Otto J. Lund

 

Brâfolk å Stommena. Fortællinj

Godtfolk og skarnfolk. Fortælling

 

 

 

Oversat til Rigsdansk af Hans Lembøl
Måske er det lidt af en anmasselse, at en person ovrefra giver sig til at oversætte en bornholmsk bog, men jeg håber at bornholmerne kan tilgive mig, eftersom oversættelsen er et forsøg på at bevare et lille stykke bornholmsk kultur for eftertiden.

Oversættelsen er foretaget ud fra Otto J. Lunds ”Brâfolk å stommene. Fortællinj” Udgivet i 1941 på eget forlag.

Otto J. Lund er en bornholmsk hjemstavnsdigter med en ret omfattende produktion af romaner, noveller og digte. Da han skrev og udgav sine ting i første halvdel af det forrige

århundrede, taltes der endnu bornholmsk af mange på øen. Fra midten af 1900-tallet, særligt da fjernsynet kom til Bornholm, begyndte det at gå hastigt ned ad bakke med det gamle østdanske sprog, bornholmsk.

Det må her indskydes, at med bornholmsk menes der ikke rigsdansk med bornholmsk sprogtone, det der også kaldes ”rønnefint”, men bornholmsk med det bornholmske sprogs egne ord og vendinger.

At tale bornholmsk regnedes og regnes desværre også i dag for ”bondsk”, og mange af de unge, der er født på øen af bornholmske forældre, lægger det bornholmske sprog bag sig og taler rigsdansk, ofte med københavnsk accent.

Jeg har undertiden mødt bornholmere, der i første øjeblik lød som om de var ”førde”, altså stammede ovrefra, men som – når jeg forsigtigt slog den bornholmske tone an – viste sig at kunne tale rigtig godt bornholmsk.

Men... om en generation må man desværre regne med, at bornholmsk på linie med dialekterne ovre, er et forsvundet sprog. Og dermed vil der heller ikke være nogen, der kan læse hjemstavnslitteraturen på originalsproget. Det betyder, at et vindue til øens kulturhistorie og til indtryk fra en anden tid, vil være lukket, da kun de allerfærreste, om nogen, vil kunne tale, endsige læse, bornholmsk.

Derfor har det været vigtigt for mig, som igennem mange år er kommet på øen og føler mig tæt knyttet til den, og som takket være et godt sprognemme har kunnet tilegne mig en del af det bornholmske sprog, at forsøge at gøre en indsats for at bevare et lille stykke bornholmsk litteratur for eftertiden ved at oversætte en smule af Otto J. Lunds litterære produktion til rigsdansk, så nutiden og senere generationer kan læse lidt om og fra den verden, der var forfædrenes.

Bornholmsk har aldrig eksisteret som etableret skriftsprog, dvs. som et sprog med en vedtagen retskrivning. Mange har skrevet på bornholmsk, men ligesom tilfældet er hos Otto J. Lund, er der først og fremmest tale om en personlig skriftlig gengivelse af det talte sprog. Og da der inden for det bornholmske sprog har eksisteret mange lokale dialekter, kan det undertiden være vanskeligt, i tvivlstilfælde, at finde den rigtige oversættelse af et

ord, da det trykte ord jo netop er en lydgengivelse af et måske lokalt dialektord.

 

Jeg har haft nytte af J.C.S. Espersens ”Bornholmsk Ordbog”, der blev til i sidste halvdel af 1800-tallet, altså på et tidspunkt, da bornholmsk endnu var dagligsprog for de fleste bornholmere. Ligeledes har jeg haft nytte af Leif Henriksens ”Lærebog i bornholmsk”, der udkom i 1999.

I enkelte tilfælde har jeg mere eller mindre måttet gætte mig frem ud fra sammenhængen, eller ud fra andre nordiske sprog. Jeg tror og håber, at det i de allerfleste tilfælde er lykkedes at oversætte korrekt.

Jeg skal afslutningsvis gøre opmærksom på, at jeg intetsteds har forsøgt at ”pynte” på sproget eller stilen. Jeg har bestræbt mig på, i så vidt omfang som overhovedet muligt, blot at oversætte Otto J. Lunds tekst og at gengive hans stil, som i stor udstrækning er en fortællende stil, forstået på den måde, at han langt hen ad vejen skriver på samme måde som man kan forestille sig, at han ville have udtrykt sig ved en mundtlig fortælling. Dvs. ikke en litterær skriftsprogsstil, men en direkte og umiddelbar stil med indskud og talesprogsagtige vendinger.

Nogle steder er der anvendt kursiv. Bortset fra indskudte kommentarer, hvor jeg har ment det nødvendigt med en forklaring, angiver kursiveringen, at her er der tale om rigsdansk i den originale tekst.

M.h.t. tegnsætning har jeg så langt som muligt bibeholdt den originale, som ikke altid er hverken konsekvent eller grammatikalsk korrekt, men som igen er med til at understrege den talesprogsagtige stil.

Jeg håber, at det med denne oversættelse er lykkedes at give nutiden en mulighed for at få kendskab til og indblik i det bornholmske bondesamfund som det var engang for ikke så mange generationer tilbage, omend det nu forekommer at være lysår fra vor tid.

Gørlev, 2008

Hans Lembøl



(Webbens forslag, tag en kopi at hele teksten og set den ind i Word, så er den mere læsbar)

 

Brâfolk å stommene - Godtfolk og skarnsfolk. Af Otto J. Lund

Anna Nilsen hed hun, men de fleste kendte hende bedst under navnet Flottens Anna. På

hendes dåbsattest stod ”Datter af skotøjshandler Nielsen, Nexø”, men det var nu snart seks år

siden at Peter Flot boede i byen og var en fin herre, nu havde han hjemme med kone og tre

børn i en rønne oppe ved Kannikegærdet og Anna havde bare været fire år, da de flyttede

herop. Annas far, Peter Nielsen hed han, men var bedst kendt under navnet Flotten eller

Peter Flot, var født ude på Smålyngen på Pederskeregnen, hans far var skomager og et

fordrukkent skrog, men konen var en rappenskralde, som kunne tage manden i nakken

når det kneb, og derfor fik de trods alt føden, selv om det var med nød og næppe. Peter

havde ikke haft mange gode barndomsdage. Da han var ti-tolv år måtte han allerede

begynde som skomagerlærling og følge med faderen, når han fartede rundt fra gård til

gård og forsålede fodtøj og reparerede seletøj. Livremmen fik Peter også lov at smage ret

ofte, når han ikke gjorde sit arbejde ordentligt eller sad og faldt i søvn om aftenen. Da

Peter var femten-seksten år var han næsten lige så dygtig som faderen, og så fik han plads

hos en skomager i Nexø, her skulle han så lære videre i to år. Peter ville jo gerne ud at

more sig med de andre læredrenge i sin fritid; men de regnede jo ikke sådan en snothvalp

ude fra lyngen for noget. Penge til at traktere for havde han jo ikke, ja knap nok klæder på

kroppen til at han kunne være bekendt at vise sig på gaden, og derfor fik han ingen

kammerater. Han havde kun fået en meget utilstrækkelig skolegang, og kunne knap nok

læse og skrive, men alligevel havde han allerede da meget høje tanker om sig selv og

lovede, at når han blev svend skulle han nok vise folk hvilken karl han var. Endelig da han

var atten år var han blevet udlært, og nu skulle livet først rigtig begynde. Et halvt år efter

rejste han til København, så gik der fire år hvor der næppe var nogen der hørte noget til

ham; men så en dag stod han igen i værkstedet hos sin gamle mester og spurgte om han

havde arbejde til ham. Det havde han lige og så tog han igen fat her som svend. Peter

havde alligevel forandret sig meget i løbet af disse fire år, og der var knap nogen der

kunne kende ham igen. Han havde tillagt sig et fint overskæg, og det snoede han så det

blev spidst som syle, og når han kom på gaden var han i fint tøj fra en tøjbutik og stive

flipper. Han mødte også straks ved alle baller og var jo den fineste herre og talte et sprog

så fint, at mange knap kunne forstå det, og så fortalte han jo om alt det store han havde

været med til i København. De fleste så jo, at Peter Flot, som de nu kaldte ham, var en

rigtig døgenigt som intet duede til; men der var dog flere af de unge piger som så venligt

til ham, han var jo så flot i tøjet og snakketøj havde han som den bedste prokurator. Disse

piger, som her kom til bal, kunne han også nok spille kæreste med for en aften; men

 

 

 

 

4

Kopi af originaludgavens 1. side

Kan ikke indsættes

 




derved blev det også. Peter Flot havde store planer om at blive til noget stort; men det

skulle der jo penge til. De småting han tjente, forslog knap nok til lommepenge, derfor

gjaldt det om at få en kone som havde noget. Lena Pedersen var det så han kom i tanker

om. Hun var en udbyggerpige fra Bodilskeregnen, hendes forældre var døde, og der

havde hun arvet noget, og sin løn havde hun heller ikke ødet bort, så hun havde tre-fire

tusinde kroner i sparekassen. Hun havde tjent som pige på Kannikegården i nogle år, og

da kannikebonden blev enkemand og solgte gården og flyttede til byen fulgte hun med

som husholderske. Nu var hun ikke helt ung længere, hun nærmede sig de tredive, hun

var en stille sagtmodig en, der sjældent tog til fester eller bal. En dag gik hun hen til

skomageren for at få sine sko flikket. Mester var ikke hjemme og Peter var det så der tog

imod besked; men som han dog var beleven, og som han dog kunne snakke. Han fulgte

hende helt uden for døren og blev ved med invitere hende til bal på lørdag aften. Til at

begynde med var hun ikke meget for det, men han blev ved med at snakke for hende, og

til sidst lovede hun at følge med. Peter mødte også og tog hende med, og så dansede han

med hende hele natten og trakterede både med kaffe og sodavand. Lena syntes at hun

aldrig havde oplevet en så god aften før, hvor var den skomagersvend dog pæn og høflig.

Det blev ikke sidste gang Peter Flot inviterede hende til bal, og enden på det blev, at inden

der var gået en måned, var de forlovet. Det var den første Lena havde mødt, som hun var

kommet til at synes om, og det ville også blive den sidste, og at Peter var en vildbasse, der

bare tænkte på at more sig, kunne hun jo ikke se. Kannikebonden prøvede jo på at tale

hende til fornuft og sagde at det bare var hendes penge, Peter ville have fat i; men da var

Lena blevet vred og lod ham vide, at hun var gammel nok til at råde for sig selv, og det

skulle nok gå, for Peter var trods alt en dygtig karl, og at han havde lyst til at more sig var

der intet galt i. Kort efter at de var blevet forlovet spurgte Peter sin mester om han ville

sælge forretningen. Det ville han også gerne, han begyndte jo snart at blive halvgammel,

og da Peter bød en rimelig god pris handlede de, og Peter Flot blev nu mester her, hvor

han for knap fem år siden havde siddet som lærling. Det var jo Lenes penge der blev brugt

til at købe forretningen for, Peter ejede jo ikke så meget at han kunne købe sit bryllupstøj,

da de kort efter skulle giftes, Lena måtte betale det også. Nu skulle Peter så rigtig vise

hvad han duede til, og han fortalte også til alle der bare ville lytte til ham, at nu kunne de

andre skomagere der i byen bare pakke sammen. Først byggede han om på huset så der

blev en fin butik med store vinduer der nåede næsten helt ned til jorden, og så fik han

lavet et stort skilt hvor der med alenhøje bogstaver stod ”P. Nielsens Skotøjsforretning”.

Så kom der en vældig stor sending fodtøj af alle slags fra en fabrik i København, og så

skulle forretningen rigtig komme i gang. De penge han havde fået af Lena forslog jo ikke

til alt dette her, men når han bare betalte noget, kunne resten jo fås på kredit. Så fik han sig

en fuldbefaren svend og en læredreng, selv var han kun sjældent på værkstedet, han

skulle jo passe butikken. Det var et arbejde, der rigtig passede Peter Flot; især når der kom

en af de fine embedsmandsfruer eller frøkener, så var han vel nok beleven og kunne

bukke og skrabe, og snakketøjet gik på ham som kæp i et hjul. Han havde også god

søgning, især i begyndelsen, det var jo noget nyt, og fine sager var det også, som folk

lagde mærke til. Kredit var han heller ikke bange for at give, hvis det var det folk ville

have. Når det så blev fyraften tog Peter sig en tur ned til hotellet for at få sig en øl eller en

toddy og en snak med de andre håndværkere. Der var jo ingen der regnede Peter for noget

særligt, men alligevel så hverken vært eller gæster skævt til ham, når Peter Flot kom, han

var altid parat til at give omgange, og så kunne de sagtens sidde og høre på hans pralen.6

Om et par år, sagde han, når hans forretning her var blevet lidt bedre stabiliseret, ville han

åbne en filial i Rønne, og så skulle han nok vise de vigtige Rønneboer, at der også fandtes

Nexøboer som havde forretningstalent. Til at begynde med var det bare en eller to aftener

om ugen Peter mødte op på hotellet; men som tiden gik, blev det næsten hver aften han

havde ærinde dernede. Lena gik jo bare hjemme og passede sin husholdning, og her gik

alt også som det skulle. Nye, pæne møbler havde de, og rent og pænt holdt hun det også.

God mad ville Peter have, og hun kunne bare købe ind. Men alligevel var Lena ikke helt

tilfreds, hun havde jo ventet at det skulle være blevet meget rarere at være gift. Peter var

ikke ond eller skældte ud på hende; men han var kun sjældent hjemme bortset fra mens

han fik mad, og rådførte sig heller aldrig med hende om noget. Det skete jo, at de blev

inviteret ud; men Lena ville helst blive hjemme, og her var de også godt enige, Peter ville

helst gå alene, hun manglede dannelse, sagde han. Så var der også noget andet Lena gik

og tænkte på. Kunne dette blive ved at gå? Peter udrettede jo ikke meget, men brugte

mange penge på hotellet, og forretningen gav vist heller ikke så meget som det så ud til.

En halv snes måneder efter at de var blevet gift, kom der så en pige, og Lena blev glad;

hun tænkte også, at måske blev Peter mere hjemme om aftenen nu; men det blev lige

modsat. Da der var gået et år siden Peter havde fået varer hjem, begyndte det jo at blive

småt med lageret, og flere numre var helt udsolgt, og de der var til rest, var jo heller ikke

på mode; derfor skrev han nu efter en ny stor forsyning. Der kom dog ingen varer, men i

stedet kom der et brev hvor der stod, at der intet ville blive sendt før end de gamle var

betalt, eller mindst et afdrag på femhundrede kroner. Peter blev lidt mærkeligt til mode

ved det, femhundrede kroner var var jo dog en temmelig stor sum; men de måtte jo kunne

skaffes, der var penge nok i banken, og andre håndværkere og handlende fik jo penge til

låns dér, så måtte han vel også kunne få. Direktøren var også sådan en rar mand, Peter

havde ofte talt med ham på hotellet. Så skyndte han sig hen til banken og spurgte om han

kunne få femhundrede kroner til låns. Direktøren så slet ikke så venlig ud i dag, han

rystede på hovedet, nej, de skulle have sikkerhed, men han kunne dog få dem på en

veksel, hvis han kunne skaffe en god kautionist. Da Peter kom ud på gaden, stod han og

betænkte sig lidt; han havde jo så mange gode venner at han knap nok vidste hvem han

skulle spørge. Han bestemte sig til at spørge værten på hotellet, han havde sikkert tjent

mere end det på ham. Da han kom derhen, bestilte han to øl og bad værten om at gøre sig

selskab. Så gav han sig til at tale om, at han var kommet i en pludselig vanskelighed, hans

startkapital havde jo ikke været ret stor, og nu stod han og manglede penge, det var dog

bare en bagatel af femhundrede kroner; men om værten nu ikke ville gøre ham den den

tjeneste at kautionere for dem i banken. Værten svarede bestemt nej, det var hans princip

aldrig at kautionere. Nu bestemte Peter Flot sig til at spørge bageren, de var var jo så

meget fine venner og drak sammen næsten hver aften. Her var han nok alligevel kommet

til den rette, for han sagde straks ja. Det kunne jo ske for alle, at de kom i pengenød, sagde

han; men derfor måtte kammerater og gode venner også hjælpe hinanden. Peter kunne jo

ikke skrive en veksel, men bageren kunne, og Peter sagde tak og lovede, at han nok skulle

være til tjeneste en anden gang. Bageren grinede så lumsk i skægget da Peter gik, men det

lagde han ikke mærke til. Da bankdirektøren havde set navnet som stod på vekselen,

svarede han nej, den kunne de ikke diskontere, bageren havde mange veksler, og en var

blevet protesteret for nylig. Peter måtte så fortsætte med sine venner, men det var dog så

mærkeligt, syntes han, for alle som var gode for noget i banken, sagde nej, mens de der

ikke var noget værd dér var så vældigt føjelige med at hjælpe. Da Peter kom hjem om

aftenen, var han lige vidt; men penge skulle der jo skaffes, så måtte han prøve på en anden

måde. Han havde jo givet kredit, og derfor havde han ikke så lidt stående ude, nu måtte

Lena så sidde og skrive regninger næsten hele natten, og dagen efter sendte han så

læredrengen i byen med dem. De fleste sagde, hvordan det nu kunne være, det var da

ikke en tid på året at sende regninger, nogle betalte alligevel lidt, mens andre blev så

fornærmede, at de lovede, at Peter Flot aldrig skulle få deres søgning mere. Da

læredrengen var færdig, havde han fået samlet tohundrede kroner sammen, det var alt.

Peter skrabede pengekassen og lommerne og fik her et hundrede, så sendte han

trehundrede og lod Lena skrive et pænt brev, hvor han lovede, at han ret snart skulle

betale alt hvad han skyldte, bare de ville sende ham en ny forsyning fodtøj. Lidt kom der

også, men det var nok noget som ikke var helt på mode. Det gik nu heller ikke så godt

med handelen længere, der blev ikke solgt stort mere i butikken om dagen, end Peter

brugte på hotellet om aftenen, og der blev intet til at betale af på gælden med. Et halvt år

senere mødte så de fine herrer med snor om kasketten, og så skrev de alt hvad der var i

butikken og de fine møbler i storstuen. Fjorten dage efter var der så auktion. Peter skjulte

sig inde på værkstedet den dag, og Lena holdt sig i sovekammeret sammen med lille

Anna. Der mødte jo godt med folk, hele gården var propfuld og de lo og råbte og bød som

var de gale. Det var sådan, som der var en vigtigper der sagde, at der aldrig før havde

været så god gang i Flottens fodtøj som der var i dag. Om aftenen, da der ikke var nogen

som så det, pillede Peter skiltet ned og smed det på loftet. Dagen efter sagde svenden

farvel og gik, han nok også lidt til gode. Nu måtte Peter atter sætte sig på

skomagertaburetten og det syntes han jo ikke var særlig rart. En hel uge holdt han sig nu

hjemme; men så trak han igen i det pæne tøj og travede hen til hotellet; men værten lod

ham på en pæn måde vide, at det her ikke var et sted for en fallitskomager at komme. Det

gjorde nu heller ikke noget, der var nok af andre værtshuse, hvor de hellere end gerne

skænkede for alle, der havde penge på lommen,og kammerater kom han heller ikke til at

mangle, når han bare kunne give sine omgange. For Lena blev det ikke nogen rar tid nu,

selv om hun havde sin lille Anna at glæde sig over. Det skete nu ikke så sjældent at Peter

kom dinglende hjem om aftenen med gadedrengene i hælene, mens de galede og

sang:”Peter Flot, ta'r sin pot nok så godt”. Lena holdt pænt hus og sparede på hver øre,

men det forslog jo ikke, for det var ikke nok med at Peter drak og svirede og brugte

mange penge på værtshusene; men han forsømte også sit arbejde og tjente kun lidt. To år

gik på den måde, så fik de igen besøg af de fine embedsmænd, og denne gang var det

huset de tog. Nu skulle de så have et andet sted at være. Peter var byen rundt for at finde

en lejlighed, men der var ingen ledig for ham.

Lena vidste, at hendes gamle husbond ejede et lille hus ope ved Kannikegærdet, og det

stod nok tomt. Hun gik så hen til ham og spurgte om de kunne få lov at leje det. Han

ynkedes jo over hende og gav dem derfor lov til at flytte derop, skønt han godt vidste, at

nogen leje fik han aldrig. Så fik de en vognmand til at køre deres få ejendele derop, og

hermed sagde de farvel til byen. Huset deroppe ved Kannikegærdet var nok forfaldent og

forsømt, men trods alt ikke mere end at der godt kunne bo folk i det. Lidt afsides lå det jo,

men fredeligt og pænt var der, især om sommeren, og Lena var også helt glad for at flytte

derop; hun havde heller aldrig følt sig rigtig hjemme i byen. Her var der også et par

tønder land jord til, så de kunne dyrke lidt kartofler til husbehov, og fik de lidt

vejgræsning, kunne de måske også have en ged. Jo, Lena var ved godt mod nu, Peter ville

nok også holde op med drikkeriet, nu han kom væk fra sine drikkebrødre. Peter var jo

ikke nær så glad for at flytte på landet som Lena, her ville han kede sig ihjel inden der var

gået et år, her var jo ingen at tale med, og arbejde fik han nok heller ikke noget af. Her tog

han alligevel fejl, allerede den første uge kom der flere par sko, som skulle forsåles, og han

fik snart så meget at se til, som han kunne overkomme. Nu lod det også til at Peter havde

fået lidt stadighed på sig, en hel måned holdt han sig hjemme og passede sit arbejde og

tjente helt pænt, og Lana var glad; men så havde han ikke mere læder, og derfor skulle

han til bys og købe noget. Peter gik lige efter middag, det var jo midsommerdag, så han

kunne jo godt være hjemme igen før aften. Lena havde så pænt sagt om han ikke godt ville

komme hjem så hurtigt som muligt; hun var ikke glad for at være alene, hun ventede jo en

lille igen i disse dage. Peter havde svaret, at han skulle komme så hurtigt som muligt; men

Lena var alligevel lidt betænkelig ved det. Mon Peter nu kunne gå forbi et værtshus.

Klokken fem, seks stykker begyndte Lena efterhånden at kigge efter Peter; men ventetiden

blev lang, det blev over midnat inden han kom, og da var han så fuld at han dårligt kunne

stå på sine ben. Læder havde han dog fået; men det var ikke ret meget, det halve af

pengene havde han nok drukket op. Dagen efter var søndag, og Peter lå i sengen hele

dagen; men om mandagen tog han fat på sit arbejde som sædvanligt. Lena hverken

skældte ham ud eller bebrejdede ham det, hun forstod godt, at kunne hun ikke få skik på

ham med det gode, fik hun det aldrig. Næste gang Peter skulle til bys for at købe læder

gentog det samme sig, og nu var der trods alt så hårdt brug for hver eneste øre. Lena

havde jo fået en pige igen, og derfor kunne hun ikke komme ud og tjene noget. Til daglig

tog Peter sine snapse til maden som andre, men heller ikke mere, han skulle have

kammerater at drikke sammen med. Krage søger jo mage, og det samme gjorde jo Peter,

og det var nede hos Pølse-Rikke i Pølsehuset. Rikke var enke, hendes mand havde været

hesteslagter, og når han så havde fået sig sådan en gammel bondekrikke for næsten

ingenting, lavede han pølser af den, som han siden kørte landet (her i betydningen

Bornholm) rundt og solgte. På denne fart landet rundt traf Pølse-Niels, som folk kaldte

ham, jo mange løse fugle, som næppe havde noget fast tilholdssted. Niels indbød dem så

til at komme hjem til ham, og her blev så et tilflugtssted for den slags, som pæne folk ikke

ville have ret meget omgang med. Det var dog ikke kun af sit gode hjerte, at han tog imod

disse gæster. De forstod også godt, at for at være velsete måtte de have enten lidt penge

eller andre gode varer, som kunne bruges. En flaske brændevin var jo også noget, der

hørte sig til; men den kunne Niels nemt skaffe dem, når de bare havde så de kunne betale..

Derfor gik det med svir og drikkeri i Pølsehuset hver aften. Niels kunne dog ikke holde til

dette liv ret længe, men gik hen og døde. Rikke fortsatte så forretningen, det vil sige,

hesteslagtningen og pølselavningen sluttede hun jo med; men gode venner tog hun imod,

ligesom da Niels levede. Har var det så, at Peter fik sit tilholdssted. Peter Flot var her den

pæne mand i sammenligning med de andre, som kom her; han havde jo hverken gået og

tigget eller stjålet eller på anden måde haft noget udestående med politiet.

Det var nu seks-syv år siden Peter og Lena flyttede herop ved Kannikegærdet. Det havde

været drøje år for Lena, nu måtte hun igen forsørge sig selv og børnene. Peter havde jo

heller ikke meget arbejde nu. Det var gået sådan, at det kneb for ham at få læder, for

pengene blev jo brugt til drikkeri. Han fik sig så lidt rester og andet skidt som andre

skomagere ikke ville købe; Men de halvsåler, der kom ud af det, holdt jo ikke ret længe,

det havde folk også opdaget, og så sendte de deres fodtøj til andre skomagere.

Det var nu hen på efteråret, og Lena var ude hver dag og pillede kartofler op. Det var et

tungt og beskidt arbejde; men en mor bliver ikke så hurtigt træt, når hun arbejder for

føden til sine børn, og Lena vidste jo, at svigtede hun, var der ikke andet end fattigvæsenet

at ty til, og det ville hun dog grumme nødigt. Nu var der jo tre børn at mætte, Karl som

var den yngste, var lige fire år. Indtil nu havde de i det mindste fået føden, selv om den

var derefter. Spegesild og kartofler og søbe med en skive rugbrød med fedt på, det var

mest det, de levede af. Slagteren var dog god imod hende og solgte hende af og til indmad

til små penge, og så kunne der jo blive til megen god mad i nogle dage. Anna var nu en

stor ferm pige på ti år, hun kunne både passe Karl og holde hjemmet pænt, når mor var på

arbejde, ja hun kunne også godt lave lidt mad, når der bare var noget at lave det af. Men

Anna var også så klog, at hun godt forstod, at far var et rigtigt skarn, der drak alt det op,

som han tjente, og som alle gjorde nar og lo ad. Ja, her havde Anna hørt adskilligt i

skolegården.

