt holdt til i et sommerhus på Bornholms østkyst. Deraf navnet.

7.8.99

Helligper

Der findes mange fantasifulde forklaringer, hvor vore stednavne stammer fra – således også om Helligper. En af forklaringerne fortæller, at havnen i sin tid blev bygget af en mand ved navn Per – uden for havnen ligger der en sten ved navn Blak, og en sten kan man kalde en helle. Et hold engelske geografer, som for masser af år siden skulle foretage opmålinger på Bornholm koblede de to ord sammen, som så blev til Helle-Per, senere Helligper. Et dansk opmålingshold skulle langt senere have tilbudt at ændre navnet, men det ønskede beboerne ikke.

31.7.99

 

En âria

Det fortlælles, at madan Gideon i Svaneke havde en nabokone, som ofte bad hende om at gå med til ”forsamlings”, og en dag gav hun efter. Prædikanten talte så inderligt, at alle konerne fik tårer i øjnene. Madam Gideon sagde bagefter: ”Jâ brød maj inte om å sidda alena me torra iven, så jâ gâ maj te å tænkja på min gamla kjætta, som dø u hinjdâjnj – å så vrælada jâ âu”

7.8.99

Pyggjasjinj

Hvis man kommer ud for en skrækindjagende situation, vil man på rigsdansk sige, at man fik gåsehud over hele kroppen. De gamle bornholmere brugte ordet ”pyggjasjinj”, og det er jo i grunden ganske beskrivende, for der sker netop det, at huden næsten bliver besat af små ”pyggjer”. Men det er vist meget længe siden, det ord er gået af brug – om det så skyldes, at man ikke længere har så let ved at blive bange for noget.

7.8.99

Tinjstâvispan

Det er en kendt sag, at når en person har diarré, siger vi: ”Hanj hâr nok få’d Tinjstâvispan”. – Men hvorfor bruger vi netop dette ord? Ja, det med ”vispa” kan vi nok forstå, for i en sådan situation, ”løvver vi ju å vispar” – men hvorfor netop Tinjstâ (Tingsted)? Skulle der være nogen, som kan hjælpe os med det spørgsmål?

I øvrigt siger P. K. Stibolt, at Tinjstâvisper betyder haletudser .- og det bliver det jo ikke nemmere af.

7.8.99

Til livets opretholdelse

kræves i dag en utrolig masse. – Det kan dog udtrykkes med 4 små ord: bidd, slidd, brân, trân, hvis man lever meget spartansk. Oversat til nutidsdansk lyder det: føde, klæder, brændsel, lys.

7.8.99

Balm

Espersen angiver, at ordet betyder knyst (især på tæer – tåbalm) – mod dette protesterer Stibolt: blot kødfulde dele på hele legemet, også på fødderne. Mon ikke det er det almindelig fodballe, det udtrykker. Hånnbalm = håndflade (engelsk: palm). Hvis det gælder for kroppen i almindelighed, skulle det hedde ænnabalm.

7.8.99

 

Gajnuer

Have et gustens (næsten sygeligt) udseende, fx på grund af at sidde inde og ikke få solens påvirkning.

24.7.99

Bolma

Udvækst, knude på træer. Hvor en gren er afskåret tæt på stammen, kan stedet efterhånden lukkes af bark og danne en bolma.

Så fandt jeg følgende sætning: Hanj satte saj på en bolma”. Stibolt forklarer, at en bolma er en tyk trærod, ofte ligger sådanne oven på jorden.

7.8.99

Et bornholmsk farvel

Allerede i 1745 fortæller amtmand Urne – og senere Espersen – at et gammelt bornholmsk farvel lød: ”Farnvæl å finjas glâ igjæn”. Det må siges at være en smuk og nyttig hilsen.

31.7.99

Rispefjer

Når konerne og pigerne havde siddet på gårdspladsen og rusket gæs i gamle dage, kunne der godt være en sky af fjer i luften efter dem. Det var nemlig skik, at rispefjerene skulle kastes op i luften, når de var færdige med ruskningen. Dette skulle medføre, at næste generation af gæs ville blive federe, mere frugtbare og lægge større æg. Rispefjerene var de mellemstore fjer, som sad under vingerne og måtte rispes af.

31.7.99

Teglpræstegården

Hvor vi nu har Teglgårdsvej i Rønne lå der for nogle år siden et gammelt hus, som kaldtes Teglpræstegården. K. Thorsen fortæller, at det var det næstældste grundmurede privathus i Rønne. Det var bygget af teglværksejeren Hans Hansen, som var søstersøn af stifteren og som i sine unge dage havde været student og havde tænkt sig at ville være præst. Derfor kaldtes han Teglpræsten. Andre siger, at navnet er en forvanskning af Teglpressergården, fordi huset var bolig for teglværksarbejdere.

31.7.99

Hjælp

Mange af os husker den forhøjning ved vinduet, hvor bedstemor sad og fulgte med i gadelivet. Ofte havde hun et lille sybord stående foran sig. Denne forhøjning må have haft et navn, måske flere, både officielle og uofficielle. Er der nogen, som kan hjælpe os med det, vil vi være meget glade.

10.7.99

Sildetorvet

Den første torvehandel i Rønne drejede sig kun om sild. Nede i Damgade lå der en dam – deraf navnet – denne dam blev opfyldt omkring 1818, og på den plads oprettedes det første sildetorv. Senere blev der bygget dommerkontor på stedet, og Sildetorvet flyttede til udmundingen af Snorregade, lige bag bagerforretningen på hjørnet af Søndergade og Østergade. Der kom vogne fra alle fiskerlejerne og solgte sild, som rønneboerne skulle salte ned.

Der var også Sildetorv i både Hasle og Aakirkeby.

31.7.99

 

Send ham ”på blåsjinja”

I forrige århundrede var det meget almindeligt, at man sagde om en uregerlig dreng ”hanj ska en tur på blåsjinja, så hanj kanj læra å vedda hut”. Kort sagt, knægten skulle sendes til søs. Alternativet var, at han skulle sendes ud og tjene bønder. Blåsjinja kommer naturligvis af den blå farve, havet har i klart vejr. Men også strækninger på land kan have samme navn, hvis det er vådområder, eller der er et skær af blå blomster over det.

31.7.99

Biskopskilde

ligger mellem Aaby og Hasle. En gang i 1920rne havde den det ry, at vandet var radiumholdigt og derfor meget sundt. Folk valfartede dertil med junger, spande og flasker for at hente sig sundhed, ja, man eksporterede oven i købet mængder af dette vand til Tyskland. Kilden var en af de berømteste på øen, men i 1930 blev den tørlagt som følge af oprettelsen af et vandværk. Man ved ikke, hvad navnet kommer af, men det har været kendt helt tilbage til 1756.

31.7.99