Det var en aften, Lena var kommet hjem fra Nørregård, hvor hun havde været i to dage og

pillet kartofler op. Peter havde ligget på slagbænken og snuet næsten hele dagen, han var

nu gået sig en tur, og både mor og Anna var godt klar over, hvor han var henne. Han

havde to-tre kroner til gode hos kannikegårdskarlen for et par halvsåler, nu var han så

henne og prøve at få dem, for så at tage ned til Pølse-Rika og svire dem op. Han havde

dog ingen penge fået, kunne de se på ham, da han kom hjem, for han så meget vranten og

sur ud. Lena satte mad frem, det var sild og søbe som sædvanlig. Da han var færdig med

maden, rejste han sig og begyndte at gå frem og tilbage på gulvet.

Nå, blev I så færdige med kartoflerne dernede på Nørregård, spurgte han.

Ja, vi blev lige færdige til at holde fyraften i rimelig tid, svarede Lena.

Betalte han så?

Vist gjorde han det, vi fik vor dagløn der som andre steder.

Peter gik igen et par gange frem og tilbage.

Du kan låne mig en tokrone, Lena, du skal få den igen om to-tre dage, så får jeg penge af

kannikegårdskarlen.

Nej, Peter det får du ikke, dem skal jeg have at købe mad til børnene for, og du ved også

selv, at der knap nok er noget mad her i huset.

Ja, børnene, det er alt hvad du tænker på, og mig er du ligeglad med. Jeg går her dag efter

dag og er ved at kede livet af mig, intet har jeg at lave nu, alle skal de ned til Mikkel med

deres fodtøj, og han laver klamp, så det ingenting ligner; men det er folk ligeglade med,

når de bare kan få det for næsten ingenting.

Nå, efter hvad jeg har hørt, tager han nok næsten det samme for sit arbejde som du gør,

men folk siger, at han bruger bedre læder, så sålerne holder længere.

Ja folk siger så meget; men skal man forsåle fodtøj for tre kroner parret og tjene lidt på det,

er der nok ikke råd til at bruge kernelæder; men hvad bliver det så til, får jeg snart den

tokrone?

Nej Peter, den får du ikke, de penge jeg har ligget og slidt for på kartoffelmarken, skal du

ikke have at drikke op, svarede Lena bestemt.

Peter var blevet helt ond nu; han holdt sin knytnæve op for Lenes ansigt.

Vil du sige, hvor du har skjult dem?

Nej jeg gør ikke, svarede Lena lige så bestemt.

Anna var sprunget op, da hun så at Peter knyttede hånden mod mor. Hun vidste jo godt

hvor pengene var skjult, de var i hendes porcelænshund, som stod på kommoden, og hun

kunne ikke lade være med at skæve derhen. Peter så det og blev straks klar over, hvordan

det hang sammen, han for hen til kommoden og snuppede hunden så pengene raslede, så

10

vendte han hunden for at få pengene til at trille ud; men det gik jo ikke så nemt. Nu kunne

Anna ikke dy sig, hun sprang hen og greb fat i hunden.

Det er min hund, far, og den skal du lade stå.

Hvad siger du, din møgtøs, og Peter langede Anna en øretæve, så hun trillede hen ad

gulvet. Nu nærmede Lena sig og lagde hånden på hans skulder og sagde mildt:

Lad nu hunden stå Peter, husk på at det er børnenes mad du vil stjæle, og du skulle

skamme dig at slå Anna, hun har intet ondt gjort og er altid en flink pige.

Men Peter var blevet så ondskabsfuld så han knap vidste hvad han selv gjorde. Med et ”gå

væk, kælling”, gav han Lena et stød i brystet, så hun trillede hen ad slagbænken. Så greb

han sin skomagerhammer og smadrede hunden, så pengene trillede hen ad gulvet. Så

skyndte han at rage dem til sig og greb sin hue og for ud ad døren. Anna havde rejst sig og

sad på slagbænken hos moderen, Marte og lille Karl kom også og satte sig hos dem, og så

sad de og græd alle fire et helt kvarter. Det var slet ikke den øretæve, hun havde fået, som

Anna blev ved at græde over; men det var at hendes far kunne være så forfærdelig at han

havde slået hendes hund itu, det var jo det eneste legetøj, hun nogensinde havde haft.

Hun havde fået den til jul for to år siden af sin mor. Den havde fået det halve af det ene

øre slået af, og derfor havde mor nok heller ikke givet så meget for den. Siden havde den

stået der på kommoden, og Anna havde syntes at den pyntede i hele stuen. Marte blev

først træt af at græde, hun gav sig til at prøve at sætte skårene af hunden sammen, og så

fandt hun en femogtyveøre. Hun kom springende:

Se, se mor, far har alligevel ikke fået alle pengene.

Lena rejste sig, for børnenes skyld måtte hun trods alt tage sig sammen.

Ja men så skal I også få kaffe og hvedebrød i aften, nu skal I bare være flinke og lege pænt,

mens jeg går til kagekonen efter kage.

Lena fik snart sjal og tørklæde på og kom afsted. En halv time efter var hun hjemme igen

og fik kaffekedlen over. Der var ikke ret mange kaffebønner tilbage, men så tog hun bare

lidt mere cikorie, og børnene syntes alligevel at kaffen var dejlig. De fik også hver tre

snegle, og så var alle sorger slut, i det mindste for de små. Det kneb for Karl at få alle sine

tre snegle ned, men så tog han bare den sidste halve med sig i seng. Karl lå jo i sengen hos

mor, og han faldt i søvn nærmest med det samme. Så gik også pigerne til ro i slagbænken,

og Lena satte sig ved siden af, og så foldede de alle tre deres hænder, og så bad Lena

aftenbøn højt med dem som hun altid gjorde når Peter var væk. Når han var hjemme,

måtte pigerne nøjes med at bede deres aftenbøn i stilhed, han kunne jo ikke lide sådan

noget. Marte faldt i søvn næsten med det samme; men Anna lå længe vågen og tænkte

over hvad der var sket om aftenen. Hvor var far dog forfærdelig, altid skældte og slog

han, og aldrig talte han et venligt ord til dem, og nu i aften havde han taget mors penge fra

hende og skubbet hende. Bare far kunne dø. Nej, det ville hun dog ikke ønske; men bare

han ville rejse langt væk og aldrig komme igen. Som lektie i skolen i dag havde de haft det

fjerde bud, og der står jo ”Du skal ære din fader og din moder”. Skolelæreren havde også sagt,

at gode børn skulle holde af deres far og mor og altid ære og agte dem. Hun ville gerne

være en god pige; men holde af sin far, nej det kunne hun ligegodt ikke. Mon Vorherre

dog ikke havde skrevet forkert denne gang. Lena gik også til sengs, og nu, da børnene ikke

så det længere, begyndte tårerne igen at trille, hvad skulle det dog blive til. Hun havde

bedt og stolet på, at Peter skulle blive et bedre menneske, men i stedet blev han jo længere

jo værre. Og hvordan skulle det nu gå til vinteren som stundede til. De havde snart ikke

klude på kroppen, hverken hun eller børnene, og intet at fyre med, og det ville nok også

blive svært med at få en smule til føden. Der var jo fattigvæsenet at ty til, men det skulle

dog stå slemt til før hun bad om fattighjælp. Så kom hun til at tænke på, om hun kunne

blive skilt fra Peter, det var jo dog ham som ødelagde hjemmet; hun prøvede at skyde

tanken fra sig, men den kom bare igen. Ja, så ville hun og børnene nok få det godt, selv om

hun skulle slide næsten nat og dag. Hun havde jo holdt meget af Peter; men efter at han

havde opført sig som i aften mod hende og børnene, syntes hun næsten at hun var ved at

hade ham. Hvis Peter kom bort fra hjemmet, ville han snart blive til et luset vrag, men det

var i så fald udelukkende hans egen skyld. Men hvordan skulle hun bære sig ad med at

blive skilt, hun havde jo ingen hun kunne spørge til råds; men så kom hun til at tænke på,

at når det var præsten der giftede folk, måtte det vel også være ham der skulle skille dem.

Jo, hun ville alligevel tage op og tale med ham om det. Det var over midnat før Lena faldt i

søvn, og dog havde hun været oppe klokken fem i morges og havde slidt som et bæst hele

dagen.

Det var lørdag eftermiddag. Præsten sad inde i sit studerekammer og skrev på sin

søndagsprædiken, og det skulle gøres godt. Prædike pænt kunne han, og en god stemme

havde han også, derfor kom der som oftest også pænt med folk til kirke. Han var en helt

ung mand på næsten tredive, og dette var hans første embede. Hans far var præst i en

bykirke på Sjælland, og derfor kendte han jo ikke meget til landet eller landboerne. Det

bankede på døren. Kom ind, råbte han lidt ærgerligt, det var vel bare en der ville have en

attest, og han syntes ikke om, at folk kom lige netop lørdag eftermiddag. Det var Lena der

kom ind på de bare strømpesokker. Træskoene havde hun stillet fra sig helt ude på

trappen. Præsten tog en stol frem og bad hende om at sidde ned. Lena satte sig yderst på

stolekanten, og præsten sad og ventede på, at hun skulle tage fat på sit ærinde. Men det

lod til at det kneb for hende at få begyndt. Præsten spurgte så, hvor hun var fra og hvad

hun hed. Hun hed Lena Nielsen og var gift med skomageren Peter Nielsen fra

Kannikegærdet, sagde hun. Så tav hun, og præsten måtte igen vente.

Nåjo, nåjo. Jeg gik herop i dag for at høre om, hvordan jeg skal bære mig ad med at blive

skilt fra min mand.

Præsten blev så forbavset, at han næsten ikke vidste hvad han skulle svare.

Skilles, skilles fra Eders mand, er det virkelig Eders alvor.

Ja, Peter tjener jo ikke stort længere, og den smule han tjener, drikker han op, og nu tager

han også pengene som jeg tjener, fra mig for at drikke dem op også.

Ja, det er jo meget sørgeligt, når manden er drikfældig, men skilles – har De nøje overvejet Deres

beslutning?

Ja, jeg har såmænd tænkt grundigt over det, kan De tro, og jeg ved også godt at det ikke er

rigtigt, men der er nok ingen anden udvej.

Ja, det går nu ikke så helt nemt med at opnå skilsmisse, der må indsendes en skilsmissebegæring til

den stedlige amtmand, der så skal afgøre, om der foreligger tilstrækkelig skilsmissegrund. I må nok

helst antage en sagfører til at ordne det for Eder.

At have en prokurator til at ordne det vil vel koste en masse.

Ja, en sagfører skal jo have sit honorar, hvor meget kan jeg ikke sige.

Lena sad og tænkte sig om.

Jamen så er det vel så bare de rige, der kan blive skilt.

Loven er ens for rige som fattige. Der må være en lovlig skilsmissegrund, at manden er drikfældig

er næppe nok. Har han været Eder utro?

Det ved jeg knap nok hvad jeg skal svare på; han sidder jo og drikker nætterne igennem,

sammen med de andre skarnsfolk nede hos Rikke i Pølsehuset, og hvad der så ellers sker,

har jeg ikke rede på.

Præsten sad og tænkte sig om.

Har manden indvilliget i at skilles?

Det har jeg ikke spurgt ham om.

Er der børn i ægteskabet?

Ja, vi har tre, den ældste er ti år, den yngste er fire.

Ja, det vil jo gøre sagen endda mere mere vanskelig. Retten skal her afgøre, hvem der skal have

forældreretten over børnene.

Ja, men børnene er da mine alle tre, jeg er da mor til dem.

Men tror De da, De kan forsørge Dem selv og de tre børn?

Ja, det tror jeg at jeg kan, for det har jeg gjort for det meste i nogle år; men forsørge en

fordrukken mand også, det kan jeg ikke.

Hvis en skilsmisse kom i stand, er det rimeligt at øvrigheden bestemte, at børnene skulle sættes ud i

pleje.

Nå sådan, ja så er der ikke mere at tale om. Børnene er mine alle tre, og dem skiller jeg mig

ikke af med så længe jeg kan slæbe føden sammen til dem, så må det gå som det kan. Og

så må De undskylde ulejligheden.

Lena rejste sig og gik hen imod døren. Præsten syntes alligevel at han ville trøste hende på

en eller anden måde og sagde.

Jeg vil en af de første dage tage en tur op og tale et alvorsord med Deres mand, man har da før set,

at Guds ord i hans tjeners mund er blevet til velsignelse, selv for den mest forstokkede synder.

Nå ja, De må godt prøve det, det kan vel aldrig skade, men jeg er bange for at det vist ikke

nytter stort på Peter; men De må bare ikke sige, at jeg har været heroppe, for så bliver han

ond.

Det lovede præsten, og Lena skyndte sig hjem. Hun havde ikke fået meget trøst ud af den

tur; men tankerne om at blive skilt havde hun nu slået helt ud af hovedet.

Det var først på ugen, Lena var på Døvregården og pillede kartofler op. Bonden havde

også spurgt Peter, men han havde svaret nej, så sølle en karl var han alligevel ikke blevet

endnu, at han lå på marken og rodede. Nu havde han ligget på slagbænken og snuet

middagssøvn et par timer. Så stod han og kikkede ud gennem vinduet, her kunne han se

helt ned til landevejen. Han fik så øje på en cyklist, og da han nåede vejen som gik op til

huset, drejede han deropad. Hvem kunne det nu være? Det måtte vel være præsten, andre

var der jo ikke, der havde sådan et nymodens køretøj. Hvad mon han skulle? Måske var

der nogen, der havde fortalt præsten, at han drak, folk havde jo altid så travlt. Nå, det ville

alligevel tage sig bedst ud, om han arbejdede. Peter skyndte sig hen og satte sig på

skamlen og fik bankestenen på skødet og en lille læderlap og gav sig til at banke læder så

stærkt han kunne. Præsten måtte banke to gange før Peter hørte det og råbte: Kom ind. Da

præsten kom ind, rejste Peter sig og satte en stol frem til han og bad ham sidde ned, så

skyndte han sig tilbage og hamrede på sin læderstump igen. Børnene havde fundet

sammen på bænken og sad og gloede på den fine mand med store øjne. Præsten sad og så

sig om. At her var fattigdom til huse, var nemt at se. Børnene var dog alligevel pæne i

tøjet, som de havde på, men hvor var det tyndt og lappet og stoppet. Og sikken her

lugtede, præsten måtte næsten holde sig for næsen. Gammelt læder og beg, vandet i Peters

blødekar var nok også ved at være lidt surt, at folk kunne leve i sådanne forhold, det var

ikke til at forstå. Præsten hostede og rømmede sig et par gange, det var ikke så nemt at få

begyndt.

Jeg tog herned for at tale lidt med Eder. Folk siger jo, at I lever et liv, som ikke er en kristen værdigt.

Nå ja, folk siger så meget, men man skal ikke altid høre efter folkesnak.

De vil dog ikke benægte, at de er drikfældig?

Nej, vist så, en snaps kan jeg godt lide, men til daglig tager jeg dog ikke mere end rimeligt

er; men det sker jo, at jeg får en for mange når jeg kommer ud mellem gode kammerater.

Vi er alle syndere, som præsten selv så ofte har sagt.

Ja, det er vi; men vi må også alle bekæmpe vor syndige natur.

Ja, det er sandt; men det er jo som der står et sted, ja, nu kan jeg ikke lige komme på hvad

der stod, men det var noget om kød.

Mener De ordet: Ånden er vel redebon; men kødet er skrøbeligt.

Ja, det var lige sådan at jeg mente, kød er skrøbeligt.

Ja, vore svagheder har vi jo alle; men en er der, som kan give os styrke, så vi kan sejre i fristelsens

time; ham skulle I søge, Peter Nielsen.

Peter havde taget en gammel støvle og sad og rev og sled i den.

Ja, nu skal jeg tænke over det.

Ja, gør det og betænk også det store ansvar I har for de tre der, og præsten pegede hen på

børnene.

Ja, men det tænker jeg også på hver dag, og jeg er jo også altid så god imod dem, ikke

sandt børn.

Børnene tav og Peter fortsatte. Præsten må nu dog ikke tro, at jeg er hvad man kan kalde

fordrukken; men se, jeg er en fattig mand, og de fattige skal altid lastes, de rige kan

sagtens begå sig selvom de også tager sig en svir af og til.

Ja, jeg forstår godt at det er en tung lod at være fattig; men I skulle læse i Eders bibel og søge

Herrens hus, da ville I lære at bære livets byrde med frimodighed. Hvor kan det være, at jeg aldrig

ser Eder i kirke?

Nå, se jeg er jo Perskirkebo, og der er jeg blevet både døbt og konfirmeret, og derfor er det

som om den drager, og så går jeg dertil.

Det glæder mig, det at hjemsognets kirke drager Eder, vidner om, at I ikke er kommet dybere i

syndens pøl, end I endnu står til at redde.

Præsten havde taget en tokrone op af lommen og den listede han sig nu til at skjule under

et stykke papir, som lå på bordet. Nu rejste han sig, Peter rejste sig også, og præsten rakte

ham hånden og sagde:

Farvel Peter Nielsen, og tænk nu over hvad vi i dag har talt om og beflitte Eder så på at føre et

bedre levned.

Ja, jeg skal bestræbe mig på at gøre hvad jeg kan, Hr. Pastor.

Peter bukkede dybt, han ville jo vise, at han var den dannede mand.

Da Præsten kørte fra Peter, var han i rigtig godt humør. Det var første gang han havde

været ude i et sådant ærinde, og han syntes, at han havde skilt sig rigtig pænt fra det. Det

lod til, at denne Peter Nielsen var en fredelig og medgørlig karl, når han bare blev taget på

den rette måde. Han havde jo selv indrømmet, at han drak for meget og også halvvejs

lovet at han ville forbedre sig. Men ét var der, som præsten ikke havde kunnet undgå at

se, og det var, at her var fattigdom og usselhed og at børnene så ret forkomne ud. Her

måtte kommunen dog hjælpe; han ville nu med det samme cykle ned til

sognerådsformanden og tale med ham om det.

Ole Brant i Langedeby var sognerådsformand; han var en bestemt og dygtig mand, og på

hans gård var alt i den fineste orden, og nu han var blevet sognerådsformand, ville han

helst gennemføre det samme i hele sognet. De der ikke brød sig om at lave noget eller drak

og turede, var han altid på nakken af, og alle havde de respekt for Ole. Han sad inde i den

mellemste stue og ordnede sogneregnskaberne, da præsten kom. Ole bad ham sidde ned,

og madammen satte straks kaffekedlen over. Præsten gav sig straks til at fortælle om det

besøg han havde haft af Lena, og om at han nu havde været henne og tale med Peter, og så

spurgte ham, om sognerådet ikke kunne hjælpe dem, for her trængtes vist hårdt til hjælp.

Ole sad lidt og tænke sig om og så siger han.

Ja, at de har det usselt, har jeg godt været klar over længe, og de skulle såmænd også have

fået hjælp, hvis det bare havde nyttet noget. Jeg skal sige Dem, Hr. Pastor, her er mange

godtfolk på Bodilskeregnen; men her er også skarnsfolk, og Peter Nielsen fra

Kannikegærdet er en af de største skarnsfolk vi har.

Præsten så lidt forbavset på ham.

Ja, men kan det virkelig passe; jeg fik virkelig ikke noget helt dårligt indtryk af manden. Blandt

andet sagde han, at han plejede at søge Pedersker kirke, fordi der havde han sine barndomsminder.

Ole kunne næste ikke bare sig for at le.

Ja, det kan lige ligne Peter; han er en god komediespiller; men De kan godt stole på, at han

ikke har været i Perskirke de sidste tyve år; men der kommer han jo lige nede på vejen

med vældig fart på, hvor mon han nu skal hen?

Jeg tænker han skal ned til købmanden og købe lidt mad til sig og børnene, jeg skjulte en tokrone

under et papir på bordet, den har de nok fundet.

Nå, det tror De, nej jeg tror snarere, at han skal ned og købe sig et par flasker brændevin

og så ned til Pølsehuset og drikke det sammen med de andre slyngler. Her bliver nok stor

fest i aften, og de vil nok drikke Deres skål flere gange.

Det kan jeg dog næppe tro. Manden er da vel ikke så forstokket.

Lise, kom herind, råbte Ole, og straks efter kom en ti års pige springende. Tag straks og

løb ned til købmanden og køb mig en pakke skråtobak, og så holder du øje med Peter Flot

og ser, hvad han køber, og så ser du efter hvor han går hen når han får handlet.

Ja, det skal jeg nok, far.

Lise forsvandt med det samme. Madam Brant havde nu kaffen færdig og Ole og præsten

satte sig til kaffebordet. De var dog næppe blevet færdige med kaffen, førend Lise var

tilbage og meldte, at Peter Flot havde købt to flasker brændevin, og så havde han sat kurs

ned mod Pølsehuset. Ja, jeg tænkte det nok, svarede Ole bare, men præsten rystede på

hovedet.

Skrækkeligt, skrækkeligt.

Nå, nu skal de nu ikke tage Dem det så nær. De har nu gjort hvad de har kunnet; men nu

skal jeg så prøve, hvad jeg kan gøre, måske det vil lykkes bedre for mig.

Præsten så dog ud til at være ret ked af det, men Ole fortsatte:

De har jo en fin eksamen og er også en farlig dygtig prædikant, og godt med folk kommer

der i kirken; men De har dog meget at lære endnu. De skal også lære folk at kende og

forstå dem; men det skal også nok komme, og så er De en præst som vi alle vil se op til og

holde af.

Tak for disse ord, Ole Brant. I har fuldstændig ret, jeg har meget at lære endnu, det har jeg erfaret i

dag; men med Guds hjælp vil det nok komme.

Det kom godt nok til at passe, hvad Ole Brant havde sagt, der blev stor fest i Pølsehuset

den aften. Peter Flot kom først med sine to flasker brændevin, og penge på lommen

foruden. Så kom Tossen, han havde et lille stykke flæsk under trøjen, det havde han fået af

konen på Nørregården, han havde tjent der et lille stykke tid i sin ungdom, og siden havde

hun altid haft lidt til overs for ham. Så kom Hundetorkil, han havde også en lille lærke i

lommen og en hel håndfuld kobberskillinger som han havde tigget sammen den dag. I

skumringen kom Kristian nifinger, han havde et helt knippe fisk. Han havde lånt en båd af

en fisker i Årsdale og selv været på søen og fanget dem, sagde han; men om det passede

var der ingen der spurgte om.

Rikke fik travlt, hun kogte kartofler og fisk og lavede gudhjemdyppelse og til dessert drak

de kaffepunsche i lange baner. Peter Flot sad for bordenden og fortalte om og om igen om

hvordan han havde duperet præsten. Og jo oftere han fortalte det, jo værre blev det, og for

hver gang drak de præstens skål. Rikke skålede også med, den præstebrændevin smagte

så velsignet, sagde hun.

Ja, præsten, sagde Rikke, er nok en flink og fin mand, som kan unde os fattigfolk en glad

aften. Sendemanden er der heller ikke noget at sige til, men sognerådsformanden, Ole

Brant, det er godt nok en rigtig rævepels. Gik det bæst ikke hen i fjor og meldte mig fordi

jeg solgte brændevin, og jeg måtte møde for retten, men det fik han ligegodt ikke megen

glæde af, for han kunne jo ikke bevise noget. Da jeg kom hen foran skranken gav jeg mig

til at tude så stærkt jeg kunne, og byfogeden blev helt utilpas ved det og lod mig løbe

næsten med det samme. Men det må I altid huske, mine venner, at kommer I for retten om

det, så har jeg aldrig solgt jer en eneste snaps, de snapse I har fået her, har I altid selv haft

med.

Ja, det forstår sig, sagde Peter Flot. Men kragen ved nok hvilken so hun rider på, og Ole

Brant skal ikke prøve at komme og bide skeer med mig, for så skal jeg nok fortælle ham,

hvor David købte øllet, for se, en anden en kender nok også lidt til loven og profeterne. Og

hvad har også sådan en som Ole Brant set og oplevet, imod hvad jeg engang har; han har

jo bare alle dage gået hjemme bag korumpen mens en anden en har ført dansen op i Figaro

de første hundrede gange.

Ja, det er så sandt og vist, sagde Rikke, og derfor er jeg også så glad for, at du ikke anser

dig for at være for fin til at komme herned og få en snaps sammen med gode kammerater.

Peter blev ved at sidde og skryde om alt det store og fine han havde været med til i

København; men nu var der ingen der hørte på ham længere. Tossen sad i en krog og

snuede, Hundetorkil sad og tudede, og Kristian nifinger sang kæresteviser så det rungede

i stuen, mens Rikke sad med hænderne foldet over maven og så glad og lykkelig ud. Den

aften blev Peter godt nok så fuld, at han knap kunne stå på benene. Rikke redte så op til

ham på slagbænken, og her lå han og snuede til dagen efter langt op ad formiddagen. På

hjemturen mødte han Ole Brant uden for gården. Peter tog huen af og bukkede dybt og

grinede over hele ansigtet. Ole sendte ham et par hvasse øjne og mumlede: Ja, i dag er det

dig der griner stort; men vent du til næste gang vi mødes, så bliver det måske min tur til at

grine, og han griner bedst som griner til sidst.

Om lørdagen var der sognerådsmøde, de blev altid holdt i skrædderens storstue. Her var

sjældent ret store eller vigtige ting at drøfte, og det var der heller ikke i dag. Ole Brant

læste to-tre breve op, som han havde svaret på, og så bestemte de hvem, der skulle være

rodemestre til vinter, og på en god halv time var det hele overstået, og Ole begyndte at

pakke sine papirer sammen.

Nå, har du så ikke mere i dag, det var ikke ret meget, det, sagde Hans Peter, han var en

udbygger fra den nordlige del af sognet, og var som oftest lidt på kant med de fem

bønder, som var i sognerådet. Skolelæreren, som også var med, kunne han bedre enes

med.

Jo, jeg har et punkt endnu; men det er sådan for lukkede døre, som det hedder.

De standsede deres snak og spidsede ører, det måtte vel være noget alvorligt, når Ole

Brant tog det på den måde.

Ja, I kender vel alle skomageren oppe fra Kannikegærdet, Peter Nielsen, eller Peter Flot,

som folk kalder ham. Han er jo et drog, som ikke vil lave noget, og den smule han tjener,

drikker han op og mere til. Jeg har tænkt på, at her kom vi til at gribe ind en gang, men

dog set tiden an. Nu forleden var konen så kommet op til præsten og spurgt ham om

hvordan hun skulle bære sig ad med at blive skilt fra manden, for han var nu så ond mod

hende og børnene, og han var ikke til at leve sammen med længere; han tog også de penge

hun tjente og drak dem op. Præsten sagde nu, at blev de skilt, ville børnene nok blive sat

ud i pleje, og da hun hørte det, svarede hun bestemt nej, så ville hun ikke skilles. Et par

dage efter tog præsten hen og talte med Peter; men han var jo så from og glat, at præsten

var ved at tro, at han var en fin og pæn mand, og forærede ham en tokrone. Peter skyndte

sig jo afsted for at at købe brændevin for pengene, og så ned til Pølse-Rikke for at drikke

det op sammen med de andre skarn, som har deres tilhold der. Præsten kom hen til mig

for at spørge, om vi ikke kunne hjælpe dem på nogen måde, for det så ud til at det var ved

at gå galt for dem derhenne. Jeg lovede at jeg skulle gøre hvad jeg kunne. Nu vil jeg så

foreslå, at vi ser at få Peter Flot anbragt ude på arbejdsgården (arbejdsanstalten, en slags

fængsel), det er nok den bedste måde vi kan hjælpe konen og børnene på. Men nu kan I

andre jo sige jeres mening.

Hans Peter var den første der bad om ordet.

Nå, jeg synes nu alligevel at det er en lidt for hård og brutal fremgangsmåde, selv om

denne Flotten er en skidt karl. Vi lever dog i et frit land, og han har hverken stjålet eller

slået nogen ihjel, så det er vel næppe rigtigt sådan at spærre ham inde på livstid. Jeg

mener nu at vi må kunne hjælpe konen og børnene på anden måde. Vi kunne jo give

hende lov til at handle lidt hos købmanden og bageren og slagteren, som sognet så betalte

uden at det blev regnet for fattighjælp. Det mener jeg er en mere retfærdig måde at ordne

sagen på.

Ole Brant tog selv ordet.

Du er da en løjerlig karl, Hans Peter. Hvis vi ikke gør noget, er det galt, og hvis vi vil gøre

noget, er det ligeså. Du mener, at vi ikke har ret til at spærre Peter Flot inde, for han har

ikke begået nogen forbrydelse. Men jeg mener nu som så, at en gift mand som lader kone

og børn have det dårligt, og drikker alt op, er en lige så stor forbryder som en tyveknægt.

Du sagde, at vi kunne lade hende handle fødevarer, som vi så betalte; men du kan stole

på, at Peter nok skulle få fingre i dem også, og slæbe dem ned til Pølse-Rikke for at få

brændevin for dem.

Må jeg sige et par ord, sagde Tornebonden.

Snak bare væk, svarede Ole lidt tvært, han vidste jo, at når Tornebonden ville sige et par

ord, talte han gerne en halv time, og mest om ting, der ikke kom sagen ved.

Ja, se jeg har kendt denne Flotten næsten fra han blev født. Hans far boede jo ude på

Smålyngen og var også lige sådan et skarn som han her er. Da Peter var blevet udlært hos

faderen, kom han jo til Nexø en tid, siden var han i Købehavn i tre-fire år. Da han kom

hjem igen, var han jo blevet en pokkers karl, så blev han jo gift med Lena, hun havde jo totre

tusinde kroner. Da Peter nu fik fat i dem, lavede han stort skomageri og skotøjshandel.

Selv lavede han jo intet, men sad bare på hotellet og drak, derfor varede det jo kun tre-fire

år, så solgte de jo det hele, og så var det jo at de kom op til den rønne ved

Kannikkegærdet. Jeg har også prøvet at have Peter Flot i arbejde. Det var for to år siden,

jeg havde Hans Madsen til fast daglejer; men så gik han og trådte forkert og gled og

ødelagde den ene hæl. Jeg kom jo noget i forlegenhed, for det var jo også midt i høsten, så

det var ikke nemt at få nogen anden karl. Så kom jeg til at tænke på denne Flotten, og så

lod jeg drengen løbe derop for at spørge om han kunne hjælpe mig. Jo, det kunne han og

dagen efter mødte han også; men klokken var næsten seks inden han kom. Jeg havde lige

fået mejemaskine det år ; men der var så slemt med lejesæd i kornet, så jeg mente, at det

var nok alligevel bedst at tage det med le, og det skulle vi så til den dag. Jeg havde Karl

Holm til forkarl det det år, og det var en karl som kunne bruge en le, et bredt skår tog han,

og alligevel store hug. Karl Peter, eller Lille Karl som vi kaldte ham, var heller ikke noget

pjok, og selv om han ikke kunne tage lige så brede skår som store Karl, så fulgte han pænt

med. Nu skulle Peter Flot så være bagmejer. Jeg havde selv slebet leen til ham, så jeg

vidste at den var godt skarp, så jeg tænkte, at det måtte vel kunne skralde af. Da jeg kom

ned til mejerne med klokken ti frokost så jeg, at Peter gik langt bagefter de andre, og

skårene han tog, var så smalle, at han gik og trådte på dem. Jeg ville jo ikke sige noget;

men jeg nøjedes alligevel med at give dem to snapse til frokost, mens jeg ellers plejede at

give dem tre, men I kan tro at Peter skævede langt efter snapseflasken. Da aftensmaden

var sunket, og Peter skulle til at gå, spurgte jeg ham hvad han skulle have for den dag, for

jeg havde ikke brug for ham mere, sagde jeg; men nu var han ikke så bly, men forlangte to

kroner. Jeg ville jo ikke akkordere med skarnet, men smed tokronen til ham; men jeg siger

dog nu, at sådan en karl er ikke for god til at komme på arbejdsgården, og derfor vil jeg

anbefale Ole Brants forslag.

To kroner om dagen i høsten er der vel ikke stort at sige til, I kan tro, der blev alligevel

ikke noget til overs for hvem der har kone og børn at forsørge, sagde Hans Peter.

Det kan nok være: men så skal de forbandemig også bestille noget og ikke gå og snøvle,

som Peter gjorde, svarede tornebonden hvast.

Nå, lad os nu holde os til sagen, sagde Ole Brant.

Skolelæreren rakte en finger i vejret og Ole gav ham ordet.

Skolelæreren var altid så alvorlig og højtidelig, og stod altid op mens han sagde noget.

Den sag, som vor ærede sognerådsformand i dag har forelagt, er en meget alvorlig sag; ja

er, om jeg så må sige, en samvittighedssag som vi må overveje meget grundigt. Det med

magt at tage en mand bort fra hjemmet og sende ham på arbejdsgården er, som H.

Pedersen også bemærkede, hårdt og brutalt, selv om manden er, om jeg så må sige, et

dårligt individ, som ikke fortjener bedre. Vi som er valgt til at varetage kommunens

anliggender må ikke bare være retfærdige, men også humane. Som I måske ved, har

regeringen nu ladet oprette et drankerhjem, et sted hvor folk kan vænnes af med at drikke.

Jeg vil nu foreslå, at vor sognerådsformand taler med P. Nielsen på en pæn måde og får

ham til at lade sig indlægge på dette drankerhjem et års tid. Muligt han så igen kan blive,

om jeg så må sige, et samfundsnyttigt individ, og sagen ville så være ordnet på en pæn og

human måde.

Skolelæreren havde knap sat sig førend bakkebonden begyndte.

I taler og taler om ret og humanitet,og dit og dat. Men der er ingen der taler om hvad det

vil komme til at koste; og det mener jeg dog, at der også skulle tales om, for skatten er min

salighed høj nok i forvejen. Havde Ole Brant været lidt mere vågen, dengang for et års tid

siden , kunne vi havde været sparet for dette her i dag. Dengang skulle han have stukket

Peter Flot en halvtredskrone for at få ham til at flytte til et andet sogn, eller også skulle han

have overtalt ham til at tage imod en smule fattighjælp, havde Peter bare gjort det, kunne

vi godt have været lidt flinke mod ham nu, for så skulle perskirkeboerne alligevel have

betalt, og det kunne de også have godt af, de har væltet mange udgifter over på os. I

husker måske, for nogen år siden fik Hans Måns' Jens et barn med en perskirkepige.

Det var vel perskirkepigen, der fik et barn med Jens, grinede Hans Peter.

Nå, det kan vel næsten komme ud på ét, mens Jens stak jo af til Amerika, og siden har vi

måttet betale en hel formue hvert år til det barn. Med Peter er det nu sådan, at vi kommer

til at gøre noget, og så bliver det måske det billigste hvis vi sender ham på arbejdsgården,

for ellers får vi vel snart hele kuldet på sognet, og det vil koste meget. Men når du, Ole

Brant, skal tale med de fine mænd om det, kunne du så ikke prutte med dem, så vi fik ham

lidt billigt, han er jo en dygtig skomager og plejer at prale af, at da han var i København

plejede han at forsåle fodtøj for de kongelige. Men skal vi have Peter derud, er det bedst

hvis det kan ske så hurtigt som muligt, de har jo kun tre børn endnu; men der kan hurtigt

blive flere, for sådan nogle fattiglemmer formerer sig jo som rotter.

Ja, men det må I bønder da være glade for, hvor skulle I ellers få tjenestepiger og karle fra,

svarede Hans Peter. Men jeg vil nu bare sige dette, at sender vi nu Peter Flot på

arbejdsgården, så har vi pligt til at sørge for, at kone og børn får det rimeligt, og så fattige

er vi nu heller ikke her i Bodilskersognet, at børnene skal lide, fordi faderen er et skarn.

Her er vi for en gangs skyld enige, sagde Ole Brant, jeg mener ligesådan. Kone og børn

skal ikke lide ondt, og det kommer de nok heller ikke til. Hun er et dygtigt menneske , hun

havde fortalt præsten, at hun næsten havde måttet forsørge sig selv og børnene de sidste

år, men forsørge en fordrukken karl tillige, det var for meget. Men skal hun nu kunne

forsørge sig og børnene, er det ikke nok at hun har arbejde i høst og efterår; men her kan

vi også godt hjælpe hende. Det sker jo ikke så sjældent at der er brug for kvindfolks hjælp,

når der skal vaskes eller slagtes eller vi skal have gæstebud, og når vi så fortæller for vore

koner om de tre børn derhjemme, der har det så usselt, kommer hun ikke til at gå

tomhændet hjem om aftenerne. Sådan et sind har nu min kone, og det er nok næsten det

samme med andres.

Pilebonden tog nu ordet.

Ja, vist så. Vi kender nok kvindfolk og ved hvordan de er. Hører de at der tales om, at der

er børn, der har det dårligt, giver de gerne deres sidste særk væk, om så skal være. Og det

er der vel heller ikke noget galt i. En smule sul når der slagtes og en kurvfuld levninger,

når en har haft gæstebud, gør ikke en bonde fattigere. Jeg skal nu heller ikke se så nøje på

en smule brænde til vinter, når jeg skal til at skove. Og det skal såmænd nok gå for hende,

for det er dog som jeg altid har sagt, de der bare vil hjælpe sig selv, er også nemme nok at

hjælpe; men de der ikke vil det, er der ikke en djævel der kan hjælpe.

Nu lod det til, at der ikke var flere der ville sige noget, de havde også alle talt med om

sagen undtagen Kællingebybonden; men han plejede heller aldrig at sige noget. Ole Brant

foretog nu afstemning, og her viste det sig, at der var fem der stemte for hans forslag,

mens Hans Peter og skolelæreren lod være at stemme.

Det var om lørdagen, lidt hen på eftermiddagen. Peter var hjemme og i et vældigt humør;

han gik frem og tilbage i stuen med hænderne i bukselommerne og fløjtede en

dansemelodi, så det skingrede. Både Lena og Anna vidste godt hvorfor Peter var så glad.

Døvregårdskarlen var for et par dage siden kommet med nogle bundløse sko, som han

absolut skulle have forsålet til lørdag aften, for da skulle han til bal. Peter havde lige så

meget læder, så der kunne blive til et par halvsåler, og lovede at han nok skulle få dem

forsålet. Glad blev karlen og sagde, at han kom efter dem klokken syv, og han skulle nok

betale dem med det samme. Derfor var det, at humøret var så højt hos Peter, for i aften

ville han have tre kroner på lommen, og så kunne han komme ned til Pølsehuset og feste.

Lena sad og skulle stoppe Karls strømper, og han løb på bare ben så længe. Det var ganske

vist ikke nemt for Lena at sy, for der var næppe noget der var helt på dem, og hun havde

ikke andet end gammelt optrevlet garn at sy med. Anna stod henne ved vinduet og

kikkede ud.

Vi får fremmede, mor, der kommer en vogn her op ad.

Anna var helt opstemt, og Peter og Lena kom også hen til vinduet for at se ud.

Det ligner jo præcis Langedebyhestene, de har jo også en blakket til nærmer (højre) og en

sort til fjermer (venstre), sagde Peter.

Ja, det er det nok også, for det er karlen der kører, sagde Lena; men hvem er så de to

mænd der sidder på bagsædet?

Det, det er Ole Brant, stammede Peter.

Ja og det er sendemanden (fogeden), den anden, de kommer nok for at tale med dig Peter,

har du nu gjort noget galt?

Nej, hvad skulle jeg have gjort; men måske de bare kommer for at spørge om vej.

Nej, de karle behøver nok ikke at spørge om vej, sagde Lena.

Køretøjet gjorde nu holdt uden for, og Ole Brant og sendemanden gik ind uden så meget

som at banke på døren. Børnene krøb hen og skjulte sig bag moderens skørt, og Peter stod

ret op og ned på gulvet, Ole Brant tog straks ordet.

Ja, nu kommer sendemanden og jeg op og besøger dig, Peter Nielsen. Vi har længe her i

sognet været forargede over det liv, du har ført. Bestille noget har du ikke brudt dig om,

og de smuler du har tjent, har du drukket op, og et skarn har du været mod kone og børn;

men nu skal det være forbi.

Vi har i sognerådet bestemt, at du skal anbringes på arbejdsgården, og sagen er nu i orden,

og sendemanden og jeg er nu kommet for at hente dig.

Peter var blevet så han rystede over hele kroppen.

På, på arbejdsgården, det, det er da ikke meningen, jeg som intet galt har gjort.

Jo det er netop meningen, og du gør bedst i at følge med godvilligt, for ellers bruger vi

magt.

Peter begyndte nu at snøfte. Men kan I være så hårde at tage mig bort fra hjemmet og fra

kone og børn, som jeg jo holder så meget af.

Hold du hellere op med det flæberi, Peter, det nytter dig alligevel ikke noget, du må vide,

at det ikke er præsten, du har at spille komedie for i dag.

Men nu, nu, det er da vel bare for nogle dage?

Nej, du kan stole på, at de skal beholde dig derude længe; men se nu at få nogle andre

klæder på, hvis du har nogle bedre, vi har ikke tid til at blive holdende her hele

eftermiddagen.

Ja, se at skynde dig, jeg vil hjem til sengetid, sagde sendemanden.

Peter forstod, at her var vist ikke andet at gøre end at lystre, og traskede ind i

sovekammeret. Ole Brant vendte sig mod Lena.

Hvis du har noget linned eller undertøj til Peter, er det bedst at du lader os få det med,

men der er vel ikke meget kan jeg tænke.

Ole talte helt mildt nu.

Ja, jeg skal pakke sammen hvad der er, sagde hun og gik ind i sovekammeret.

Et kvarter efter kom Peter ind i stuen; men mændene kunne næppe bare sig for at le, da de

så ham.

Han havde diplomatfrakke på, og stive flipper og stiv hat, men bukserne var de samme

som før, og det var molskinsbukser, der var lappede både for og bag. Skoene var også

meget slidte. Lena kom også ud med en lille bylt.

Nå, kom nu her, så vi kan komme afsted, sagde sendemanden og tog et fast tag i Peters

arm, og så gik de i forvejen. Ole Brant vendte sig mod Lena.

Mens jeg husker det, kan du komme ned og hjælpe os lidt på mandag og tirsdag, vi skulle

jo slagte.

Jo, det skal jeg gerne, svarede Lena og så lidt forbavset på ham.

Børnene kom nu også frem, og Lena tog Karl i hånden og så fulgtes de alle ud til vognen.

Ole tog bylten og lagde den under forsædet, og kravlede så op til karlen. Peter vendte sig.

Farvel Lena, farvel børn og hav det godt. Det sidste hviskede han, mens tårerne trillede

ned ad kinderne på ham, og de forstod alle, at nu var det ikke bare skaberi; Lena kunne nu

heller ikke holde sig; tårerne kom også her mens hun hviskede: Farvel Peter og hav det

selv godt. Marte og Karl så jo at mor var ked af det, og så gav de sig også til at tude; men

Anna stod stiv som en pæl med hænderne på ryggen og ikke så meget som blinkede med

øjnene. Peter og sendemanden klatrede op på bagsædet, og så strammede karlen

tømmerne, og i rask trav gik det nu ad Rønne til. Lena havde taget Karl på armen og blev

ved at stå og kikke efter køretøjet så længe det var at se. Anne kom hen og tog hende ved

armen.

Kom mor, lad os gå ind, du skal ikke være så trist, vi får det det jo meget bedre alle

sammen nu, da vi er blevet af med far.

Sådan må du nu ikke tale Anna, husk på, at han er dog din far.

Ja, men han var så altid så modbydelig, husk bare hvordan han slog min hund itu og tog

pengene og drak dem op.

Lena vidste næppe hvad hun skulle svare, for pigen havde jo ret, modbydelig mod dem

havde han altid været; Men mærkeligt var det det dog at blive af med ham på denne

måde. Lena satte sig på bænken og prøvede på at samle sig, det var jo kommet så

hovedkulds. Hun havde alligevel aldrig tænkt sig, at det skulle ende på den måde, og hun

havde jo altid ventet på, at det skulle bedre sig for dem, og at Peter igen skulle blive et

pænt menneske. Hun så sig om i stuen, hvor var her da fattigt og tomt. Møbler var der

ikke andre af end bænken hun sad på, kommoden, et gammelt bord og tre stole af

brædder, og så Peters skomagerskammel og bord. Så var der dog en anden skat, de tre

børn. Tynde og magre var de, og halvt forkomne så de ud, og klæder på kroppen havde

de knap nok, hvordan ville det nu gå for dem og hende i fremtiden. Anna forstod nok

næsten hvad mor sad og tænkte på; hun ville også gerne prøve at trøste hende; men det

var ikke så nemt.

Kom nu her og hjælp mig Marte, så pakker vi fars læster og værktøj sammen og bærer det

op på loftet, så skal jeg nok vaske gulv bagefter. Marte var straks parat og Karl ville også

hjælpe til, og snart havde de det hele ryddet, og Anna gav sig til at skrubbe gulvet.

Husk mor, at nu kommer Døvregårdskarlen snart efter sine sko, så får du tre kroner, så du

kan gå at handle.

Ja, du har ret min pige, det kan ikke nytte noget at sidde her og ruge, nu får vi da, så vi

kan leve de første to-tre dage, og så bliver der måske andre udveje. Så satte hun sig til at

skrive op og regne sammen; hun skulle helst have lidt både hos bageren og slagteren, og

der er jo måde med, hvad der kan fås for tre kroner, og Lena måtte skrive om flere gange

før hun kunne få det til at passe. I skumringen kom Døvregårdskarlen for at hente sine

sko, og betalte dem også, og så skyndte Lena sig afsted for at købe ind. Da hun kom hjem,

havde hun næsten kurven fuld, hun havde nok fået meget for pengene, både hos bageren

og slagteren. Da børnene var blevet mætte ville de gerne i seng, det var jo så rart for

pigerne, for nu kunne de ligge i fars seng inde i sovekammeret. Lena gik også snart og

lagde sig; men det blev sent inden hun faldt i søvn; hun havde meget at tænke på. Nu var

hun alligevel blevet af med Peter, og det på en langt nemmere måde end hun havde tænkt

sig, men dog kunne hun ikke være glad. At det var hendes besøg oppe hos præsten , der

havde bevirket det, kunne hun nemt regne ud; men var det så alligevel rigtigt som hun

havde båret sig ad. Peter var et skarn, det var sandt og vist, men han var jo dog hendes

mand, og de havde da også haft gode stunder sammen; især i de første år de var gift. Hun

havde selv syntes, at hun var ved at hade ham; men nu lå hun og prøvede at undskylde

ham, det var nok de dårlige kammerater, der havde lokket ham, måske hun også kunne

have gjort lidt mere for at holde ham til hjemmet. Hun havde jo sagt til præsten, at hun

skulle nok forsørge sig selv og børnene; men det blev vist også derefter, der skulle jo andet

til end lige føden. Hun havde forleden dag mødt tornegårdsmadammen, hun havde

standset hende og holdt en hel prædiken for hende om, hvor vigtigt det var, at børnene fik

en god kristelig opdragelse, og sagt, at hun skulle sende sine børn i søndagsskolen. Lena

havde jo prøvet at undskylde sig med, at de var så små endnu; men sandheden var jo den,

at de knap nok havde nogen klæder, så hun kunne være bekendt at sende dem afsted. Jo,

tornegårdsmadammen kunne sagtens prædike, hun kendte ikke meget til hvad fattigdom

var. Ja, hun skulle såmænd gøre hvad hun kunne for at give dem en god kristelig

opdragelse; men hvordan ville det gå senere; tidligt skulle de vel bort fra hjemmet, det var

jo fattigbørns lod, og verden var hård og ond, ville ikke det gode, som hun havde prøvet

at bygge op, blive revet ned af andre. Anna havde nok allererede fået lært, hvad det vil

sige at have en fordrukken far, de andre forstod det vel knap nok; men de fik det nok også

at lære. Anna var jo kun ti år; livet havde gjort hende flere år ældre; hun kunne nu snart

passe det hele derhjemme, så Lena kunne for den sags skyld gerne gå på arbejde næsten

hver dag. Så kom hun til at tænke på, at Ole Brant havde spurgt hende om at komme

derned og hjælpe dem med at slagte mandag og tirsdag. Det var underligt, hun havde jo

aldrig været dér på arbejde tidligere, og de havde også to tjenestepiger, så de måtte da selv

kunne passe den smule, men hun skulle nok komme. Ole havde også talt så pænt til

hende, selv om han havde været hård og studs mod Peter. Ja, det passede nok, hvad folk

sagde om Langedebygårdsfolkene, at de var gode folk både hun og han, selv om Ole var

lidt striks.

Mandag morgen stod Lena tidligt op, hun skulle ikke komme for sent. Børnene lod hun

bare ligge, hun vidste at hun kunne stole på Anna, hun skulle nok hjælpe Karl i tøjet og

sørge for dem på alle måder. Det var ellers Annas skoledag; men skolelæreren tog det nok

ikke så nøje, om Anna forsømte en enkelt gang, når hun bare læste på lektierne hjemme, så

hun alligevel kunne følge med, og det skulle hun nok sørge for. Da Lena kom hjem om

aftenen, havde hun mad med til børnene til næste dag, og om tirsdagen havde hun en hel

kurv fuld af slagtemad, der var både pølse og kød, så de kunne klare sig næsten en hel

uge, og børnene spiste pølse den første aften, så den sidste bid blev siddende i halsen. Da

Lena skulle til at gå hjem, havde Ole Brant spurgt om, hvad hun skulle have for de to

dage. Hun havde så forlangt to kroner, det var det samme som hun fik, når hun tog

kartofler op. Ole havde så sagt, at det var for lidt, og så havde han givet hende tre kroner

for begge dagene, og madam Brant havde sagt, at hun nok skulle anbefale hende til andre,

for hun var både hurtig og dygtig til sit arbejde. Dette havde hun nok også gjort, for et

nogle dage efter kom der bud fra Stenseby, om hun kunne komme derned og hjælpe dem

med slagtningen. Da hun skulle have betalingen her, spurgte Lena, om hun ikke kunne få

et par pund uld i stedet for penge. Det ville Stensebykonen gerne, de havde jo mange får,

så de havde uld nok, og Lena fik et bundt på tre-fire pund. Nu fik hun rigtignok travlt, for

nu skulle ulden laves til strømpegarn. Hun havde sin mors gamle rok stående på loftet, og

et par karter lånte hun hos en nabokone.

Det var lidt uvant at spinde, men hun havde jo prøvet som tjenestepige, så hun kom snart

efter det. Anna lærte sig det også hurtigt, så hun kunne karte, og mor skulle nok ikke

komme til at mangle garn, for Anna var både rask og fingernem til sit arbejde. Lena sad

oppe og spandt om aftenen til klokken gik mod tolv, og snart havde hun tre-fire nøgler

garn og så skulle der nok blive til strømper til dem alle. Anna skulle selv strikke sine, og

det gjorde hun også selv om det tog tid. Lena var ude at hjælpe til med slagtning hver uge,

det var jo midt i slagtetiden, og god mad med hjem til børnene fik hun hvert sted. Det

kunne også ses på dem, Karl begyndte at få runde kinder; men slagtetiden ville jo ikke

vare ved, og så ville der blive mere smalhans, frygtede Lena for. Så en dag kom madam

Brant selv derned for at spørge, om Lena ville komme hen og hjælpe dem som kogekone,

de skulle have stort gæstebud, for Ole fyldte halvtreds år. Grete Kofoed, som havde været

kogekone i mange år, var snart for gammel, og hun var også ved at have det halvskidt.

Lena vidste knap nok hvad hun skulle svare, hun kunne godt lave god mad, når hun

havde noget at lave den af; men til at være rigtig kogekone hørte der vel noget mere. Hun

var jo godt klar over, at kunne hun blive kogekone, så ville hun og børnene ikke komme til

at mangle mad, for bønderne holdt jo så ofte store gæstebud. Madam Brant overtalte

hende, og hun lovede så, at hun skulle komme og gøre det så godt hun kunne. Det gik

også meget godt, og der kom flere bondekoner ned i køkkenet og sagde, at maden havde

været så dejlig, og om hun ville komme og hjælpe dem, når de skulle holde gæstebud.

Det var som om alt havde vendt sig i hytten oppe ved Kannikegærdet, nu fik de god mad

hver dag, og klæderne blev det også bedre med. Det skete ikke så sjældent, at Lena fik

nogle klæder, som andre var vokset fra, med sig hjem til sine børn, og en dag kom

skolelærerens kone derop med en stor bylt. Der var både kjoler og undertøj; især var der

en rigtig pæn og god kjole, som lige passede Anna, den skulle hun have til skolekjole, det

trængte hun også hårdt til.. Anna havde altid syntes at det var rart at gå i skole, og især

nu, siden alt havde bedret sig for dem. Tidligere skjulte hun sig i en krog, mens hun spiste

sin mad, der var jo ingen der måtte se, at det var et bart stykke fedtemad hun havde. Nu

kunne hun jo sidde og få mad sammen med de andre, nu havde hun lige så god

rullepølsemad som de. Nu glædede hun sig til at komme i skole og vise sin nye kjole frem;

men det blev nu så som så med den glæde, for børn kan også være så onde. Da Anna kom

ind i skolestuen var de fleste af pigerne mødt, og nu kikkede de jo på hende, hun var jo så

forandret. Men Nørregårdens Thora skulle jo altid være så vigtig og kunne heller ikke nu

nære sig, men sagde:

Goddag Anna, men hvor er du blevet flot i dag.

De fleste af pigerne gav sig jo til at fnise, men Lise Brant var altid den der tog parti for de

små og simple, når Thora var vigtig overfor dem. Hun vendte sig mod hende og sagde:

Du skal ikke være så vigtig Thora, du husker nok ikke, at forrige skoledag kunne du ikke

lektien, da skolelæreren spurgte dig hvad hovedstaden i Holland hed svarede du

Bukarest.

Nu var det de andres tur til at grine; men Thora hviskede til sin sidekammerat, at Lise

Brant altid skulle være så velopdragen, og det var bare fordi faren var sognerådsformand,

men hendes far var brandkassemand, og det kunne vel næsten være lige så meget. Lise så

godt, at Anna stod med våde øjne, men så gik hun hen og tog hende ved armen og sagde:

Kom nu her Anna, så skal vi to spille knap.

Det gjorde jo Anna så godt, at Lise Brant var så venlig imod hende; men alligevel var

glæden ved den nye kjole forbi for den dag. Om aftenen nævnte Anna ikke noget for

moderen om hvad der var hændt i skolen den dag, det skulle mor ikke have at være ked

af, der kunne være nok foruden. Lena tænkte så ofte på, hvor hun havde gruet for

vinteren, og for føden og klæderne til børnene, og nu havde alt artet sig så godt, og bare

hun måtte beholde sit helbred, skulle det nok gå. Nu var der bare en ting hun tænkte på,

og det var brændslet. Hun havde et par gange haft børnene med sig og været oppe i

Kannikkegårdsskoven og samlet sig nogle børfulde; men det var jo bare tynde grene, og

de forslog jo ikke meget til at fyre med når det blev rigtig koldt. Nu lakkede det mod jul,

og så måtte hun se om hun kunne få sig en tønde kul eller to. Og så gik det som med

føden og klæderne, det kom helt uventet. En aften, da hun kom hjem fra arbejde, lå der en

hel bunke kul uden for døren. Børnene kunne ikke give anden forklaring, end at der var

kommet en fremmed mand, som de ikke kendte, med det og havde læsset det af og var

kørt igen. Lena spekulerede meget på hvordan dette kunne hænge sammen; men nogen

forklaring fik hun aldrig. Hun kunne jo ikke tænke sig, at det var Hans Peter, som hun

ikke engang kendte, som hun kunne takke for det. Der havde været sognerådsmøde, og

her var Hans Peter stået op og foreslået, at kommunen skulle yde Lena et læs kul til jul;

men det måtte ikke regnes for fattighjælp. Skolelæreren havde straks rejst sig og anbefalet

Hans Peters forslag. Ole Brant havde også nok kunnet gå med til det men så havde

bakkebonden taget ordet og sagt, at det var der dog ingen mening i, hun tjente vist også

ret pænt nu, de skulle trods alt ikke ødsle med pengene, for skatten var alt for høj og blev

jo længere jo højere år for år. De andre bønder havde ikke sagt meget; men det kunne ses

på dem, at de var tæt på at holde med bakkebonden. Så havde Hans Peter rejst sig og taget

pungen op af lommen og taget tre kroner og lagt på bordet og sagt:

Her er tre kroner, det er til en tønde kul til Lena, og hvis nu alle vil lægge tre kroner ved

siden af, bliver der lige til et læs, og så bliver kommuneskatten ikke større til næste år af

den grund.

De havde alle set lidt forbløffede på ham, han var jo den der havde dårligst råd af dem

alle. Skolelæreren havde så skyndt sig at lægge tre kroner ved siden af, og Ole Brant

gjorde ligeså, så syntes de andre bønder, at de ikke kunne være andet bekendt, og lagde så

også deres tre kroner på bordet. Nu var der bare bakkebonden tilbage, han vred og vendte

sig længe, og de andre mænd godtede sig over ham, de vidste jo hvilken gnier han var,

skønt han boede på Bakkegården med penge på rente. Til sidst skubbede han dog også

sine tre kroner hen ad bordet, og Ole Brant samlede pengene sammen og sagde, at nu

skulle han nok skaffe Lena syv tønder kul. Hans Peter morede sig meget; han puffede

skolelæreren i siden og hviskede:

Han måtte alligevel til det, bakkebonden. Jeg havde knap troet det, jeg mente ikke at der

kunne vrides vand ud af en sten, men i dag har jeg godt nok set, at det kan lade sig gøre.

Skolelæreren grundede lidt:

Jo, det kan nok lade sig gøre; men så skal der vrides hårdt, min gode mand.

Så blev det jul, og så dejlig en jul havde de aldrig oplevet før. Lena havde været ude på

arbejde indtil dagen før juleaften; men så var hun også hjemme i tre dage; men så skulle

hun ud som kogekone i fjorten dage, og det gav jo penge og megen god mad til børnene.

Dagen før juleaften var Lena på vej til at købe ind, og da hun kom hjem, havde hun et

meget fint julekort med.

Hvem skal vi så sende det til, spurgte Anna med store øjne.

Det skal vi sende til far, og du skal skrive det, Anna.

Anna blev så tavs.

Ja, men far som var sådan mod os.

Far havde sine fejl, og var ikke som han burde være; men han er dog jeres far, og i julen

må folk ikke bære nag til hinanden.

Anna tav og tog skrivetøjet frem.

Hvad skal jeg så skrive, mor?

Skriv bare: Glædelig jul, far. Fra Anna, Marte, Karl og mor. Adressen skriver jeg selv.

Anna skrev og dagen efter kom kortet afsted. Juleaften fik de alle så megen god mad som

de kunne sluge, og Lena havde været så rundhåndet, at hun havde købt en julegave til

hvert af børnene, ja, Anna fik endda to. Hun fik en porcelænshund, der var større og

finere end den faren havde slået itu, og så fik hun en julebog. Marte fik en dukke og Karl

en sprællemand. Men Lena fik også sin julegave. I skumringen kom posten farende og

smed et lille simpelt julekort ind ad døren. Skriften var om muligt dårligere end kortet, og

der stod bare: ”Glædelig jul ønskes dig og børnene. Peter”. Lena fik godt nok våde øjne,

da hun læste det, Peter tænkte så dog på dem og bar ikke nag til hende.

Denne vinter gik næsten før de fik tænkt over det. Børnene havde nu fået klæder så de

kunne være ude og også gå i søndagsskole, og de var næsten blevet tykke og fede.

En dag hen på foråret kom Ole Brant derop med et stort dokument med segl på, som han

gav Lena, det var skødet på huset. En dag, da Ole havde været i Nexø, var han gået ind til

den gamle kannikkegårdsbonde, som nu var så gammel og affældig, at han næsten kunne

gå hen og dø hvad dag det skulle være. Ole havde så fortalt ham hvordan Lena havde det

nu, og hvor dygtig hun var, og at hun nu tjente føden til sig selv og børnene.

Kannikkegårdsbonden havde så sagt, at så skulle hun have huset hvor hun boede, ellers

kunne det snart ske, at hun blev husvild når han døde. Ole Brant havde også ment, at det

var det rette, og så havde de fået det ordnet med det samme. Lena blev jo meget glad over

det, nu havde hun lige godt sit eget hjem, selv om det så farlig forsømt ud. Hun gik så hen

til gamle Lars murer i Slamramark og spurgte ham, om han kunne pynte det lidt op for

hende. Han gik så der og pudsede og kalkede i næsten fjorten dage; men så blev det også,

som han sagde, et hus som hvem som helst kunne være bekendt at bo i, og når bare der

kom nyt tag på sydsiden, kunne det gerne stå der i en menneskealder. Der var jo også et

par tønder land jord til, her fik nu Lena og børnene travlt med at grave og så og plante.

Anne ville gerne have en blomsterhave foran huset ligesom de havde på gårdene.

Blomster kunne man få nok af både på skolen og i Langedeby, og da det blev hen på

sommeren havde Anna en have så smuk, at hun var ved at få store tanker om sig selv over

den. Lena havde fået både høns og kyllinger, og Marte havde et gedekid og Karl et par

kaniner, og alle havde de nok at lave fra tidlig morgen til sen aften.

***

Der var nu gået to år siden Peter kom væk. Lena havde måttet slide hårdt; men dog havde

det været to gode år for hende og børnene. Anna var nu tolv år. Stor og pæn var hun, og

udrette noget kunne hun også. Lena havde gerne villet beholde hende hjemme til hun var

blevet konfirmeret, men det var lidt for meget at have sådan en stor pige gående hjemme.

Lena havde selv måttet ud at tjene da hun var ti år. Anna forstod også godt selv, at hun

ikke kunne blive ved at være barn, men måtte tjene til føden og klæderne hos fremmede;

men hun ville dog helst blive så nær hjemmet som muligt. Så fandt Lena også en plads,

som hun mente lige kunne passe, det var hos Hans Kristian i Slamramark. Hans Kristian

var udbygger og havde en hest og fire-fem køer. Både han og Grete, som konen hed, var

midt i halvtredserne og havde altid været ikke så lidt påholdende, og derfor var de også

velstillede. Nu var Grete blevet dårlig til bens, og derfor var det, at de skulle have en pige

til at løbe ærinder og trække med kreaturerne og ellers hjælpe til med alt. Her var det så,

at Anna fik sin første plads. Hun skulle være her til hun var blevet konfirmeret. Hun kune

nok også få fri om efteråret og det halve år, hvor hun skulle gå til

konfirmationsforberedelse, regnede de med.

De var dog ikke helt glade, hverken moderen eller Anna, den dag hun skulle flytte, men

Anna trøstede sig med, at der ikke var så langt hjem, og Hans Kristians Grete havde jo

sagt, at hun måtte holde fri hver søndag eftermiddag. Så sparede de aftensmaden til hende

den dag, tænkte hun nok. Lena var ikke glad, hun ville komme til at savne sin store pige

meget, hun havde altid været så villig og flink til sit arbejde. Hans Kristian og Grete var

vist meget flinke folk på deres måde, selv om de var lidt specielle, så Anna ville vist ikke

komme til at lide nogen overlast der; men Lena vidste alligevel fra sin egen barndom, at

verden aldrig tager blidt på fattigfolks børn.

Men Anna måtte jo afsted, og det gik også meget godt for hende. Arbejdet kunne hun

nemt overkomme, og Hans og Grete var vist også meget tilfredse med hende, skønt de

aldrig talte om det. Det værste for Anna var, at her var ingen at lege med og heller ikke

nogen at tale med. Hans og Grete var ikke særlig snaksomme og lidt indadvendte, og de

interesserede sig ikke for andet end deres egen bedrift. Det gik nok an, så længe hun gik i

skole hver anden dag; men siden, da hun var blevet udmeldt og hun skulle vogte, syntes

hun, at en uge var lige så lang nu som en måned havde været, mens hun var hjemme; men

så var der jo søndagseftermiddagene hjemme, dem glædede hun sig til hele ugen. Med

klæderne var Anna heller ikke rigtig tilfreds. Hans Kristians Grete fulgte jo ikke med i

moden; hun havde næppe været uden for Slamramark de sidste tyve år. Det tøj, Anna

skulle have, skulle ikke være noget flagreværk, men sager som kunne holde, og den gamle

sypige, som syede Annas kjoler, syede dem efter moden fra sin ungdom, og det var mange

år siden. Det var Anna meget ilde til mode ved, for de andre skolepiger var jo parat til at

gøre nar ad hende, når hun kom i skole i hjemmevævet hvergarnskjole. Men Anna blev i

sin plads og blev også vant til de to indadvendte halvgamle mennesker, og at de trods alt

mente hende det godt forstod hun også. Så kom sommeren, da hun skulle gå til

konfirmationsforberedelse. Nu var hun blevet udmeldt af skolen om foråret.

Så var det en dag lige ved høst, at Lena kom derned og spurgte, om Anna måtte få fri i

morgen, hele dagen. Lena havde fået et brev, det var skrevet af en sygeplejerske på

sygehuset i Rønne, og der stod, at hendes mand lå der, og han ville så gerne hilse på kone

og børn. Lena forstod godt, at det nok var på det sidste med Peter, når der kom sådan et

brev. Hun var så gået ned til Ole Brant og vist ham det, og han havde straks sagt, at karlen

skulle køre derud i morgen for hende og børnene. Anna fik jo også straks fri, og dagen

efter tog de allerede afsted, da klokken var otte. Det blev jo en hel oplevelse for børnene,

mens Lena sad i sine egne tanker. Da de nåede Rønne gjorde Marte og Karl store øjne, så

stor en by med så mange huse og så lange gader havde de aldrig tænkt sig at der var til.

Da de kom til sygehuset spurgte Lena efter sin mand, og en sygeplejerske viste dem ind i

en stue, hvor Peter lå helt alene. Lena blev stående inden for døren. Var det virkelig Peter,

som lå der? Hvor havde han dog forandret sig på disse fire år. Håret var blevet helt hvidt,

og ansigt og hænder var lige så hvide som lagenet. Så gik Lena hen og tog hans hånd.

Kan du kende mig?

Jo, det er jo Lena og vore børn, hvor er de dog vokset, og hvor ser de alle godt ud, I har

vist haft det godt, hviskede han.

Ja, det har vi, og når du bliver rask, skal du også flytte hjem til os, så får vi det alle godt.

Ja, jeg får det også snart godt; men det bliver ikke hjemme hos jer.

Han blev bare ved at ligge og så på Lena og børnene, det kneb nok for ham med at magte

at tale; men Lena kunne alligevel se på ham, at der var noget han gerne ville have sagt. Så

sagde Lena til børnene, at de kunne gå ud i haven og se sig om mens hun talte med far.

Hun tog nu en stol og satte sig hen ved sengen og tog hans hånd.

Hvor er jeg glad, at du, Lena, ville komme herud og se til mig, kan du nu tilgive mig alt

det onde, jeg har gjort dig?

Ja, Peter, det har jeg gjort for længe siden, for jeg har trods alt altid holdt af dig, selv om

det kneb lidt en tid, svarede Lena mildt.

Og når børnene bliver store, vil du så lade være med at fortælle dem dem, hvor ond en far

de har haft.

Du skal ikke være bange Peter, de skal aldrig høre et ondt ord om deres far fra mig.

Tak, Lena, hvor er du god.

Peter lå stille en stund, så begyndte han igen at hviske.

Der er et ord i bibelen, som jeg har tænkt så meget på de sidste dage, der står ”Jeg vil

hjemsøge fædrenes synder på børnene indtil tredje og fjerde led.” Tror du dog ikke at vore børn

kan blive ordentlige mennesker, selv om de har haft sådan en far som mig.

Jo, det tror jeg de kan, for du har kun læste det halve af hvad der står, og der står også

Men den som elsker mig og holder mine bud, ham vil jeg gøre vel i tusinde led”.

Tak Lena, det var et godt ord, du der sagde, nu kan jeg dø glad, det vil nok gå dig og

børnene godt. Du ved ikke hvor ofte jeg har tænkt på jer. Men kald nu på børnene, så jeg

kan sige farvel til dem, jeg er træt og vil sove.

Lena vinkede ad børnene, og de kom ind, og en ad gangen gik de hen til faderens seng og

sagde farvel. Anna var den sidste. Hun havde været stiv og hård hele dagen, men nu

kunne hun ikke holde sig længere, og tårerne trillede ned ad kinderne på hende.

Farvel Anna, det vil nok gå dig godt, for du slægter din mor på, hviskede Peter.

Farvel far, og hav det godt, svarede Anna.

Så listede de alle stille ud.

To dage efter kom der bud fra sygehuset, at Peter var død. Ole Brant ordnede gravøllet, og

det gik pænt til. Ole havde lejet fire-fem mænd til at bære kisten, og der var tre af

sognerådsmændene, der fulgte, og der blev både ringet og prædiket lige så længe over

Peter, som når det var en bonde der blev begravet. Lena og børnene var jo gået derop og

havde hver sin krans, og at det var ærligt ment, når tårerne trillede ned ad kinderne på

dem, var der ingen der tvivlede på. På hjemturen mødte skolelæreren bakkebonden, som

kom kørende fra møllen, han standsede for at få sig en snak.

Nå, fik I så Peter Flot stoppet ned?

Ja, nu hviler han i fred, svarede skolelæreren alvorligt.

Ja, det var også godt det samme, for han har godt nok været kommunen en dyr karl de

sidste fire år; men det bliver vel ikke bedre af den grund, for nu har vi fået Pølse-Rikke på

sognet i stedet for. I går måtte Ole Brant køre hende ned til fattighuset, og her mener jeg

nu, at Ole alligevel selv har lidt af skylden, for han har jo altid været på nakken af dem,

som havde tilhold der og så at sige forsørgede hende. Peter Flot og Tossen kom jo på

arbejdsgården, Hundetorkil gik jo hen og kom af dage, og Kristian nifinger kom i slaveriet,

(tugthuset) og på den måde blev det skralt for Rikke.

Ole Brant har gjort et godt arbejde for, om jeg så må sige, at højne moralen her i sognet, og

er en mand, vi alle må se op til.

Ja, vist så Ole er god nok, selv om han nok kunne være lidt mere sparsommelig; men hvad

jeg ville have sagt: Det var vel kun et simpelt gravøl, der var over Peter?

Alt kan jo ses fra flere sider. I dag var der kun et følge på to vogne, og forleden dag, da

den rige slamragårdsbonde blev begravet, var der et følge på toogtyve vogne, og dog siger

jeg, at hint gravøl var simplere end dette, for da faldt der ikke én tåre på graven, og i dag

faldt der mange.

Nå, nå sådan; men jeg skal jo skynde mig lidt, og bakkebonden hyppede på hestene og

kørte.

***

Nu nærmede konfirmationen sig, og alle pigerne som skulle konfirmeres, var meget

optaget af hvilke nogle kjoler de skulle have på. Lise Brant og Thora fra Nørregård skulle

jo være i hvid kjole, og de havde den også syet. Anna ville gerne være lige så pæn som

dem, men det var jo Hans Kristians Grete, der skulle bestemme hvordan kjolen skulle

være. Nu var der kun fjorten dage til konfirmationen, og endnu havde Grete ikke talt

noget om nogen kjole; så kunne Anna ikke tie længere, men spurgte, hvilken kjole hun

skulle have på.

Du skal nok få en kjole, du kan være tjent med, min pige, svarede Grete.

Så en dag kørte Hans Kristian og Grete til Nexø for at købe stoffet, og ugen før

konfirmationen kom Stine sypige for at sy den. Det var nok stof, der duede, sagde Greta,

men det var også det dyreste, købmanden havde haft. Hun havde fået præcis samme slags

til sin konfirmationskjole, og den havde hun også haft til brudekjole, og siden haft den på

til alle de gravøl, hun havde været til, og alligevel var den så god som ny. Anna var stor

og kraftig; men kjolen blev alligevel både for bred og for vid, den skulle være, så hun

kunne vokse i den, havde Grete givet Stine besked på. Stine havde også syet den efter

samme mode som hendes egen konfirmationskjole var blevet syet for fyrretyve år siden.

Anna var jo ikke helt glad for sin kjole og sagde, at hun hellere ville have haft en hvid

kjole, selv om den var mere simpel; men Grete havde ladet hende vide, at hun ikke skulle

være så tåbelig, det var præcis en kjole, der passede for hende, og især nu hun bar sorg for

sin far. Men selv om Anna var lidt utilfreds med sin kjole, så blev det dog en god

konfirmationsdag for hende. Pigerne havde været meget optaget af, hvordan de skulle stå

på kirkegulvet. At Lise Brant ville komme til at stå øverst, vidste de, for hun var den

dygtigste; men om det så blev Thora eller Anna der blev nummer to, var ikke nemt at sige.

Så den sidste dag de var til præst, ordnede han hvordan de skulle stå, og det blev Anna

der blev nummer to. Thora surmulede lidt over det, men hun trøstede sig med, at hun

havde trods alt den fineste kjole af alle konfirmanderne. Lena og Marte og Karl var også i

kirken på konfirmationsdagen og hørte hvor godt Anna kunne svare for sig. Så kørte de

alle med Hans Kristian hjem til Slamramark og fik middagsmad, og hermed var det

konfirmationsgilde forbi.

Nu var Anna en stor, voksen tjenestepige og til Hellemisse (Allehelgensdag) flyttede hun til

Pilegården som andenpige. Her var en god plads, og her blev hun i fire-fem år. Så ville

hun imidlertid prøve noget andet og tog plads som kokkepige på Pilemøllen et år. Anna

var blevet en køn pige, og der var mange bondekarle, der gerne ville være gode venner

med hende, selv om hun bare var Peter Flots pige; men Anna var ikke af den slags, der

ville have sig en kæreste bare for sjov. Den hun skulle have, måtte være en hun kunne

stole på, og som hun kunne holde af, og sådan en havde hun ikke truffet endnu. Hun tog

kun med til fester og bal en enkelt gang; her følte hun sig ikke hjemme, de fleste havde jo

kendt Peter Flot, og derfor så de ned på hende, mente hun, så gik hun hellere hjem til mor,

hende kunne hun tale om med alt det hun gik og tænkte på. Marte var jo blevet

konfirmeret for et par år siden, og nu det sidste år havde hun tjent i Rønne. Her syntes hun

om at være, og så snart hun traf Anna, rådede hun hende til at tage en plads derude. Til

sidst fik hun også Anna overtalt, og Marte havde også skaffet hende en plads, og nu til

Hellemisse skulle hun så flytte til byen. Anna havde brugt sin sommerløn til at købe sig en

cykel for; der var kun en enkelt pige, der havde sådan et køretøj, det passede sig heller

ikke for en anstændig pige at ligge og spjætte på en cykel, mente de gamle. Den snak var

Anna dog ligeglad med; hun ville have det så hun kunne komme hjem til moderen, når

hun havde fri om søndagen, og så var det så ligetil, når hun havde cykel. Mor ville nok få

det lidt ensomt nu. Karl skulle gå og læse (gå til konfirmationsforberedelse) i vinter og var

ude at tjene, og siden når der var gået et år ville han til søs. Skibe var alt hvad han tænkte

på. Ja, der ville nok blive stille og tomt i hjemmet nu. Men Lena vidste nok, at det var

noget, der fulgte med; når fuglene blev flyvefærdige, fløj de fra reden. Den plads som

Anna havde fået i Rønne skulle jo være meget lettere, og lønnen var alligevel næsten den

samme som på landet; men dog blev det ikke lige som hun havde tænkt sig. Anna havde

ikke været der en uge, før hun forstod, at her var nok at lave, for her skulle gøres rent i det

uendelige, og det fik aldrig ende. Herskabet, som hun nu skulle sige, var kun på to

personer; han var på et kontor og var sjældent hjemme undtagen om natten og mens han

fik mad. Her var nu heller ikke noget rart at være hjemme efter, for konen gik bare og

klynkede og klagede og talte om sine sygdomme fra morgen til aften. Lidt svagelig var

hun måske, og værre gjorde hun sig, der var næppe den sygdom skabt, uden at hun havde

den. Når Anna havde fået kogt morgenkaffe kunne hun begynde at gøre rent, og det

næsten hele dagen. Imens lå fruen på sofaen og hvilede sig eller sad og klimprede på

klaveret. Anna havde en god sangstemme og plejede også at gå og synge til sit arbejde,

men det gik vel ikke an her. En dag da hun sad i køkkenet og pudsede sølvtøj gav hun sig

alligevel til at nynne lidt småt og stemte snart i lidt højere. ”På blomstrende bakke sad

Hjalmar så tavs”. Så stak fruen hovedet ind ad døren og sagde:

Åh skån dog mine nerver og hold dog inde med det sentimentale vås, som ikke er til at udholde at

høre på”.

Anna tav med det samme, og prøvede aldrig siden på at synge mens hun var der. Godt

var det, at hun havde Marte at tale med om aftenerne, ellers var tiden blevet alt for lang.

Hun var også med til bal et par gange, men der var ikke meget sjovt ved det syntes hun.

Marte var kun sytten år, men havde alligevel nu i vinter fået sig en god ven; han var

murersvend og en glad og flot karl var han vist, der også mente det alvorligt med hende.

Men nu skulle Marte og han helst være sammen hver anden aften, og da følte Anna sig

som femte hjul til en vogn.

Nu gik det så mod foråret, og Anna gik og vidste ikke rigtig hvad hun skulle; hun syntes

jo ikke helt godt om at være her; men fruen ville jo gerne beholde hende, og det var også

så sært at flytte sådan hvert halve år.

Så var det en dag midt i marts, hun havde fri et par timer om eftermiddagen, det var fint

solskin, og så tog hun sig en spadseretur ud på landet. Her var det som om foråret allerede

var begyndt, lærkerne sang som om de var betalt for det, og stæren var allerede ude for at

søge sig en mage, og over engen fløj viben og råbte sit ”tyven” efter alle, som nærmede

sig. I skovkanten tittede allerede violerne og anemonerne frem. Anna stod stille og så og

lyttede til det, hun var næsten ved at få våde øjne, som om hun var i slægt med stær og og

lærke, for inde i hende selv var det jo også forår. Hun havde jo også sine pigedrømme, og

de endte altid med en god ven, som hun holdt meget af, og som også holdt af hende, og et

dejligt og pænt hjem med mange kreaturer af alle slags. Nej, på landet var det, at hun

hørte hjemme, og ikke bag fire vægge i byen, det havde hun først rigtigt forstået i dag.

Dagen efter sagde hun til fruen, at hun flyttede til Valborgdag (1. maj). Nu fik fruen det at

klynke over. Anna var dog den dygtigste pige hun havde haft, og hun havde haft mange i

sin tid. Nu skulle Anna så se at få sig en plads på landet igen. Hun kunne nemt få sig en

plads igen på Bolskerkanten; men det syntes hun alligevel ikke hun havde lyst til, hun

ville hellere et sted hen, hvor folk ikke havde kendt faderen. Hun studerede avisen for at

se efter plads og fandt også snart en, som hun syntes der kunne passe. Det var på den ene

Tingstedgård. Her var jo ikke så langt hjem til moderen, nu hun kunne cykle. Den første

frisøndag cyklede hun til Tingsted straks på formiddagen og nåede også frem, da klokken

var mellem ni og ti. Hun kunne straks se, at Jens Vest, som ejeren hed, måtte være en skidt

bonde, for bygningerne så meget forsømte ud, og vogne og redskaber lå og flød hulter til

bulter. I køkken og stue så der straks lidt bedre ud. Her var rent, selv om alt så gammelt

og simpelt ud. Da hun kom ind sad Jens Vest i de bare skjorteærmer, det så ud til at han

kun lige var kommet op. Han havde vist været en pæn mand i sin ungdom; men tiden og

brændevinsflasken havde nok pillet det pæne væk for længe siden. Han så helt rødblisset

ud, og næsen var blåsort. Anna sagde jo, at hun kom for at søge pladsen her. Jens svarede

straks:

Det er dog prægtigt, for vi trænger så skrækkelig hårdt til en tjenestepige. Den smule der

er at lave inde, kan mor sagtens overkomme, men der er jo så meget andet. Der skal

malkes og gives (fodres) kalve og alt sådan noget, og en anden en kan jo ikke mere end

slide, men hvad har du så tænkt dig at du skal have i løn.

Jeg har tænkt mig firs kroner når jeg skal være både udepige og indepige.

Ja, det er jo lige stift nok, det er jo kun dårlige tider for os bønder, men du ser jo ud til at

kunne bestille noget, så jeg må vel give det.

Ja, så skal jeg nok møde til Valborgdag, svarede Anna, og skulle til at rejse sig for at gå.

Men nu sagde madam Vest, om hun ikke ville have lidt at drikke. En kop kaffe, det kunne

hun nok trænge til efter sådan en tur, og Anna satte sig igen.

Nu gav Vest sig rigtig til at snakke, mens konen gik og lavede kaffen til.

Ja, det er dog grumme rart at få sådan en stor og ferm tjenestepige i sommer, for se, glade

og pæne piger har jeg altid godt kunnet lide, og så gav han sig til at skraldgrine så det

rungede i stuen. Anna ville ikke være med i den snak og spurgte:

Har I så ikke karl?

Jo, vist har vi det, men han skal du ikke tage dig af, for ham bliver du alligevel ikke

kæreste med.

Jeg har nu heller aldrig brugt at spille kæreste hverken med karlene eller bønderne hvor

jeg har tjent, svarede Anna lidt hvast.

Nå, nå, det var heller ikke sådan ment; men der skal jo laves lidt sjov mens pølsen koger.

Vi har jo gamle Anders gående, men det er jo sådan et skrog, som bare går og småpusler

lidt. Jeg må godt nok selv tage den hårde lod, og det kan jo knibe lidt nu, en begynder at

blive til års, en har kanske taget lidt for hårdt fat i sin ungdom.

Anna tænkte, at det var vist på brændevinsflasken at han havde taget lidt for hårdt fat, for

han så nu ikke meget forslæbt ud. Nu havde madammen kaffebordet dækket og de satte

sig til bords. Det var jo ikke noget fint kaffebord; men rent og pænt var det, og Anna

havde fået god appetit efter turen og tog godt for sig af retterne. Jens Vest kunne ikke

spise noget; men så drak han først en god slurk af kaffen, og så tog han en flaske ned fra

hjørneskabet og fyldte koppen, og nu smagte det ham.

Da Anna nu cyklede hjem til moderen, sad hun og var ved at fortryde, at hun havde fæstet

sig her på Tingsted, for der blev vist ikke rart her i sommer hos disse mennesker. Bonden

var en grov person og en vildbasse, det var nemt at se, og det var vist også en skidt bonde,

der hverken brød sig om at bestille noget eller drive gården så det lignede noget, men bare

holdt sig til brændevinsflasken. Hvad konen indeholdt var ikke så nemt at se, hun var jo

så alvorlig og sagtmodig og havde knap sagt ti ord i den tid Anna havde været der; men

måske det også kunne have sine grunde. Hun så dog slet ikke arrig ud, det så snarere ud

til, at hun gik og var noget tungsindig.Den gamle karl de havde var et skrog, havde

bonden sagt, så det tegnede ikke helt rart. Men Anna trøstede sig med, at hun var da ikke

fæstet her på livstid, og for en sommer måtte det vel kunne gå. Hvis bonden ville prøve at

være nærgående, skulle hun nok kunne tumle sådan en gammel fyldehund. Valborgdag

fik hun sin kommode kørt til Tingsted med en landslagter, og selv cyklede hun derop om

eftermiddagen. Det første hun så da hun nåede frem, var en karl der kom trækkende ned

til dammen med et par heste og skulle vande dem, det måtte vel være Anders. Hun måtte

stå stille og se på ham, for grimmere karl havde hun dog aldrig set. Han var så grim, at

han måtte kunne vises frem for penge, tænkte hun. Han var nok sine tre alen lang, godt og

vel, men tyndbenet og mager, lidt skrutrygget og med meget skrå skuldre, armene hængte

helt ned til knæene, og hænderne var store som skovle. Han havde fuldskæg, men det var

pjusket og stridt, og nogle steder var der slet intet. Håret så ikke ud til at være blevet

klippet det sidste halve år. Klæderne så ikke bedre ud end Anders selv, så lasede og

lappede var de. Træskoene han havde på, var så store, at en af dem godt kunne være

brugt som vugge til et et-års barn.

Anna hilste højt og tydeligt, da hun kom forbi, men Anders svarede ikke, han var nok ikke

vant til at tale med fremmede piger, sådan. Anna gik ind og madam Vest viste hende

hendes kammer, som lå ved siden af køkkemet. Her skiftede hun tøj og kom så tilbage, nu

var hun klar til at begynde på sit arbejde. Madam Vest sagde så, at manden var kørt til

byen, og han kom nok ikke hjem før det blev aften, men nu kunne hun hjælpe til her i

køkkenet til det blev malketid. Da Anna kom ud for at malke, så hun at her var kun otte

sølle køer og tre fire stykker ungokser, og langpelsede og magre var de alle, det så ikke ud

til, at de havde fået stort andet end halm hele vinteren. Hun hørte at Anders gik og

rumsterede inde på loen, så gik hun derind og spurgte, om han ville sige hende, hvilke

køer der malkede (kunne give mælk), og hvilke der var holdt op at give mælk.

Alle som står på den østre række malker, stammede han og vendte ryggen til.

Anna var ikke helt klar over hvad der var øst og vest her; men okserne kunne det jo ikke

være, så det måtte jo være dem, der stod på den anden side. Det passede også hvad

Anders havde sagt, de malkede alle, men det var ikke ret meget, og hun fik kun en god

junge mælk af dem alle seks. Det tog jo ikke lang tid med malkningen, og da hun kunne

høre Anders gå og pusle inde i hestestalden gik hun derind, hun ville dog prøve om hun

ikke kunne komme i snak med ham. Han stod oppe i båsen hos den ene hest og snakkede

med den.

Nå, nå, din tosse, jeg har ikke noget godt til dig i aften.

Har I kun to heste, spurgte Anna.

Anders skyndte sig ned og så helt oprevet ud, han havde jo slet ikke hørt hende komme.

Jo,jo, vi har godt nok tre, men Jens har den unge for til byen.

Jeg synes de er så langpelsede og magre, hvordan kan det være?

Det er ikke min skyld, svarede Anders lidt hvast. Jeg må jo ikke få nogen kærner til dem,

der er ikke mere på loftet end lige til udsæd, resten har Jens solgt.

Ja, men når hestene ingen kærner får, kan de jo heller ikke magte at bestille noget, det er

vel så derfor I er så bagefter med dyrkningen, andre har jo nu næsten sået, men her er vel

næppe det halve sået endnu.

Ja, ja, det passer nok, svarede Anders.

Men har det altid været sådan?

Åh, det bliver jo længere jo værre, det er Jens, der er et skarn, nemlig.

Anna syntes at det var lidet rigtigt at tale sådan om sin husbond og gav sig til at tale om

noget andet.

Hvad hedder hestene, spurgte hun.

Den blakkede hedder Gjezla og er født her på gården og er lige toogtyve år, den

sodfarvede der hedder Mosla og er et købt øg, som der ikke er alder på, og så er der den

unge, som Jens har for, han hedder Rys og er kun femten år.

Hvad tid står I op om morgenen, spurgte Anna.

Jeg står op når jeg vågner, men Jens ligger til midt på formiddagen.

Har du intet ur?

Nej.

Jamen kan du så vide hvornår det er madtid?

Åh jo, det skal jeg nok mærke på mig selv, og nu kan jeg mærke, at det er aftensmadstid,

og så stavrede Jens ind.

Her stod aftensmaden også på bordet, og Anders tog sine fem spegesild og en hel skål

søbe; men han lod maden lukke munden og sagde ikke et ord mens han var i stuen. Da

Anna var færdig med aftensmaden gik hun en tur rundt om gården, da hun kom til haven

gik hun derind. Haven var stor, og det var let at se, at det engang for mange år siden

havde været en både god og pæn have. Nu var gangene næsten helt tilgroede, og i

blomsterbedene havde vild kørvel, og nælder og malurt næsten helt taget kommandoen.

En enkelt krokus og påskelilje stod og strakte hals for at få en mundfuld solskin, de andre

mere sarte blomster var nok helt afdankede. Der var flere frugttræer som var næsten helt

ødelagte af kræft, og frugtbuskene lignede næsten et helt vildnis. Anna blev næsten helt

trist ved at gå og se på hvordan det hele var blevet forsømt, selv om det ikke kom hende

ved. Hvis hun fik tid til det skulle hun alligevel se om hun ikke kunne få sat lidt skik på

det; men det ville blive et stort arbejde. Vest var jo kørt til byen inden middag, men

alligevel blev det midt på natten inden han kom hjem. Dagen efter lå han til midt på

formiddagen, og da han kom op var han skrækkelig sur og vranten; han havde så urimelig

meget han skulle have bestilt i dag, at han ikke kunne overkomme det hele, og Anders

bestilte jo ingenting, når han ikke var der. Konen svarede ikke et ord, men lod ham bare gå

der og skabe sig. Så for han ud i marken for at se, hvad Anders havde bestilt, men kom

snart farende hjem igen. Han var da blevet så tørstig af den tur, nu måtte han have sig en

slurk at drikke og en bitter. Så galede han på Anna, hun skulle komme og hjælpe ham; han

skulle have en vogn trukket frem fra vognskjulet, og to-tre tønder korn læsset; han skulle

skynde sig ned og så korn, Anders havde alt parat. Det blev dog middag inden Vest havde

fået kornet på vognen, så skulle de have middagsmad, og så en lille middagssøvn, og så

blev klokken næsten tre før Vest kom i gang med at så. Klokken fem var Anna nede med

aftensmaden til ham; men klokken syv kom han hjem, nu havde han fået halvdelen sået;

men nu kunne han godt nok ikke magte at slide mere i dag, så måtte resten vente til i

morgen. Sådan gik det næsten hver dag, og Anna så snart, at det var Anders der måtte

passe det meste, og Vest bare løb og galede og teede sig. Madam Vest lignede slet ikke sin

mand, stille og roligt passede hun sit arbejde og talte ikke mere end nødvendigt; men

Anna kunne alligevel så godt lide hende, hun var vist et godt rettænkende menneske, og

det var nok modgangen der havde gjort hende så stille. En dag mødte Anna posten i

gården; han gav hende så avisen og et brev som var adresseret til madam Vest. Anna gik

ind med det, og madam Vest kom imod hende i døren.

Er der brev til mig?

Ja, og Anna rakte hende brevet og så lidt forbavset på hende, hun så jo glad ud og smilede

over hele ansigtet.

Det er fra Paul, sa hun.

Paul, hvem er det? Spurgte Anna.

Ved du da ikke det, det er jo min dreng.

Nej, det har jeg aldrig hørt noget om, jeg troede slet ikke at I havde børn, hvor gammel er

han.

Han er fireogtyve år, og nu er det seks år siden han rejste, og du kan tro det er en pæn og

flot dreng; han ligner slet ikke sin far.

Anna så forbavset på madam Vest, så meget havde hun jo ikke talt tidligere på den hele

uge, Anna havde været der. Hun var ved at skulle have spurgt om hvorfor han ikke blev

hjemme og hjalp sin far og mor, men besindede sig, der var måske ting som madam Vest

ikke brød sig om at fortælle til hvem som helst.

Anna havde nu været her en måned, og alt var gået helt godt, og hun var slet ikke ked af

at være her. Arbejdet var ikke mere end at hun nemt kunne overkomme det, og madam

Vest var altid mild og god imod hende. Værre var det med bonden, han var jo plump og

fæl i sin tale, og især når han var fuld, og det var han næsten hver dag, og en enkelt gang

havde han også prøvet at være lidt nærgående; men Anna var ikke bange for ham og

havde svaret ham studst og bestemt, at han kunne bare passe sit arbejde og lade hende

være. Nu var det så en aften først i juni. Anna var blevet færdig med at malke, men der

var en ko, der havde kælvet dagen før, og nu skulle hun se at få kalven til at drikke; den

stod i et lille aflukke i kostalden. Hun tog en kalvebøtte næsten fuld af råmælk og gik hen

til den; men den var uvillig og ville bare blive ved at patte på hendes fingre; bedst som

hun stod og sloges med den kom Jens listende og greb hende om livet. Hun snoede sig

rask fra ham.

Kan I nære jer og lade mig være, sagde hun bestemt.

Nå, nå, min pige, du skal ikke være så prikken, du er da vel ikke for fin at røre ved.

Anna stod i en krog og kunne ikke komme forbi ham.

Flyt jer, jeg skal ind.

Åh, det haster vel ikke så meget, jeg må vel kæle lidt med jer.

Men Anna hævede kalvebøtten med råmælken.

Kommer I nærmere, får I det her i synet.

Nå, nå, du skal ikke være så sur.

Og Vest bredte armene ud for at omfavne hende. Men Anna var hurtig og kastede

råmælken lige i ansigtet på ham. Han havde nok også fået munden fuld og spyttede og

hostede; han gik så et par skridt baglæns, men gled og satte sig med et plask midt i

grebningen (den rende, hvor komøget samles). Anna løb nu forbi ham og hen på bagrummet,

her kunne hun hurtigt komme ud, hvis Vest skulle komme igen. Anders havde stået inde i

hestestalden og hørt det, og nu kom han sjokkende.

Hvad, hvad, sidder I her for?

Nu havde Vest ligegodt fået sit mæle igen og gav sig til at gale og skælde. Sådan en sæk,

hun skulle godt nok få noget andet at vide.

Kom nu bare op med dig, sagde Anders og tog et tag i skulderen på ham.

Vest kom nu på benene; men sikken han så ud. Råmælken drev ned ad ham fortil, og

bagtil var han helt oversmurt med kopis og møg. Anders gik sindigt hen og tog en

halmvisk og gav sig til at tørre det værste møg af ham.

Nu er det bedst at I går ind og får laserne af og kryber i seng, mumlede han.

Vest luskede nu af. Anna kom så listende ned til Anders. Da han fik øje på hende,

begyndte det at trække i ansigtet på ham, og så gav han sig til at le, så det buldrede i

stalden. Anna blev stående og så på ham; hun havde aldrig set Anders le før.

Ja, men det er da ikke noget at le af Anders, hvad skal jeg nu? sagde hun til sidst.

Bare slå ham i hovedet med kalvebøtten, det har han godt af, og Anders gav sig igen til at

le og lavede et ansigt, så Anna også var ved at komme til at le ved at se på ham.

Nej, Anders, det går nok ikke, måske jeg kommer til at flyte.

Nu blev Anders alvorlig.

Nej, Anna, det må du nu ikke, madammen kan jo så godt lide dig og kan ikke undvære

dig.

Ja, men når bonden ikke kan nære sig og lade mig være, hvad så? det er jo ikke sikkert, at

jeg altid har en kalvebøtte fuld af råmælk tilovers når han kommer.

Åh, det går nok, min pige, han nærer sig nok herefter, og du har også gode kræfter og kan

forsvare dig, og er jeg i nærheden skal du bare råbe, jeg kan trods alt tumle skarnet.

Hermed traskede Anders ind til sine heste igen, og Anna hørte, at han fortalte til Gjezla, at

han havde tørret bonden med en halmvisk ligesom han gjorde ved hende, når hun havde

rakket sig til. Anna blev gående ude en times tid, så listede hun ind i stuen. Her sad

madam Vest på sin vante plads ved vinduet med sin strikkestrømpe, og inde fra

sovekammeret kunne de høre Vest snorke. Anna gik hen og satte sig ved siden af madam

Vest.

Er I vred på mig? hviskede hun.

Nej, det er jeg da ikke, svarede hun mildt, det er da heller ikke dig der har gjort noget galt.

Nå, det var dog voldsomt sådan at smide en hel kalvebøtte fuld af råmælk i ansigtet på

ham, jeg kunne nok have forsvaret mig på en pænere måde; men jeg blev jo så hidsig,

nemlig.

Nå, ja, det kunne du måske, men nu snakker vi ikke mere om det.

De tav lidt, så begyndte Anna igen.

Men måske er det alligevel bedst, at jeg flytter. Vest vil vel heller ikke gerne beholde mig,

efter hvad der er sket i aften.

Madam Vest tog hendes hånd.

Nej, Anna. Prøv alligevel at blive, jeg vil savne dig meget, hvis du flytter, det er jo ikke

bare fordi du letter mig for meget arbejde, men også fordi at jeg nu har nogen at tale med.

Anders er god nok, men han er alligevel lidt af et skrog.

Ja, så vil jeg alligevel prøve at blive her. Jeg har også hele tiden så godt kunnet lide jer, jeg

synes I ligner min egen mor, og I har vist også fået verden at føle på næsten samme måde

som hun har.

Ja, du har ret, Anna, jeg har fået verden at føle; men sæt dig nu her, så skal jeg fortælle dig

om mit liv, så vil du forstå hvorfor jeg er blevet så stille og sagtmodig, for det var jeg ikke i

ungdommen, må du tro.

Anna satte sig, og så gav madam Vest sig til at fortælle.

Jeg er jo født her på gården. Min far var sendemand og meget agtet af alle. Gården drev

han han så den var en af de bedste der var i hele sognet, og lagde jo også penge op. Jeg var

jo enebarn og blev vel også lidt forkælet og fik altid min vilje. Da jeg blev voksen var jeg

en af de kønneste piger i sognet, derfor var det ikke så underligt, at alle bondekarlene så

mildt til mig, og jeg kunne have fået næsten hvem jeg ville have til mand; men der var

alligevel ingen af dem jeg kom til at synes om. Så var det at Jens kom til at tjene her hos

vores nærmeste nabo på østre Tingstedgård. Jens var en udbyggerdreng nordfra, og en

ferm og dygtig karl var han, det sagde i det mindste alle pigerne. Når han kom til bal eller

gilde var han den første både på balsalen og ved drikkebordet. Bonden han tjente hos,

roste ham jo ikke så meget, han ville helst smyge sig uden om sliddet, når han kunne se sit

snit. Det kunne jo ikke undgås, at vi ret ofte traf sammen, og det varede heller ikke længe

førend jeg kom til at holde af ham. Hvad han tænkte om mig vil jeg helst tie stille med, her

var det nok mere gården end pigen der trak. Så blev vi forlovet. Mine forældre var jo

meget imod det, det var ikke det, at han intet ejede, der gjorde det; men de kunne nok se,

at han var en skidt fyr på alle måder. Jeg kunne ikke se nogen fejl ved ham dengang og

mente, at bare vi blev gift ville alt blive godt. Til sidst måtte jo far og mor give efter, og vi

blev gift, og Jens fik gården her gældfri, mens far og mor flyttede til byen. De første to-tre

år gik det også så det kunne slæbe af, jeg havde også fået Paul og var jo så glad ved min

dreng, som en mor kan være. Jens havde indtil nu næsten holdt sig hjemme, selv om han

ikke bestilte stort, og han havde heller ikke drukket mere end hvad rimeligt var; men nu

tog han fat med at ture rundt og drikke og svire. Han havde også stiftet ikke så lidt gæld;

men så døde min far og min mor, og så fik han også deres penge at solde op. Jeg prøvede

jo at snakke for ham og gjorde hvad jeg kunne for at holde ham til hjemmet; men det

nyttede intet, han bare turede rundt og morede sig. Da vi havde været gift i fem-seks år,

opdagede jeg også, at han holdt kærester uden om, ja selv her hjemme på gården

skammede han sig ikke for at pleje omgang med tjenestepigerne. Så en dag sagde jeg til

ham, at nu ville jeg ikke finde mig i dette længere, nu ville jeg skilles. Han bare lo ad mig,

og sagde så, at det var noget, han bestemte; men ville jeg skilles kunne jeg bare gå, men

han beholdt både gården og drengen, og det havde han ret til, når det var mig der

forlangte skilsmisse. At han beholdt gården kunne jeg nok finde mig i; men Paul, ham

skilte jeg mig aldrig fra, det var jo det eneste jeg havde at leve for, og så måtte jeg give

efter. Jens blev bare ved at more sig, og Anders og jeg fik så passet det derhjemme som vi

bedst kunne. Paul kunne jo også snart hjælpe os, og han var en prægtig dreng. I skolen var

han den dygtigste, og hjemme tog han også godt fat. Han forstod også snart hvad faderen

var for en, og holdt sig til Anders, som altid var så god imod ham. Så blev Paul

konfirmeret, og begyndte at komme sammen med andre unge mennesker; men det blev

dog ikke til meget. Det kan være galt nok, når forældre skal skamme sig over deres børn;

men det er næsten værre, når børnene skal skamme sig over deres forældre, og det var jo

det Paul måtte. Her havde tjent en pige et års tid, hun måtte så herfra fordi hun skulle

have en lille, og Jens måtte nok punge godt ud for at hun skulle tie med hvem der var

faderen. Men det kunne ikke undgås, at Paul fik sådan noget at høre. Da Paul var sekstensytten

år begyndte han at tale om, at han ville rejse væk; han ville ikke gå herhjemme til

offentlig spe og spot. Jeg var enig; men før han var atten år bestemte han jo ikke selv, men

aldrig så snart var han fyldt de atten, tog han plads ude uden at tale med faderen om det.

Det var jo tungt for mig, at han rejste, men jeg forstod jo, at det var til hans eget bedste,

herhjemme hos faderen var der intet godt at lære. Nu er det seks år siden, at han rejste, og

han har kun været hjemme en gang, og det var bare i to dage, mens han havde orlov i

tjenesten; men jeg har jo fået brev fra ham næsten hver uge siden, og når jeg synes, at alt

ser så sort ud tager jeg Pauls breve frem og læser dem, og så letter det. Men nu skal du

alligevel få at se hvordan han ser ud.

Madam Vest gik hen til kommodeskuffen og tog et stort fotografi frem og rakte hende det,

det var en gardist i sin fineste mundering. Anna sad længe og så på det.

Ja, han er pæn, og han ligner Dem.

Ja, han ligner også sin bedstefar, og det både i skind og sind, og derfor vil det nok også gå

ham godt, selv om det ikke bliver her på bedstefars gård, han får sit virke, for nu har Jens

nok snart sat det hele over styr, og det varer vel ikke længe, at vi kan få lov at blive boende

her.

Så tog hun fotografiet og lagde det ned i kommodeskuffen igen.

Sig mig, hvad er Anders for en, og hvor længe har han været her? spurgte Anna.

Ja, nu skal jeg fortælle dig hans historie, så vil du forstå, at han har heller ikke haft det for

godt i sine dage. Anders er født i fattighuset, nogen far har han aldrig kendt; men hans

mor var en skrækkelig kælling, der drak meget, og Anders fik nok mere prygl end mad i

sin barndom. Da han var syv-otte år, tog sognerådet og fæstede ham ud som vogterdreng,

og så gik han i lyngen og vogtede får næsten til han blev voksen. Folk regnede ham for et

skrog, der ikke kunne andet, nogen skolegang var der nok ikke meget af, og Anders fik

aldrig lært så meget at han kunne læse, eller så meget som skrive sit navn. Da han skulle

til konfirmationsforberedelse blev han vist bort to gange. Præsten forlangte jo, at han

skulle kunne budene og trosartiklerne og fadervor, nemlig, og det varede længe før

Anders fik så meget lært. Han var seksten-sytten år, da han blev konfirmeret, og næsten

en voksen karl, og næsten et hoved højere end præsten. Nu skulle han så til at være karl;

men det blev mest til noget skidt. Kræfter havde han nok af; men han forstod bare ikke at

bruge dem; lige så snart han fik fat i en le brækkede han bommen, og der var ikke et

riveskaft, der kunne holde, når Anders skulle rive sammen. Han var altid god til

kreaturerne; men alligevel kunne han ikke følge heste, for holde en plov så det lignede

noget, kunne han jo ikke. Der var nok heller ikke nogen der gjorde sig den umage at lære

ham noget; men alle lo de bare af ham og lavede kommers med ham. Da han var atten år

havde han nok allerede haft en halv snes pladser, og nu var der ingen der ville have ham

længere. Sognerådet vidste dårligt hvad de skulle gøre med ham, det var jo næsten for

galt, at sådan en stor, stærk karl skulle gå på sognet (have understøttelse af sognekommunen).

Far tilbød så, at han ville tage ham for føden og klæderne, og kunne han være tjent med

ham, ville han også give ham løn. Far forstod at tage Anders på den rette måde og lærte

ham snart at holde plov og meje og alt sådan noget, og Anders blev snart en lige så dygtig

bondekarl som andre. Han kom også snart til at holde af hjemmet her og af os alle, vi var

jo de første, der havde været gode imod ham og behandlet ham som et menneske. Far gav

ham også en rimelig karleløn, og så sagde han til ham, at den halve løn skulle gå til klæder

og resten skulle han sætte i sparekassen, så han kunne have lidt at leve af når han blev

gammel og skrøbelig, for ellers kom han i fattighuset. Ordet fattighus er det værste

Anders ved, og derfor har han også altid passet på at få den halve løn i sparekassen. Han

har jo også fået løn næsten som andre karle, så han har nok så meget nu, at han kan klare

sig selv resten af sine dage. Da Jens fik gården her, blev Anders også her. Far havde jo ikke

nogen god tro om Jens, han havde derfor sagt til Anders om han ikke ville blive her og

hjælpe mig hvis Jens blev for ond. Det lovede Anders nok, men der har kun været en

gang, hvor der har været brug for hans hjælp; men da gjorde han det også så grundigt, at

Jens aldrig har glemt det siden.

Det var da Paul var tolv-tretten år. Jens var kørt til byen om formiddagen, og kom hjem

igen i skumringen, halvfuld var han, og meget ondskabsfuld. Jeg havde jo gemt

middagsmaden til ham, som jeg nu varmede og satte frem til ham; men maden var jo ikke

god nok; han skældte og regerede, sådan noget hundeæde skulle jeg ikke byde ham. Paul

som stod og hørte det, kunne ikke dy sig, men svarede:

Men vi har jo fået samme slags mad far, så må den også kunne være god nok til dig.

Nu blev Jens fuldstændig rasende; han greb sin spanskrørsstok og gav sig til at slå løs på

Paul, sådan en snothvalp skulle ikke prøve på at være storsnudet overfor sin far. Det

syntes jeg lige godt var for meget, og jeg sagde, at han skulle lade Paul være, han havde

intet ondt gjort; men Jens var så rasende at han ikke tog sig af det og galede, at jeg trængte

vist til samme omgang. Jeg slap dog snart fra fra ham, og Paul og jeg løb ud i gården;

mens Jens kom efter med stokken. Så råbte jeg på Anders så højt jeg kunne. Anders kon

snart i grisegalop nede fra hestestalden.

Hvad, hvad er her på færde?

Det rager ikke dig, pas du dit arbejde, galede Jens.

Du, du skal ikke prøve at slå Paul eller madammen, ellers skal jeg, og Anders knyttede sin

store næve mod Jens.

Hvad siger du, din fattighusknægt, nu skal jeg vise dig hvem der er mand på gården, og

Jens langede ud efter Anders med sin stok.

Men Anders var alligevel adræt, og bøjede sig til side, så Jens fik ikke ram på ham, så

sprang han ind på Jens og greb ham livet og klemte til. Jens var godt vant til at slås, og

kræfter havde han også; men denne måde at slås på havde han aldrig prøvet før. Anders

klemte så fast, at han ikke kunne få armene fri, så prøvede han at spænde ben for ham,

men Anders stod fast på sine skæve haser og klemte jo længer jo hårdere. Jens var ved helt

at tabe vejret, så tumlede han bagover med Anders oven på sig. Nu greb Anders ham i

kraven med den ene hånd og holdt og holdt ham nede, og så greb han stokken og

begyndte at slå. Han slog præcis som når han tærskede med plejl, langsomt men hårdt.

Jens galede og bandede og sparkede og kradsede; men Anders blev bare ved at slå. Jens

kom til at se Anders i øjnene, og nu blev han bange for alvor, de var helt vilde og skinnede

rødt som på en arrig tyr.

Hjælp, hjælp mig Marie, råbte han så.

Så gik jeg hen og tog Anders i armen.

Hold nu op Anders, nu kan det være nok.

Anders holdt straks op og rejste sig, og Jens kom også på benene.

Så kan du måske nære dig; men prøver du at slå Paul eller madammen oftere, slår jeg dig

ihjel, sagde Anders og traskede ned til hestestalden igen.

Jens måtte næsten holde sengen et par dage efter den omgang. Ligestraks lå han og galede

om alt det onde der skulle times Anders, når han kom op; han skulle melde ham, og så

ville Anders komme i Kachotten, ja måske i tugthuset, der var hårde straffe for at slå på

sin husbond. Da den værste svie havde fortaget sig kom Jens dog på andre tanker, det var

måske alligevel bedst at lade være med at melde Anders. Så ville jo alle folk få det at vide

og alle ville grine og godte sig over, at han, som var så skrap en karl, var blevet

gennempryglet af sådan et skrog som Anders. Og så var der jo også det, at selv om Anders

blev straffet, ville han dog slippe ud igen, og så ville han nok komme tilbage til denne egn

igen, og så var det ikke godt at vide, hvad han kunne hitte på. Jens er en stor kryster, og de

øjne Anders havde sendt ham, havde gjort ham bange. Men den omgang Jens havde fået,

havde alligevel hjulpet så meget, at han aldrig har rørt hverken mig eller Paul siden.

Nu har du så hørt min og Anders historie; men nu er det også høj sengetid. Klokken er

gået til elleve.

Anna lå længe og tænkte over det hun havde hørt i aften, og da hun faldt i søvn drømte

hun, at der kom en fin gardist og ville hjælpe hende med at give spædekalven råmælk.

Dagen efter da Anna mødte Vest gik han bare og ludede og så en anden vej og talte heller

ikke et ord til hende hele dagen; Men han prøvede heller aldrig at røre hende oftere. Anna

gik nu i roerne hver dag, der var kun et par tønder land, så det kunne hun nok ordne. Om

aftenen tog tog hun gerne en time i haven, det var der ingen der havde bedt hende om;

men hun syntes at det var en skam, at sådan en pæn have fuldstændig skulle ligge og gro

til. Vest var begyndt at lade arbejdet ligge i sommer, det var maven det var galt med; han

kunne ikke tåle maden og gik og brækkede sig næsten hver dag. I kløverhøsten ville han

dog hjælpe til; men det blev ikke rigtig til noget; han måtte gå hjem og lægge sig. Madam

Vest havde flere gange sagt til ham, at han skulle søge doktor; men han sagde nej, han

vidste bedst selv hvad der kunne kurere en gal mave. Så bryggede han sig en rigtig kras

malurtbitter sammen, og tog så en stor bitter tre-fire gange om dagen. Det lod dog ikke til

at denne mikstur ville hjælpe, og han måtte så for det meste holde sengen. En dag, uden at

Vest vidste det, gik madam Vest hen til en nabo og spurgte om han ville hente doktoren,

og det gjorde han. Da doktoren havde undersøgt ham, sagde han, at nu skulle Vest få lidt

medicin, og så skulle han holde diæt, bare havresuppe og mælk og æg, og ikke en dråbe

spiritus af nogen slags, hvad han fejlede talte doktoren slet ikke om. Det holdt hårdt at få

Vest til at leve på den måde, som doktoren havde sagt han skulle, og madam Vest måtte

næsten både true og lokke for at få ham til at tage maden, som hun havde lavet. En snaps

til maden kunne vel ikke skade, sagde han; men madam Vest sagde nej, og skjulte

brændevinsflasken. En eftermiddag hun var ude i marken med aftensmaden til Anders og

Anna, var Vest stået op og havde fundet frem til brændevinsflasken, og han havde ikke

nøjedes med en snaps; men havde næsten tømt flasken. Om natten blev han så syg at han

lå og skreg og råbte, og så forstod han, at det var alvorligt med hans sygdom, og så var

han mere medgørlig. En uge efter kom doktoren igen, han sagde ikke meget, men gav

dem nogle dråber, som han skulle have hvis han fik for ondt. Madam Vest fulgte doktoren

ud, og så sagde han, at det var nok bedst om hun fik manden på sygehuset, for dette var

noget alvorligt og ville også blive langvarigt; men madam Vest sagde nej, hun ville selv

passe sin mand, hun havde også en stor dygtig tjenestepige som kunne hjælpe hende, men

hvad er det så han fejler, spurgte hun. Doktoren lod som han ikke hørte det.

Er det kræften?

Jeg er bange for det, svarede han og steg på vognen.

Det blev en streng tid for madam Vest og Anna nu i to-tre måneder. De var godt klar over,

at Vest aldrig kom op mere, det gjaldt bare om at lindre pinen for ham så godt som muligt,

og det gjorde de også. Han var ikke god at komme til rette med, især i begyndelsen, men

efter som tiden gik, og han blev mere mat, lå han mest stille hen, Der skulle jo våges, og

Anna tilbød, at hun tog den halve nat, og det gjorde hun så, men passede alligevel sit

arbejde ude om dagen, her var jo også meget der skulle gøres. Det var en aften sidst i

oktober at Vest så, at madam Vest og Anna sad i dagligstuen, så siger Anna:

Har I ikke skrevet til jeres dreng om at komme hjem? Det er jo ikke godt at vide, hvor

længe det varer med Vest.

Jo, jeg skriver til Paul hver uge om hvordan det går, og nu er der jo bare en uge tilbage til

skiftedag, og så kommer han hjem og bliver hjemme.

Ja, når nu bare Vest må klare sig så længe, svarede Anna.

Det gjorde han imidlertid. Det var dagen efter flyttedag og Anna var nede i kostalden, så

så hun at der kom en høj, pæn karl cyklende, han satte cyklen fra sig i porten og skyndte

sig ind gennem køkkendøren. Lidt efter kom Anders farende ind til hende; han var så glad

at han lo over hele ansigtet.

Har du set ham?

Hvem mener du?

Paul mener jeg, Paul er kommet hjem, og bliver hjemme, nu skal alt nok blive godt.

Ja mon dog? her er meget at rette førend alt bliver godt.

Jo, Paul skal nok få sat skik på gården; han ligner sin bedstefar. Jeg har jo kendt ham siden

han blev født. Jeg husker, at da han var to-tre år, tog jeg ham på armen og bar ham ned til

følbåsen, for at han skulle se føllet som var kommet om natten, og det var Gjezla, som nu

snart er udlevet. Jo, jeg siger dig, her skal nok blive godt at være, nu Paul er kommet hjem.

Anna så forbavset på ham. Var det Anders som ellers knap sagde ti ord på en uge, og i

dag gik munden på ham, som var den smurt, og han sprang rundt i stalden som en

snurretop og var glad som et barn juleaften. Da Anna kom ind i køkkenet kom Paul derud

og hilste på hende.

Det er Anna, kan jeg tænke, jeg kender dig næsten, for mor har skrevet så meget om dig

og om hvor stor en hjælp du har været for hende i disse drøje tider, og det vil jeg også sige

dig tak for.

Så tog han hendes hånd og gav den et fast tryk. Anna blev helt rød i hovedet og vidste

ikke hvad hun skulle svare. Paul gik ind igen; Men Anna tænkte: Ja, madam Vest havde

sandelig ret, det var dog en pæn dreng, og øjnene de lignede præcis moderens, alvorlige

og dog milde. Måske det alligevel ville komme til at passe hvad Anders havde sagt at nu

ville her blive godt for dem alle, for nu var Paul kommet hjem.

Om aftenen sagde Paul, at nu skulle både mor og Anna gå til sengs, for i nat var det hans

tur til at våge, og han skulle nok kalde på mor, hvis der skete noget med far. Om

morgenen, da Anna kom ind i køkkenet kom madam Vest derud og sagde, at nu var Jens

død, og så trillede tårerne ned ad kinderne på hende. Anna tænkte, at det var godt nok

underligt. Jens havde været et skarn imod hende næsten lige fra de blev gift, og dog

sørgede hun nu han var død; men det havde jo været nøjagtig det samme med hendes

egen mor da faderen døde; men det måtte vel komme sig af, at det gode huskes, mens det

onde glemmes. En uge efter blev Jens begravet, men det var ikke noget stort gravøl. Det

var der hverken grund til eller råd til, var madam Vest og Paul enige om. Der var to-tre af

de nærmeste naboer og et par brødre og svogre oppe nordfra, det var alt. Nu skulle der

bestilles noget, og her var nok at tage fat på. Anders havde godt nok fået vintersæden sået;

men det var også alt, der var hverken en roe oppe eller en fure efterårspløjet eller tærsket.

Men Paul var en karl der kunne og ville bestille noget, og Anna var heller ikke bange for at

tage fat på udearbejde, så det skulle nok gå. Anders skulle bare blive hjemme og passe

kreaturerne, Paul ville selv gå med hestene. Det syntes Anders også om, her var han på sin

plads; han var oppe længe før dag og gik der og knoklede til sen aften, og kreaturerne blev

passet som var de spædbørn. Paul havde også købt gården, og nu skulle han vise hvad

han duede til. Han havde godt mod, og det skulle der også til, hvis han skulle få skik på

det, så forhutlet og forfaldent som alt var, både jord og bygninger og besætning. Han

havde været på højskole, og tjent på gode veldrevne gårde og lært meget; men han havde

dog ikke lært, hvordan han skulle få gang i en forfalden gård, når han ingen penge havde.

Han havde godt nok sparet sig et tusind kroner sammen, godt og vel; men udgifterne var

meget store og indtægterne meget beherskede. Straks efter at Jens Vest var blevet begravet

begyndte opkrævningerne at strømme ind, og Paul betalte til sidste øre.

Fjorten dage før jul var de dog færdige med udearbejdet, og så kom der en rolig tid. Anna

havde altid syntes, at vinteren var så lang og kedelig, især de lange aftener; men i år var

det lige modsat. Når de var blevet færdige med aftensmåltidet satte Anders sig til at snue,

og det blev han ved med til klokken gik til ni, så vågnede han, for nu skulle hestene have

natfoder og det betroede han ikke Paul, og nu var det også sengetid for Anders. Madam

Vest og Anna havde travlt med deres håndarbejde; men Paul tog en bog og læste højt for

dem, og så talte de om det som han havde læst. Paul havde selv anskaffet sig ikke så få

bøger, og andre lånte han på skolen. Så fortalte Paul om livet hjemmefra, hvor han havde

været og især om højskoleopholdet. Det halve år han havde været der, havde lige godt

været hans bedste tid, og det han havde lært her, ville han aldrig glemme. Så tog han sin

højskolesangbog frem, han havde en god sangstemme, og det samme havde Anna, og så

sang de de gode højskolesange, som Anna snart fik lært og kom til at holde af. Ja, sådan en

aften var dog bare en kort stund, syntes Anna. Det skete jo, at Paul tog en tur bort om

aftenen; han gik hen til østre Tingsted. Her var to børn, som Paul jo havde været

legekammerat med som barn. Laurids var den ældste og skulle snart giftes og have gården

derhjemme. Så var der Berta som nu var toogtyve år; hun havde ingen kæreste endnu;

men hun havde vist let ved at få sig en, for hun var en sød og pæn pige, og en dygtig pige

var hun vist også, selv om hun var lidt fjantet og forkælet. Så var der jo også det, at på

østre Tingsted var der rigdom. Men de aftener hvor Paul var derhenne kunne være lange

nok syntes Anna.

Til jul fik Anna fri i to dage for at tage hjem og besøge sin mor. Det var jo meget hyggeligt,

for moderen havde det godt. Karl var hjemme i to-tre måneder i vinter. Han havde været

ude at sejle med en lille skude i sommer, og når det blev hen ad foråret skulle han på

langfart med en skonnert, og han forventede at det skulle blive grumme rart. Marte kom

også hjem på besøg og havde sin murersvend med sig. Lena var jo så glad over at få alle

sine børn hjem på en gang, og Anna var også glad ved at være sammen med mor og

søskende; men den anden dag var hun alligevel ved at længes tilbage til Tingsted.

En aften, da Paul sidder og fortæller om livet på højskolen, siger Anna:

Ja, jeg kan godt forstå, at en ung mand, som vil udrette noget i verden, kan have stor gavn

af sådan et højskoleophold; men tjenestepiger som mig, når vi bare kan læse og skrive og

regne til husbehov, og så at vi kan lave mad og holde hjemmet pænt, trænger vi vel ikke til

at lære stort mere.

Jo, Anna, der er meget endda at lære, og vi lærte jo også andet end at skrive og regne på

højskolen. Du husker nok den sang vi sang forleden dag, der stod jo disse linier:

Oplysning være skal vor lyst, er det så kun om sivet; men først og sidst med folkerøst oplysningen

om livet”. Det er jo netop det store vi lærte på højskolen om hvordan livet skal leves for at

blive til gavn og velsignelse.

Anna sad lidt og grundede.

Ja, når det er sådan, som du siger, må jeg vel give dig ret for den lære trænger vi alle til;

men på højskolen kommer der jo mest bønderbørn, det er vist kun en enkelt af

udbyggerbørnene og tjenestefolkene, der kommer der.

Ja, det er jo sådan, men det er helt forkert, de trænger vel næsten mere til at komme på

højskole end bønderbørnene, som har fået bedre skolegang hjemme. Men i morgen aften

skal der være møde på højskolen her, og jeg har aftalt med Laurids og Berta, at vi skal

følges ad derud. Vil du ikke også følge med, Anna?

Ja, det kunne måske være rart nok, men ja, jeg ved knap nok, det er vel bare fine folk, der

kommer.

Nej på højskolen er der ikke noget der hedder fine folk og simple folk, her er alle lige, og

forresten er du, Anna, vist lige så fin som de fleste der kommer der og lidt til. Og Paul

sendte hende et par øjne, så hun blev helt rød i hovedet.

Ja, så vil jeg gerne gå med, svarede Anna.

Dagen efter skyndte de sig at få malket, og Anna pyntede sig med den nye kjole og kåben,

som hun havde købt for sin sommerløn. Tøjet klædte hende, og hun syntes selv, at hun tog

sig helt godt ud, og da hun kom ind i stuen med stadsen på, kunne hun se på Paul, at han

syntes det samme.

Denne tur blev en hel oplevelse for Anna. Bare spadsereturen gennem skoven! Der var et

tyndt lag sne, og nu var det let frost og fuldmåne og stjerneklart; hvor var her dog pænt og

så stille og lydt som i en kirke. Paul havde taget Anna under armen; men Berta var ikke til

sinds at lade ham slippe på denne måde; hun tog ham under den anden arm; og så blev

det Laurids, der blev enkemand, og det havde han heller ikke noget imod, for så kunne

han gå med begge hænderne i bukselommerne. Anna sad og lyttede til foredraget og

sangene, og hun syntes, at det var så godt og sandt alt hvad der blev sagt, dette var jo også

noget nyt for hende. På hjemturen gik knevveren uafladeligt på Berta; hun fortalte om,

hvem der havde været til stede, og hvad de havde haft på. Hvad foredragsholderen havde

sagt havde hun nok ikke lagt meget mærke til.

Skal vi ikke prøve om vi kan synge den sidste sang vi hørte; den var så køn, sagde Paul.

Så begyndte han og Anna at synge: ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst”. Da de kom til

det næstsidste vers og Paul stemte i ”Her har jeg min lykke, her har jeg mit hjem, her har jeg

mit kald og min kvinde”, kunne Berta ikke dy sig, men puffede ham i siden og sagde:

Men det er jo lige det du mangler, Paul.

Lautids gav sig til at le og svarede:

Ja, men han finder sig nok en, kan du stole på; men det bliver godt nok ikke dig, din fjante.

De tav alle sammen og snart nåede de østre Tingsted og sagde godnat til Laurids og Berta.

Hvad syntes du så om dette møde? spurgte Paul, da han og Anna var blevet alene.

Jo, det syntes jeg godt om, jeg kan nu forstå, at du på højskolen har fået noget, som jeg og

mine lige må savne, svarede Anna.

Madam Vest havde nok også haft en god vinter, det kunne høres på hende. Nu kunne hun

både snakke og le og komme med en spøg; men Anna lagde dog mærke til, at hun endnu

havde sine tunge stunder; især når posten havde været der med brev i en stor blå

konvolut. Da blev Paul også så tavs og fik rynker i panden, det var nok galt fat med deres

pengesager, selv om de ikke talte om det. Anders var som tidligere; han sagde ikke meget,

men derfor var han nok lige så glad som de andre, og at der var noget, der hed

pengesorger, kendte han jo ikke til.

Så gik det mod foråret. En dag, da Paul kom hjem fra marken sagde han, at han havde

hørt lærken, og en uge efter så Anna to stære der sad i pæretræet og fløjtede. Paul havde

ikke ro på sig længere. Han havde fået et læs kunstgødning hjem, som skulle sås,

redskaberne skulle efterses, så alt kunne stå parat når det blev vejr til at komme i marken.

Anna skulle også blive der i sommer, nu måtte hun ud i haven og se sig om, hun havde sat

sig for, at i år skulle den være rigtig fin og smuk, selv om det blev et stort arbejde. Der

skulle jo både graves op og plantes om, og lige så snart frosten gik af jorden, tog hun fat.

Først i april var Paul også i gang i marken. Han havde lært, at jo tidligere såtid, jo mere

kerne blev der. Han sparede hverken sig selv eller hestene og var også den der først fik

sået af alle tingstedbønderne, og de mente nu også at han var lidt for hurtig i vendingen.

Anna havde måtte ud at køre harve en dag, mens Paul han såede; men ellers, så snart der

var en stund til overs, var hun i haven. Der skulle sås og udplantes grøntsager, og i

blomsterhaven skulle der skuffes og luges.. Hun vidste også at ukrudt helst skal udryddes

mens det er småt. Anna forstod knap sig selv i år, altid var hun så glad, og alt var så lyst

og fint, og aldrig havde lærken sunget så meget og så kønt som i år. Hvor var det også

dejligt at se, hvor blomsterne tittede frem, men det dejligste var dog, når Paul om aftenen

kom ud for at se på hendes arbejde.

Først i juni var roerne store nok til at blive tyndet ud. Der var fire tønder land i år; men

Anna og Paul var enige om, at det kunne de sagtens klare. De tog fat mandag morgen med

at tynde ud og satte sig for, at de skulle være færdige i samme uge. På østre Tingsted

havde de roemarken lige ved siden af, og markerne var næsten lige store, og de begyndte

42

også på samme tid; men her var de fire om det, og nu gjaldt det så om, hvem der kunne

blive først færdige. Berta var også med, og hun havde handsker på, for at hænderne ikke

skulle blive sprukne. Hun begyndte på rækkerne som var nærmest Pouls, så kunne hun gå

og råbe til ham; men det blev dog ikke rigtigt til noget, for han havde jo en fart på, så hun

langtfra kunne følge med; men Anna skulle nok tage sin række sammen med Paul, selv

om ryggen var lidt øm om aftenen. Nu var det så lørdag middag; Anna stod og vaskede

mælkekanderne, nu havde de bare et par timers arbejde igen, så var de færdige med

roerne. Det havde nok gået stærkt, og Anna syntes, at selv om det havde været et slid,

havde det alligevel været dejlige dage, Paul og hun havde altid nok at tale om. Nu kom

Paul hjem fra marken, han standsede i porten og lyttede, det var Anna der sang, mens hun

skramlede med kanderne, det var malkepigevisen hun sang. ”Min spand er ren i kanten, det

kan i stole på, og det er så minsandten jeg selv fra top til tå”. Jo, det passede også lige om

hende, tænkte Paul, det er ikke bare i tøjet, at hun er ren og pæn; men sind og tanker er

lige så rene. Om aftenen gik hun ud i haven for at se, om der var kommet nogle nye

blomster frem. Lidt efter kom Paul derud, og så fulgtes de ad rundt og så hvor alt nu stod

smukt.

Kom her Paul, så skal du se, hvor mange stedmoderblomster, der nu er sprunget ud og

hvor er de pæne; her er en som er næsten helt hvid, og en som er næsten sort, og den

ligner nøjagtigt fløjl.

Ja, de er pæne, og så blomstrer de også så længe, svarede Paul.

Men det er et underligt navn, de har fået; de ligner da hverken nogen stedmoder eller

noget stedbarn, de ligner et barneansigt der ler.

Ja, det har du ret i Anna; men den blomst dér passer bedre til sit navn, det er en fuchsia;

men folk kalder den også for Kristi Bloddråbe.

Ja, det navn passer bedre, for man kan næsten blive helt trist ved at se på den, mens jeg

altid bliver glad ved at se på en stedmoderblomst; men nu skal jeg se om min rosenbusk er

sprunget ud endnu, og Anna gik i forvejen ned til stuevinduerne. Denne rosenbusk havde

Anna i fjor fundet oppe i en krog, hvor den næsten var skjult af vild kørvel, hun havde så

gravet den op og plantet den uden for stuevinduerne, hvor der var både solskin og læ, og

siden havde hun altid kaldt den for sin rosenbusk. Nu havde den sat store skud og der var

også mange knopper.

Ja, se Paul, nu er der en som er helt udsprunget, og sikke stor og fin den er.

Ja, det er en stor, fin mørkerød rose, og derfor skal den også være din, og vi andre må

nøjes med at lugte til den, svarede Paul.

Ja, det er jeg også glad for; men den første skal du nu have, og Anna tog og brækkede en

af og satte den i hans knaphul.

Tak Anna, det var pænt af dig, at du ville give mig den første; men nu skal jeg se, om jeg

kan finde en blomst at give dig.

Paul gik ned i en krog i haven og kom snart tilbage med nogle fine, blå blomster som han

gav sig til at pynte Anna med.

Ved du hvad de hedder?

Jo, det er forglemmigejer, hviskede hun og blev rød helt ned til halsen.

Sig mig Paul, hvilken blomst synes du er den pæneste af alle som er i haven.

Kom Anna, lad os sætte os på bænken oppe under syrenerne, så skal jeg fortælle dig det.

De fulgtes ad op til bænken og satte sig. Paul sad lidt uden at sige noget, så begyndte han.

Du spurgte hvilken blomst jeg syntes var den pæneste. Det er du Anna, og du er også den

jeg holder allermest af.

Anna blev igen rød og flyttede sig lidt til siden.

Jeg har jo set mange piger; men aldrig nogen som jeg er kommet til at holde af, før jeg traf

dig, og hvis du også kan holde lidt af mig og vil blive min kone engang, så skal livet blive

lyst og rigt for os begge, hvordan det så ellers vil gå.

Men Paul, hviskede hun, tror du vi vil komme til at passe sammen, du er jo meget klogere

end jeg, og så er du bonde, og jeg er bare en skomagerpige, og min far var jo et, nåja, han

var ikke som han skulle være.

Jeg ved det godt Anna, din far var et skarn; men min da; han var vist ikke et hår bedre, så

vi har vist ikke noget at lade hinanden høre. Du sagde at jeg var bonde, ja det er jeg i dag;

men det varer vist ikke mange dage, før jeg bliver en fallitbonde. Jeg troede jo at det ville

være gået; men gælden var for stor og gården for meget forkludret. Det gør mig mest ondt

for mor; men jeg har dog ikke tabt modet, der bliver nok et andet sted hvor jeg kan bruge

mine kræfter og skabe et hjem for dem som jeg holder af; og om jeg skal være bonde eller

udbygger er for mig lige meget.

Ja; men er det virkelig så galt fat, skal virkelig din mor og du væk her fra Tingsted, som I

begge holder så meget af?

Ja, det bliver nok resultatet, og hvis du, Anna, vil have mig til mand, må du ikke regne

med, at du bliver bondekone.

Det var heller ikke det jeg tænkte på Paul; men er det sådan fat som du siger, så trænger

du til at få en kone som har penge, så I kan blive boende her. Sådan en behøver du heller

ikke at gå langt efter, du kan bare gå på den anden side af markskellet. Berta er en

ordentlig og flot pige.

Ja, Berta er der vel intet at udsætte på; men det er nu dig, Anna, og ikke hende jeg holder

af. Du sagde, at jeg skulle tage en kone som havde penge, så mor og jeg kunne blive på

gården; men da min far giftede sig med min mor, var det nok bare for gårdens skyld, og

derfor blev der nok heller ikke nogen stor lykke ved det, og hvis jeg nu giftede mig penge

til, bare for at kunne blive her, ville jeg jo være lige så ussel en karl, som han var; især nu

der er en anden jeg holder af.

Nej Paul, det tror jeg nu ikke om dig, at du bliver; men det er ikke nemt at dømme om,

hvad der er det rette her.

Men der er bare ét jeg ville at du skulle svare mig på, Anna, og det er, om du alligevel ikke

også holder af mig.

Jo, Paul, det gør jeg, og det vil jeg blive ved at gøre så længe jeg har en dag at leve, det kan

du stole på. Men forlove mig med dig i aften, det vil jeg dog ikke, lad os nu se tiden an,

hvis du så ikke har skiftet sind om et år, kan vi jo tales ved.

Ja, lad os så det, Anna, jeg skifter ikke sind, og det tror jeg heller ikke du gør, og så vil alt

nok blive godt til sidst; men gode kammerater vil vi nu blive ved med at være, selv om du

ikke tør love mig mere i aften.

Ja, Paul, det vil vi.

Men nu kunne Anna ikke holde sig længere, hun måtte have lommetørklædet op for

øjnene, og med et ”godnat Paul”, skyndte hun sig ind på sit kammer. Hun sov dog ikke

meget den nat, og hovedpuden var også lidt våd om morgenen. Paul havde jo sagt, at det

blev nok godt for dem alle, ja, han så jo altid så lyst på fremtiden; men det vidste hun, at

skulle de flytte herfra, ville det blive en drøj tid for dem alle, og især for madam Vest. Hun

kom til at tænke på et lille digt, som Paul havde læst i vinter ”Kunsten sig selv for andre at

glemme, livets rigtlønnende guldmagerkunst”. Ja, den kunst var nok svær at lære; men nu ville

hun dog prøve at lære den.

Det var næsten en uge efter, Anna stod ude i køkkenet, så hørte hun at der kom en vogn

rumlende ind i gården. Hun kikkede ud og så, at det var et meget fint køretøj. Det var en

lukket vogn, og dens kalesche var slået ned, og på bagsædet sad der to fine herrer, og den

ene havde en stiv hat, mens den anden havde en blank snor om huen. Paul kom ud og tog

imod dem. Køkkenvinduet stod åbent så Anna kunne høre hvert ord de sagde. Det var

ham med hatten, der førte ordet:

Goddag, Paul Vest. Ja du får fremmede i dag; men du har måske også ventet os?

Ja, helt uventet er det jo ikke, svarede Paul stille.

Nej, nu har vi jo ikke lov til at vente længere, der er løbet tre terminer på. Det gør mig

ondt både for dig og din mor, at det det skulle komme så vidt, I har været dygtige folk, der

har gjort hvad I har kunnet; men der er nu intet at stille op, vi må nu gøre vores pligt og

skrive gården (begære den på tvangsauktion).

Ja, det forstår jeg godt. Gælden var for stor, og indtægterne har kun været små.

Ja, vist så; men du har også været en dummernik, Paul Vest, for de penge du havde sparet

sammen, brugte du til at betale din fars klatgæld med, og det skulle du bare have ladet

være med.

Jeg fortryder det alligevel ikke, sagde Paul. Jeg mener nu bare dette, at når jeg ville have

gården, måtte jeg også tage gælden, og selv om min far ikke havde været, som han burde

være, så skulle han dog hvile som en ærlig mand i sin grav.

Ja vist, Paul Vest, jeg kender dig nok; men sådan noget højskolesnak, som du kommer

med, kan være godt nok om søndagen; men til hverdag duer det nu ikke, der hedder det,

at enhver hytter sig selv og den onde tager den sidste. Nej, havde du været snu, så havde

du beholdt dine skillinger, så havde kreditten måttet overtage gården efter din far, og så

kunne du nu have købt den af kreditten og boet her som en karl.

Som en kæltring, mener I vel, svarede Paul.

Åh, vrøvl, du kan tro, at der er mange der har lavet værre prokuratorstreger end som så,

og alligevel er blevet regnet for agtede mænd; men nu må vi ind og skrive. En god time

efter kom de ud igen, og Anna hørte at den ene af mændene sagde:

Ja, ja, Paul Vest, så bliver du bare her som bestyrer indtil gården har været på auktion, og

vi siden har fundet en køber.

Da Anna om aftenen kom ud og skulle malke kom Anders og var helt nysgerrig. Hvad var

det for et fint køretøj her var for lidt siden, Anna? Der var da et par farligt fine heste de

havde for.

Det var Kofoed der fra Nylarskanten, som har med kreditten at gøre og en prokurator, de

var her og skrev gården, og så skal den sælges; Paul har ikke haft penge så han har kunnet

klare terminerne, nemlig.

Hvad, hvad siger du? skal gården her sælges; men så skal madam Vest og Paul flytte.

Ja, det kan nok ikke blive andet.

Ja, jamen hvad skal der da blive af dem, flytte herfra hvor de begge er født; men kan der

dog ikke gøres noget.

Det gjorde Anna ondt at se hvor bedrøvet Anders han blev; men hun kunne jo ikke trøste

ham.

Anders traskede ind i hestestalden igen, det var nemt at se, at dette var et hårdt slag for

ham. Lidt efter kom Paul derind, og Anders kom straks imod ham. Anna sagde at gården

var skrevet og skulle sælges, og så skulle vi alle flytte; passer det, Paul?

Ja, Anders, det passer godt nok; men du skal dog ikke tage dig det så nær, jeg skal nok

finde et andet sted, hvor vi også alle kan få det godt.

Jo, men det er alligevel ikke Tingsted, hvor jeg nu engang har gået og trådt i fyrretyve år.

Men Paul, jeg har trods alt en smule penge i sparekassen, dem må du få hver en øre,

måske vi så alligevel kan blive her.

Ved du hvor mange penge du har Anders?

Nej; men det står i en bog, og din bedstefar sagde at jeg bare skulle lade den blive derude,

for ellers kunne den snart komme til at forsvinde for mig. I begyndelsen satte jeg jo min

halve løn ind; men de sidste år er det jo gået med lønnen, som det bedst kunne.

Jeg er bange for, at det ikke forslår, Anders, for selv om du har så vi kan betale terminerne,

så skulle der også to-tre tusind til at sætte gården i gang med, for ellers bliver det bare det

samme om nogle år, og så var dine penge sløset væk, men jeg vil dog drøfte det med mor i

aften.

Om morgenen kom Paul ned til stalden til Anders og begyndte straks.

Nej, Anders, mor mener ligesom jeg, at det nytter nok ikke om jeg fik den smule penge

som du har, og det ville også være synd, hvis jeg nu ødslede de ører væk, som du har slidt

hårdt for. Men du skal alligevel flytte med os, hvor vi nu skal flytte hen, og måske dine

penge bedre kan komme os til gode der.

Ja, jeg vil også så gerne blive hos jer; men det ville alligevel være så rart, hvis vi kunne

være blevet her på Tingsted.

Paul tog fat på sit arbejde som før, og der var ingen der kunne se, hverken på ham eller

moderen, at der var noget i vejen. Hvad de tænkte tav de med. En uge efter spurgte

Anders en dag om han måtte få fri, han ville ned og besøge sin moster i Sose. Paul sagde jo

straks ja. Det blev nok alligevel ikke noget langt besøg, Anders gjorde, for han var allerede

hjemme igen midt på eftermiddagen. Paul gik alligevel hver dag og tænkte på hvad han

skulle tage fat fat på når han skulle herfra. Han kunne sagtens få arbejde som daglejer på

gårdene, og også få sig et skur at ligge i; men det ville dog have været rarest med et hjem,

han kunne kalde sit eget, og med så megen jord til, at han kunne dyrke føden der. En

søndag cyklede han en tur til Granly; han havde jo hørt så meget snak om det store, der

var blevet udrettet her. Nu måtte han dog næsten forbavses over det arbejde som her var

gjort. Her var jo næsten fyrretyve tønder land pæn avlsjord, hvor kornet nogle steder var

ved at gå i leje, og en have på flere tønder land, og så den store plantage og planteskolen,

og så tænke sig, at for ikke så farlig mange år siden, havde dette ligget som lyng det hele.

Det var næsten uforståeligt, at et par mennesker kunne udrette alt dette. Men hvad her var

blevet gjort, måtte andre også kunne, selv om det ikke blev lige så stort som dette, og Paul

bestemte sig straks til, at når han skulle væk fra gården, ville han se at få sig et stykke

lyng, som han så ville bryde, og så bygge sig et pænt og godt hjem ude på lyngen et sted.

Hans bedstefar havde haft ord for at være den dygtigste bonde der var på hele egnen, og

han skulle vise folk, at han slægtede sin bedstefar på. Der var jo også noget stort i det at

bryde lyng, det var ikke bare fordi det kom ham selv og familien til gode; men det var som

at være med til at gøre landet større og rigere, næsten som når en konge i gamle dage

indtog et nyt land. Anna ville vist ikke nu sige nej til at blive hans kone, men flytte med ud

på lyngen, og tage sin del af sliddet, for at det ville koste slid at bygge hjem på lyngen var

han godt klar over. På hjemturen kunne han ikke lade være med at nynne: ”Og det er mit

og Marens hjem, i lyse kår og trange, og tit bag hyld og piles gem vi synger glade sange”. Han tog

også flere ture ud for at se om der var lynglodder som kunne passe ham, De måtte jo helst

ikke koste for meget, og dog skulle de være så der kunne brydes til avlsjord, og sådan en

havde han ikke fundet endnu.

Fjorten dage efter, at de havde været der og skrevet, så Paul i avisen, at der skulle være

auktion over gården ude på dommerkontoret. På auktionsdagen tog Paul slet ikke derud;

han vidste jo på forhånd, at det blev kreditten, der overtog den, og det så han også i avisen

et par dage efter, at de havde gjort. To-tre dage efter bad Anders igen om fri; han skulle et

ærinde til Rønne, sagde han. Paul undredes lidt på, hvilket ærinde Anders kunne have i

Rønne, men Paul ville ikke spørge, og midt på formiddagen stavrede han afsted. Lidt før

aften kom der et enspænderkøretøj rullende ind i gården i rask fart. Det var Kofoed fra

kreditten der kom, og Anders sad hos ham i sædet. Så snart vognen holdt, kravlede

Anders ned og skyndte sig ind på sit kammer. Lidt efter kom Paul ud fra stalden; han

havde slet ikke set, at Anders var med. Kofoed hilste og gav sig til at snakke.

Sikken noget korn her er i år, sådan plejer det ellers ikke at se ud på en fallitgård. Jeg

mener ellers, at jeg passer min gård ret godt; men alligevel er kornet her tæt på at være

lige så godt som mit.

Ja, det står såmænd ret pænt, sagde Paul; men det har jo også været godt vejr i sommer, og

rimeligt med regn har vi også fået.

Ja, vist så; men det er nu ikke det, der gør det alt sammen; men du har nok sået tidligt i

foråret og dyrket godt, og det har også meget at sige. Nå, det var nu ikke det jeg kom for

at tale om. Jeg kom for at afregne med dig for den tid, du har været bestyrer, for nu er

gården allerede solgt.

Hvad, er gården allerede solgt, jeg havde næppe ventet, at det skulle gå så stærkt, nu må

jeg så se at få mig et andet sted at være.

Nå, det kunne jo tænkes, at den nye ejer vil, at du skal blive.

”Anders, Anders, kom herud”, galede Kofoed, så det rungede i gården.

Anders kom nu traskende så småt, han var allerede kommet i hverdagstøjet.

Her skal jeg nu præsentere dig for den nye ejer på gården. Det er Anders Pedersen han

hedder, og du kender ham nok.

Paul stod som om han var ved at tabe både næse og mund.

Hvad, hvad er det for snak, Anders købt gården siger I.

Ja, det er lige det han har, jeg har selv skrevet under som vitterlighed på handelen, så jeg

må vel vide det.

Ja, men havde Anders da noget at købe gård for?

Jo, han havde ikke så lidt endda. Men det er alligevel som jeg sagde forrige gang jeg var

her, at du er en rigtig dummernik, hvor belæst du så end er. Anders havde jo tilbudt dig

alle sine penge, så du kunne have betalt terminerne og blevet her; men du turde jo ikke,

du var bange for, at det var bare at kludre dem væk. Men Anders er ikke så dum som han

ser ud til; han kom hen til mig og spurgte, om det dog ikke kunne lade sig gøre, at du

beholdt gården, når kreditten fik pengene som han havde i sparekassen. Jeg forhørte mig

så i sparekassen om hvor meget det var, og det viste sig, at det var ikke så lidt. Jeg sagde

så til Anders, at det var bedre han købte gården nu, og så kunne han sælge den til dig

senere.

Ja, men jeg havde da aldrig tænkt, at Anders havde så mange penge, hvor har han dog fået

alle dem fra.

Jo, Anders havde jo sat næsten det halve af sin løn ind i tredive-fyrretyve år, og det er med

penge som med lus, de yngler ganske af sig selv, når de bare får lov at være i fred. Og

derfor havde Anders ikke bare så meget, som der skulle betales ud, men også så han nu

kan sætte gården i gang.

Paul var blevet så forbavset, at han slet ikke vidste hvad han skulle svare, og så fulgtes

Kofoed og han ind for at gøre regnskab. Da Paul var blevet helt klar over forholdene blev

han nok glad, men dog sådan med måde, det var jo nok bedst for dem alle, at de kunne

blive her; men de store planer om at at blive en stor lyngbrydningsmand måtte han nu slå

ud af hovedet. Det var også så underligt, at der nu blev vendt op og ned på det hele, så det

det nu blev Anders der var bonde, og ham der var tjenestekarl her; men det var jo hans

egen skyld. Men nu med Anna, turde han igen spørge hende om at blive at hans kone,

som sagerne nu stod? Den der blev mest glad, var nok madam Vest, der var nok ingen der

vidste hvor meget hun havde græmmet sig over, at gården var blevet solgt fra dem. Hun

vidste også, at Anders kun havde købt gården for at den skulle være Pauls engang, Anna

var glad, det ville nok alligevel blive hende og Paul engang, selv om det tog tid. Da

Anders kom ind for at få aftensmad kom madam Vest og Anna straks hen og ønskede

ham tillykke med gården, og madam Vest takkede ham så meget for hvad han havde

gjort, at Anders blev helt genert og slet ikke vidste hvad han skulle svare. Anna kunne dog

ikke dy sig for at holde lidt sjov med ham og sagde:

Men nu, at du er blevet bonde, Anders, så må du kommandere hvad vi skal bestille, og

kalde på os om morgenen.

Nej, Anna, det kan jeg ikke, I ved nok også bedst selv hvad der skal laves. Jeg mener, at alt

skal blive nøjagtigt som før.

Nej, nøjagtigt som før kan det nu ikke blive, svarede Paul. Du må dog bestemme hvordan

gården skal drives.

Gården skal drives godt, lige som din bedstefar gjorde; men hvordan det skal være må du

om Paul, det har jeg ikke forstand på.

Anders så slet ikke glad ud. Madam Vest ville dog hjælpe ham lidt og sagde:

Åh, det ordner sig nok alt sammen Anders. Jeg mener ligesom du, at alt skal blive som før,

du passer kreaturerne og Paul arbejder med hestene og sådan noget.

Ja, ja jeg mener nøjagtigt ligesådan, svarede Anders glad; madammen havde jo holdt med

ham.

Men der er dog ét, som jeg mener ikke skal være som før. Jeg synes ikke at det passer sig,

nu det er dig der ejer gården, at du skal ligge ude i karlekammeret ved siden af

kreaturerne. Det er bedre du flytter ind i mellemstuen, det kan blive en helt pæn stue til

dig.

Anders så igen ud til at være ked af det.

Nåja, jeg vil helst blive i karlekammeret, madam Vest, Nåja, jeg har jo sovet i den seng i

fyrretyve år og tror næppe jeg kan sove i nogen anden. Det er jo også så dejligt at være i

nærheden af kreaturerne.

Nu var det Anna der kom ham til hjælp.

Ja, når Anders helst vil blive derude, mener jeg han skal have lov til det; men vi kan jo

pynte op derude, så der bliver ligeså pænt som i stuerne.

Ja, ja, du er alligevel en flink pige, mumlede Anders; men nu skal jeg ud og give hestene

nattefoder.

Et par dage efter tog de fat på at lave Anders kammer. Paul havde købt brædder til gulv,

der havde jo bare været lergulv før, og siden tog Anna fat på at male og sætte tapet op. En

gammel slagbænk og en gammel lænestol, som stod på loftet, havde hun også malet og sat

derind. Et spejl og et par skilderier havde hun hængt på væggen. Da hun var færdig

kaldte hun på Anders, han skulle komme ind og se hvordan der så ud. Anders kom og

stillede sig i døren og så sig om.

Ja, men Anna, skal jeg nu bo her, det er dog næsten alt for fint til mig, jeg tror knap

amtmanden har det finere.

Anna gav sig til at le.

Nej, Anders, det er slet ikke for fint til dig, du er jo bonde nu må du huske på.

Anders stod og kløede sig lidt i nakken.

Nåja, der mangler alligevel ét, nu her er fint bræddegulv, må jeg jo ikke spytte på gulvet,

så, nåja du kunne vel ikke skaffe mig en spytbakke.

Lidt efter da Paul kom ind i stalden til Anders, sagde han:

Hvad mener du, Anders, skulle du alligevel ikke købe dig to-tre køer, her er jo kun otte

malkekøer og så det småkravl på den bageste række. Foder bliver her nok af, og roerne

tegner heller ikke så ilde.

Jo, Paul, det kunne være grumme rart med tolv malkekøer, ligesom her var i din

bedstefars tid; men nåja, det er næsten lige så galt med hestene. Mosla er ikke til andet end

at sælge til rakkeren. Gjezla og Rys kan være gode nok til at gå og pløje med, men til at

køre med duer de ikke stort. De har sådan et pænt fire års føl på østre Tingsted, mon det

ikke skulle være til salg.

Jeg skal høre ad Anders. Men så er der svin, dem har vi heller ikke mange af.

Ja, et par gylte trænger vi også til, ja vi gør.

Ja, og så er der vogne og avlsredskaber, de kan også trænge til at blive fornyet, og med

bygningerne er det heller ikke for godt. Men tror du nu, du har penge til at det, for det vil

løbe op.

Ja, jeg ved det ikke, for en anden en har jo aldrig lært at læse og regne; men det har du

Paul, og nu jeg har bogen, så kan du få at se hvad der står.

De fulgtes ad ind i Anders' kammer, og fra bunden af kisten tog Anders nu sin

sparekassebog frem og gav Paul den. Paul så, at den næsten var skrevet fuld, og der var

bare indsat, og altid bare små summer, og dog var det blevet til over ni tusinde kroner. Nu

da han havde købt gården var der hævet tre og et halvt tusinde, og nu var der næsten seks

tusinde tilbage.

Ja, men det havde jeg da aldrig tænkt, at du var så rig, her er jo penge til at købe alt det vi

har talt om og mere til.

Ja, det er underligt, at den smule, jeg har sat ind har kunnet blive til så meget, sagde

Anders. Men vil du nu Paul så købe alt det vi talte om, så bliver her jo ligesom i gamle

dage.

Så gav Paul sig ud på handel og købte både heste og køer og svin. Anders var glad; han

skulle nok passe dem, så de ville trives vel. Så kom høsten, og det blev en anstrengende tid

for dem alle, og i år måtte de have fremmede høstfolk. De fik alle gulve og stænger (lofter,

hvor man lagde kornnegene før de blev tærsket) fyldt, og alligevel måtte de sætte hæs (sætte det

afhøstede korn i stakke). Paul sled fra morgen til aften og var også glad for, at der blev så

49

meget af det; men han kunne jo ikke lade være med at tænke på, at det havde dog været

mere rart, hvis det havde været hans eget. Nu skulle de jo have alt dette korn tærsket. De

havde før tærsket på deres egen tærskemaskine, men i år var her jo meget, og derfor gik

Paul og snakkede for Anders, om de ikke skulle damptærske (tærske med et tærskeværk

trukket af en mobil dampmaskine, en såkaldt lokomobil). Anders var ikke meget for det, sådan

et dampværk havde han aldrig set. Da Paul sagde, at så kunne de tærske det hele på

halvanden dag, ville han næsten ikke tro det. Anders gav alligevel efter, og så kom jo dette

dampværk. Anders var tæt på at være bange for det og holdt sig i stalden hele tiden mens

det var der; men da det var kørt væk igen, listede han op på loftet for at se, om der var

kommet noget korn ud af det, og han blev både forskrækket og glad; hele loftet var jo

fuldt af tykke dynger af alle slags; her blev noget at tage af til vinteren, både til hestene og

de andre kreaturer.

Nu kom atter vinteren med de lange aftener, som Anna syntes så godt om. Ligesom

forrige vinter sad Paul og læste højt for hende og moderen, og så sang de de kønne

højskolesange, som Anna også var kommet til at holde af. Hun havde også fulgt med Paul

til højskolemøde to-tre gange i løbet af vinteren. Anna gik så ofte og tænkte på hin aften

deroppe under syrenbusken og på alt hvad Paul havde sagt dengang. De havde lovet

hinanden, at de ikke skulle tale sammen om forlovelse før der var gået et år; men nu var

der jo sket så meget om sommeren, som havde forandret det hele, så hun syntes nok

alligevel, at Paul kunne nok have bragt det lidt på tale, når de var alene; men ikke et ord

om sådan noget var der kommet; han var som en god kammerat mod hende, men heller

ikke mere. Han gik nu som før en enkelt gang hen til østre Tingsted; men Anna frygtede

nu ikke for, at der skete noget ved det. Folk sagde også, at Berta halvvejs var god ven med

en skarpeskadedreng.

Så kom igen lærken og stæren, og en af de første dage i maj hørte Anna gøgen. De gamle

mente, at så mange gange gøgen kukkede første gang man hørte den, så mange år havde

man tilbage at leve i; men de unge piger mente nu, at så mange gange den kukkede første

gang, så mange år varede det før de blev gift. Da Anna hørte den, kukkede den kun en

gang, og glad blev hun, måske det alligevel havde noget på sig.

Nu i foråret havde de alle rigtig travlt, nu skulle gården rigtig friskes op. Det var jo længe

siden der var blevet gjort noget, så det tiltrængtes hårdt. Nu havde de snedkere og murere

og tækkemand hver dag en hel måned. Paul ville helst have det hele i orden til pinsedag,

og det nåede de også. Ja nu så her pænt ud på Tingsted både ude og inde. Nykalkede rette

vægge, og alt træværket tjæret, lige som det hører sig til på en veldreven gård. Kort efter

at håndværkerne var blevet færdige, kom Anders en dag ind i hestestalden til Paul, han

havde noget meget alvorligt han ville tale med ham om, kunne Paul se på ham, og han

begyndte også:

Nåja, hvad synes du nu om gården Paul?

Hvad jeg synes om gården. Jo jeg synes, at her ser pænt ud både ude og inde, lige som en

gammel bondegård skal se ud. Besætningen kan også godt skralde af, og selv om jorden

ikke er helt i orden endnu, skal det nok også komme.

Ja, jeg mener nøjagtig ligesådan. Men nåja, var det så ikke bedre at du købte gården.

Købe gården, siger du; men jeg har jo intet at købe for.

Nåja, det gør da heller ikke noget Paul, jeg vil jo bare blive gående her på aftægt.

Nej, Anders, sådan kan vi ikke handle. Så ville folk jo sige, at jeg var et skarn, der havde

narret de penge fra dig som du har gået og slidt for i alle dine dage.

Det kommer da ikke andre ved, og nu er jeg ked af at være bonde, det giver så meget at

tænke på, det er da meget rarere at være aftægtsmand og gå og sysle lidt med hvad man

selv vil.

Du er jo også næsten født til at arve gården.

Ja, det får ikke hjælpe, Anders. Jeg kan ikke købe gården nu. Du er jo også rask og heller

ikke så forfærdelig gammel. Jeg beregner mig nu en rimelig god løn, som gården også kan

bære, og når der så er gået fire-fem år, har jeg nok sparet mig to-tre tusinde sammen, og

når vi så tager et nyt pant i gården, så kan jeg købe den af dig, og så kan du få dine penge

tilbage, som du nu har vovet her. Sådan skal dét være Anders.

Dette kom så kort og bestemt, at Anders forstod, at der var ingen vegne at komme med

Paul, og han rokkede så ind i kostalden igen. En uges tid efter var det en

søndagseftermiddag, Paul var taget til møde på højskolen; han kom nok ikke hjem før

aften, og Anna havde tilbudt, at hun kunne malke alene. Da hun kom ind i stalden gik

Anders og mugede ud under køerne. ”Anders han var en hurtig karl, flittig som en myre”,

gav Anna sig til at synge. Anders svarede ikke; han havde nok også hørt den sang så tit.

Anna blev ved at synge og gav sig så til at malke.

Nå, Anders, nu har du såmænd snart rent nok, du holder jo næsten lige så rent i stalden,

som jeg har det i køkkenet. Kom hellere op og sæt dig på Pauls malkeskammel, så skal jeg

synge en pæn sang for dig.

Anders kom stavrende hen og satte sig på malkeskammelen, og Anna gav sig til at synge:

Jeg er en bondepige og har det så godt Jâ e en Bondepaja å hâred så brâ

som stæren og lærken jeg synger så glad. som Starrenj å Larkan jâ sjynger så glâ

Lad andre kun sige La andre mæn saja:

hun er bare pige, hon e bâra Paja

der tjener hos bonden for kost og for løn der tjener hos Bonenj for Kost å for Løn

Jeg er ingen fin frøken, der sidder til stads Jâ ente fin frøken, der sedder te Stâs,

jeg passer mit arbejde og bliver i min plads jâ passar mit Arbaj å bler i min Plâs

Og I kan tro, Ane Å ni kanj tro Âna

er ingen flane e inte nån Flâna

der gantes og fjantes med alle og enhver der ântas og fjântas me ajle injvær

Jeg vil have en hjertenskær som andre også har Jâ vel hâ enj Goven, som andra âu hâ

men jeg skal nok selv vælge hvem jeg skal tage men jâ ska nok sæl vælla, væm jâ ska tâ

Så vakker en dreng Så jøsser en Horra

skal min kæreste være minj Kjærest ska varra,

og så skal han holde meget af mig å så ska hanj mena enjhellu om maj

Og bliver jeg så kone, hvad jo nok vil ske Å bler jâ så Konna, va ju nok vil sje

så skal jeg også vise, hvad jeg duer til så ska jâ âu viza, va jâ dâuer te

Alt vil jeg selv lave Alt vil jâ sæl lawa

så smukt i min have så grant i min Hawa

og hjemmet skal være så dejligt og pænt å Jemmed ska varra så hæjlut og næt

Midt under sangen måtte Anders rejse sig, der var en ko på rækken der havde sluppet

noget, som skulle skrabes ned med det samme.

Nå Anders, hvad syntes du så om den sang, var den ikke pæn?

Nå, det var den måske, det lagde jeg ikke mærke til.

Fy, skam dig Anders, her sidder jeg og synger pæne sange for dig, og så hører du ikke

engang efter.

Nåja, jeg har så meget andet at tænke på, Anna.

Hvad har du; du går da ikke i giftetanker, Anders.

Anders svarede ikke; han måtte igen en tur ned og skovle rent.

Nåja, der er noget jeg ville tale med dig om, Anna.

Hvad er det da om Anders, du vil da vel aldrig fri til mig, for så siger sig dig på forhånd,

at det nytter dig ikke noget. Jeg kan godt lide dig; men gifte mig med dig, det gjorde jeg

ikke, om du så ejede ti gårde, der var større og finere end denne.

Åh, dit tossehoved, du kan da vel nok tænke, at jeg er for gammel til at tænke på sådan

noget.

Ja, hvem kan vide. Gamle katte vil også gerne labbe sødmælk, siges det.

Nåja, Anna, skal Paul og du ikke snart giftes?

Anna blev lidt rød i hovedet.

Vi giftes. Hvor kan du dog tænke på det Anders, vi er jo ikke engang forlovet.

Men, nåja, I holder da alligevel af hinanden, det har jeg da kunnet se længe.

Anna sad lidt uden at svare. Nu havde hun gået så skjult med det, og så havde alligevel

sådan et skrog som Anders kunnet se det.

Ja, du har ret, vi holder af hinanden; men vi ejer hverken hus eller hjem, og derfor varer

det nok også længe, før vi tør tænke på at gifte os.

Ja, men det er Pauls egen skyld Anna; for forleden dag tilbød jeg ham gården; men han er

jo blevet så højskolsk, så det ikke ligner noget, og svarede nej. Engang når han han havde

sparet sig fem-seks tusinde kroner sammen, ville han købe den af mig.

Ja, ja jeg forstår godt Paul, han er altid så rettænkende, svarede Anna.

Ja, vist så; Paul er god nok, og derfor skal han jo også have gården; enten han vil eller ej,

og det helst snart, og hvis du Anna nu bare vil hjælpe mig, skal det også nok lykkes.

Anna var blevet færdig med koen og havde rejst sig.

Hvad mener du med det? Jeg kan da ikke hjælpe dig med at få Paul til at tage gården.

Jo, det er lige det du kan. Jeg har nu gået og regnet ud hvordan han skal tages, og Anders

blinkede med øjnene og så farlig udspekuleret ud.

Du Anna, skal bare købe gården af mig, og når Paul så vil gifte sig med dig, må han jo tage

gården med i købet.

Anna så forbavset på ham.

Jeg købe gården, siger du; men jeg har da ikke noget at købe gård for. De første år jeg

tjente hjalp jeg mor lidt med min løn, og siden er der ikke blevet stort mere end til

klæderne.

Jeg ved det nok Anna; men her skal jo heller slet ikke penge til. Jeg vil jo blive her på

gården som aftægtsmand og gå og nusse og lave lidt som jeg nu kan, og så skal jeg have

føden og klæderne og en pakke skråtobak om ugen. Og så får du heller ikke Gjezla, hende

beholder jeg, hun skal leve på aftægt nu.

Anna vidste knap nok hvad hun skulle svare.

Jeg synes, at det er så underligt at tænke på, at jeg nu skulle købe en gård. Jeg er jo bare en

fattig skomagerpige og er fra et usselt hjem, og min far var på, på...

Jeg ved det Anna; men du har dog haft et bedre barndomshjem end en anden en, for du

har haft en god mor; men jeg har prøvet at gå fra dør til dør og bede om en bid brød i

Guds navn og fået prygl af mor hvis jeg ikke havde noget med hjem i posen, og alligevel

er jeg blevet bonde.

Ja, du har vist døjet meget ondt i dine dage Anders, og du fortjener også at få det godt på

dine gamle dage; men hvad tror du, at Paul vil sige til, at jeg køber gården.

Hvis Paul holder af dig, og det gør han, så giver han sig nok, skal du se, og så får vi det

alle godt, det kan du stole på Anna.

Ja, måske. Nu skal jeg tænke over det i nat og så lade dig vide i morgen hvad jeg synes om

det.

Så tog hun igen fat på malkningen; men nu sang hun ikke mere den aften, hun havde fået

andet at tænke på.

Hun lå vågen den halve nat og tænkte. Hvad skulle hun? Paul havde jo sagt nej, da

Anders ville sælge ham gården; men mon det dog var det rette, for så skulle hun jo svare

det samme. Gå og vente til de fik sparet penge sammen til at købe for, var alligevel ikke så

rart, for så ville det vare længe. Hun var nu lige fyldt femogtyve år, og Paul var på samme

alder, så de var jo gamle nok til at få noget for sig selv. Paul havde heller ikke skiftet sind

siden i fjor, så han ville nok forstå, at det var til hans eget bedste. Jo, hun ville alligevel

købe gården, og så ville det nok blive som hun nu havde gået og drømt om i langt over et

år.

Om morgenen kom Anna først ned i stalden for at malke, og Anders kom straks farende,

han var jo meget spændt.

Nå, hvad synes du så, Anna?

Jo, jeg følger med dig til byen og får skrevet når det passer dig.

Det var da godt, så tager vi derud i dag; men husk nu, at Paul må ikke vide det, hviskede

han, for de hørte nu, at Paul kom ude på gårdspladsen.

Da Anders var færdig med morgenmåltidet sagde han:

Jeg har tænkt på at tage et ærinde til byen i dag, hvis du kan passe kreaturerne, Paul.

Åh jo, det kan jeg nok, svarede Paul.

Men nåja, der er jo et stykke vej at gå, så jeg har tænk på at tage Gjezla for den lille

fjedervogn og køre.

Det var da bedre at du tog den unge hoppe for ponyvognen, hun kan da flytte sig, hun går

også godt som enspænder. Gjezla er jo gammel og svagelig.

Nej, Gjezla og jeg passer sammen, og vi når nok frem, dagen er lang, og køre i ponyvogn

ser så fjollet ud for en anden en.

Så spurgte han madam Vest om han ikke måtte få en bid mad med, og hun gik straks ud

for at skære ham tre tykke skiver rullepølsemad, det syntes Anders altid så godt om.

Men jeg har også tænkt at spørge om fri i dag, sagde Anna. Jeg ville ud og besøge min

søster. Jeg har ikke besøgt hende siden hun blev gift, og det er tre-fire måneder siden.

Det må du spørge madam Vest om, svarede Anders.

Jo, madam Vest havde ikke noget imod det.

Ja, men så kan du age med din husbond, sagde Paul.

Nej tak, jeg har mit eget køretøj, lo Anna. Sidde på landevejen og snue i to-tre timer er der

ikke meget sjov ved.

Anders havde taget sit bedste tøj på, og det var ikke så fint endda. Det var hjemmevævet

og var tredive år gammelt; så spændte han Gjezla for fjedervognen og lagde en mulepose

fuld af hakkelse og sin madpakke på bunden af vognen og rullede afsted. En time efter

sprang Anna på cyklen og kørte, så regnede hun med, at de næsten kunne nå derud på

samme tid, og det kom også til at passe, Anna indhentede ham inde i byen. Da Anders

havde fået spændt fra og sat Gjezla på stald og givet hende sin hakkelse, fulgtes de ad hen

til prokuratoren.

Det var jo et underligt par, der kom hen ad gaden, og de fleste mennesker kunne ikke lade

være med at skæve til dem. Så fæl og gammeldags en karl som Anders var der nok næppe

nogen der havde set før; men så køn og flot en pige som Anna var det heller ikke hver dag

de mødte. Prokuratoren kendte jo Anders fra da han købte gården, og da de kom ind,

rejste han sig straks fra sin pult og kom hen og spurgte om hvad han kunne være Pedersen

til tjeneste med i dag. Den unge skriver sad og strakte hals og glemte rent at lave noget

bare for at kikke på Anna, det var jo kun sjældent, at der kom sådan en køn pige her.

Nåja, jeg har solgt gården til hende der, og om I så vil skrive.

Anders trak alle sine papirer op af lommen og gav prokuratoren dem. Anna havde også

været så betænksom at tage sin koppeattest med, som hun også gav ham. Han kikkede på

navnet og sagde:

Det er altså frøken Nielsen her I har solgt gården til, Hvad er købesummen?

Nåja, det er ikke til nogen frøken, det er jo Anna, som er tjenestepige på gården; men nåja

købesum er der ikke noget der hedder; hun skal bare have gården for gælden, lige som

den er, og jeg skal have lov til at gå og nusse og passe hvad jeg vil, og så skal jeg have kost

og klæder og en pakke skråtobak om ugen og så beholder jeg Gjezla som min egen, det er

nøjagtig sådan der skal skrives.

Prokuratoren var vant til at skrive skøder og aftægtsaftaler for landboer, og der var ofte

mange underlige forbehold; men dette var dog noget af det mærkeligste han havde været

med til.

Det er så meningen at Anna Nielsen skal have gården for gælden, og I Pedersen, skal have

alle jeres fornødenheder der for livstid.

Ja, nøjagtig sådan skal det være; men I må også huske at skrive, at Gjezla skal være min.

Gjezla, hvad er det?

Gjezla er en hest, og hun blev treogtyve år til valborgdag; men jeg ved ikke om det

behøver at skrives.

Nå, sådan, nu er jeg med, sagde prokuratoren.

Så bad han Anders og Anna om at sidde ned mens han skrev. Da der var gået en god halv

time var han færdig og gav sig til at læse det hele langsomt og højtideligt op for Anders.

Er det sådan I vil have det, Pedersen.

Ja, nåja sådan næsten; men I skrev, at jeg skulle beholde en ældre hest, og det passer

alligevel ikke, for Gjezla er en gammel mær (en hoppe – ikke nedsættende i denne

sammenhæng).

Den unge skriver kom til at hoste og måtte have lommetørklædet op for munden.

Prokuratoren bed sig i læben; men han var jo ikke prokurator for ingenting og svarede:

Ja, så retter vi det, Pedersen.

Han greb atter pennen og lod som om han rettede det. Så skulle der skrives under, og

Anders fik først penneskaftet i hånden, og så tog prokuratoren og skrev Anders Pedersen

54

og m.f.p (med ført pen) neden under. Så skrev Anna også sit navn et sted, og prokuratoren

og skriveren skrev under til vitterlighed, og dermed var det i orden.

Da de nåede op til købmandsgården, skyndte Anna sig op til sin søster, men Anders tog

sin madpakke og gik ind og satte sig på krybbekanten ved siden af Gjezla og spiste sine

humpler. Da han var færdig tog han de hakkelsesstumper som Gjezla havde levnet, og

ragede dem ned i muleposen, og så spændte han for. Gårdskarlen havde holdt øje med

Anders inde fra pakhuset og kom farende og lagde de sidste skagler på, og da Anders var

kommet til sæde rakte han ham tømmen. Anders vidste godt, at det hørte sig til at give

drikkepenge, og havde også tre femører parat, som han gav ham, det måtte da være

tilstrækkeligt for det arbejde, syntes han.

Anders var allerede hjemme midt på eftermiddagen, og lige før malketid kom Anna. Da

de kom ind og fik aftensmad, var både Anna og Anders meget stille. Paul ville nok gerne

have at vide hvilket ærinde Anders havde haft i Rønne, og bragte det hele tiden på tale,

men Anders var ikke til at vride et ord ud af om det før han var færdig med maden, så

vendte han sig mod Paul og sagde:

Ja, nåja, det skal ikke skjules længere; men jeg har i dag været i Rønne og solgt gården.

Paul blev så forbavset, at han helt glemte at svare, og madam Vest blev helt bleg.

Hvad, har du solgt gården, hvor kunne du? Nu skal vi så flytte, og hvor skal vi flytte hen?

Nå, jeg tror næppe I behøver flytte af den grund, madam Vest, for det er Anna jeg har

solgt den til.

Nu havde Paul imidlertid fået sit mæle igen.

Til Anna siger du, men kan det dog passe?

Jo, du ville jo ikke købe den, og så solgte jeg den til Anna, og nu er jeg aftægtsmand, jeg

må passe hvad jeg vil og skal have kost og klæder og en pakke skråtobak om ugen i hele

min levetid, og så beholder jeg Gjezla. Og det passer, for det står skrevet.

Dermed rejste Anders sig og sjokkede ud. Madam Vest gjorde sig et ærinde ud i køkkenet,

måske Paul og Anna havde noget at tale om, som andre ikke behøvede at høre på. Der

blev så stille en stund, Anna sad og skævede hen til Paul; han var så alvorlig; mon han var

vred?

Husker du hvad dato vi har i dag? hviskede hun.

Jo, det er den toogtyvende; men hvorfor det?

Jo, i aften er det lige et år siden vi sad og talte sammen deroppe under syrenbuskene.

Husker du hvad vi da talte om, Paul.

Jo, Anna, jeg husker hvert ord.

Den aften turde jeg ikke svare dig på det du dengang spurgte om, men spørger du om det

samme i aften, skal du få svar.

Sig mig først, om det er dig Anna, der har lavet dette med gårdhandelen.

Nej, Paul, det har jeg ikke, så ilde må du alligevel ikke tro om mig; det var Anders der

overtalte mig til det. Han er mere udspekuleret end vi har tænkt os; han har godt forstået,

at vi holder af hinanden, og hvis du nu ville gifte dig med mig, måtte du også tage gården,

og det er jo det, Anders altid har villet. Gården skulle være din.

Tak, Anna, nu forstår jeg det hele. Det var jo nok også forkert af mig at sige nej, da Anders

tilbød mig gården, jeg var lidt for stolt; men den fejl har du nu gjort god igen, og nu tør jeg

også spørge dig om du vil blive min kone, selv om gården følger med.

Ja, Paul, det vil jeg, hviskede Anna. Jeg har jo næsten holdt af dig fra den første dag jeg så

dig.

Madam Vest syntes at der var så stille i stuen og kunne til sidst ikke dy sig, men kikkede

ind gennem dørsprækken, og da hun så, at Paul og Anna sad på slagbænken og holdt

hinanden i hånden, vidste hun besked og gik ind.

Tillykke, tillykke børn. Nu kan I tro at jeg er glad, for nu er det alligevel kommet hvad jeg

har ventet på så længe. For bedre svigerdatter end du, Anna, kunne jeg aldrig have ønsket

mig, og nu får vi det nok også godt, for nu er vi alle kommet i vor rette bås.

Og madam Vest måtte have forklædesnippen fat for at tørre øjnene.

Tre måneder efter var der fest på Tingsted, det var Paul og Anna der holdt bryllup. De

havde jo gået og kigget på hinanden i to-tre år, så der var ikke grund til at vente længere,

var de godt nok enige om. Brylluppet skulle også stå her på gården, det havde madam

Vest forlangt; hun ville have lov at holde bryllup for sine børn, sagde hun. Et par dage

forinden var Paul kørt ned til bolskerkanten for at hente Lena, som skulle hjælpe dem med

at gøre klar. Det skulle dog ikke være noget større gæstebud. Marte kom jo med sin

murersvend, og så var der østre Tingstedgårds og Berta med sin skarpeskadedreng, som

hun nu var rigtigt forlovet med, og to-tre af Pauls kammerater, det var alt.

Dagen før brylluppet skulle være, var Anna og Anders nær raget helt uklar. Da Anders

var færdig med aftensmåltidet, sagde Anna til ham:

I morgen, Anders, skal du tage dine bedste klæder på, og så skal du ind i storstuen og

sidde til højbords ved siden af mig.

Nej, jeg skal ikke, svarede Anders kort.

Hvad, siger du nej, Anders, det må du da ikke, der er ikke nogen der er nærmere til det,

efter alt hvad du har gjort for Paul og mig.

Det nytter ikke noget hvad du end siger, min pige. Kreaturerne skal da ikke lide fordi, at

du skal giftes.

Ja, men vi skal jo have Anders' kones Hans til at malke, så kan manden fortsætte med at

fodre kreaturerne.

Nej, jeg skal nok passe kreaturerne i morgen som sædvanligt, lige meget hvad du siger,

Anna. Nu er jeg aftægtsmand og må passe hvad jeg vil, og det står skrevet. Nu var Anders

lige ved at slå i bordet.

Anna havde næsten lige så meget bryderi med moderen. Hun var jo gammel kogekone og

mente derfor, at hendes plads var i køkkenet. Her kom dog Paul og madam Vest Anna til

hjælp, og Lena måtte give sig og og love at komme ind til bordet.

Dagen efter gik Anders så og passede kreaturerne som sædvanligt; men da det blev aften

vaskede han sig alligevel og tog en ren busseronne på og gik ind i dagligstuen for at få sit

aftensmåltid; men han blev stående helt forbavset. Sikken et bord der var dækket til ham.

Der var jo flere slags steg, og dejlig kage og syltetøj og meget andet. Anders satte sig og så

på alle de fine retter. Så kom Lena ind.

Værsågod, Anders, tag bare fat, du skal da også vide, at her er fest i dag.

Ja tak, men nåja, jeg er jo vant til at få fem spegesild til aftensmåltidet, og når jeg bare først

har fået dem, skal jeg nok smage på de andre lækkerier bagefter. Så måtte Lena ud og

hente fem sild til ham, og da han havde sat dem til livs, tog han fat å stegen og kagerne, og

der blev slet ikke så meget levnet; men så var han også så mæt, at han ræbede. Han havde

set sit snit til at snuppe et par skiver rugbrød, og nu sjokkede han ud til Gjezla.

Se her, min pige, du skal da også vide, at her er fest i dag, sagde Anders og brækkede

brødet i stykker til hende.

56

Se, vi har jo taget vores tørn her på gården i mange år; men nu skal andre til det, mens vi

to er på aftægt, og har det godt.

Så gik han ind på sit kammer og satte sig i lænestolen, mæt og veltilpas. Han kunne høre

gæsterne synge og le inde fra storstuen. Her hørte han ikke hjemme; men alligevel var han

måske lige så glad som dem. Det var dog ikke længe, at han fik lov til at være i fred, så gik

døren op, og Paul og Anna kom ind med hinanden under armen.

Nå, her sidder du, Anders. Ja, når du ikke vil komme ind til os, må vi jo ud til dig, for du

skal lige godt ønske os tillykke på vores bryllupsdag.

Ja, nåja, tillykke da børn, sagde Anders mildt.

Tak, Anders, svarede Paul, og tak for alt hvad du har været for mig, næsten fra jeg var

barn. Folk siger om dig, at du er et skrog; men det er bare fordi at de ikke kender dig så

godt som vi gør. Du kan ikke meget med at læse og skrive og de dele; men du har alligevel

lært dig den største af alle kunster, og det er at glemme sig selv for at tænke på andre. Og

de der har lært det er godtfolk og ikke skarnsfolk.

***********

 

Efterskrift

Hans Lembøl

Fortællingen er ikke litteratur i verdensklasse. Til gengæld rummer den andre kvaliteter.

Man fornemmer i den naivistiske stil en stor ægthed og umiddelbarhed. Forfatterens

ærinde er at fortælle om hjemstavnen, dens mennesker og deres skæbne, ikke at

frembringe finpudset litteratur for litteraturens skyld. Fortællingen er stærkt præget af

oprigtig medfølelse for de små i samfundet og en tro på det gode i mennesket og det

godes sejr. Og man mærker i mange glimt forfatterens glæde ved naturen.

Og så er der personerne, ikke kun hovedpersonerne, men i lige så høj grad de mange

andre, der optræder i fortællingen; her er der faktisk rigtig mange nuancer og mange

typer, der er ramt lige på kornet, og som dermed giver perspektiv og dybde i billedet af

det bondesamfund lige før eller omkring begyndelsen af 1900-tallet, der er rammen om

fortællingen. Et eksempel er scenen, hvor sognerådet diskuterer, om Lena skal have

brændselshjælp af sognekommunen, og den rige, men yderst nærige Bakkebonde, der

frygter stigning i kommuneskatten, bliver nødt til at finde pungen frem, da den ikke nær

58

så velhavende husmand, Hans Peter, afgør diskussionen ved som den første at lægge tre

kroner af sine egne penge på bordet. Så kan de andre dårligt undslå sig – og så bliver

kommuneskatten ikke højere til næste år, dæmmeså!

Først og sidst rummer fortællingen for os i dag et blik ind i et samfund, der nu er fjern

fortid, selv om fortællingen dog kun foregår for godt hundrede år siden. Det er

bondesamfundet som det var, inden industrialiseringen var slået igennem. Et fattigt

samfund, hvor mange levede fra hånden i munden, og hvor sult og nød var hverdagens

hårde realiteter for dem, der var nederst i samfundspyramiden. Øverst i denne pyramide

var overklassen, de højere embedsmænd, de store købmænd og storbønderne. De var få.

Så var der en lidt mere talrig middelklasse med f.eks. håndværksmestre, præster, læger,

lærere og andre med en boglig uddannelse. Til middelklassen kunne også regnes mange af

de almindelige bønder, der som regel havde gode eller i det mindste tålelige kår, og så

fulgte de nederste i samfundet, tyende, husmænd, daglejere og andre arbejdsfolk, og

endelig, helt nede på bunden, taberne som ikke kunne forsørge sig selv, men som måtte

hutle sig igennem så godt de kunne, indtil de nåede endestationen, fattiggården. Den

værste sociale skæbne, der kunne ramme datidens mennesker. Fattiggården gav tag over

hovedet og mad til at opretholde livet. Intet mere, og fattiglemmerne måtte naturligvis

arbejde for føden. De var foragtede, og der blev absolut ikke givet ved dørene.

Hvordan det var at være barn i dette samfund, kan man næppe forestille sig i dag.

Realiteterne på landet for bare 100 år tilbage var, at hvis man ikke var barn i en velstående

familie, måtte man arbejde fra det tidspunkt, da man overhovedet var i stand til det. Det

var man ganske enkelt nødt til i de mindre velstillede og ofte børnerige familier. Hvis alle

munde skulle kunne mættes, måtte enhver, ung som gammel, arbejde med, hvor det var

muligt. Fra omkring 5-års alderen kunne en pige f.eks. godt vogte gæssene og hjælpe til i

køkkenet og en dreng hjælpe til i stald og på mark indtil han blev stor nok til at vogte

kvæg. Fra syv-otteårsalderen får og siden køer. Og i de fattigste familier måtte børnene

sendes ud at tjene, undertiden endnu før de var fyldt ti år. Megen skolegang var der ikke

for fattigfolks børn. Men de fleste fik dog lært at læse, skrive og regne og i forbindelse med

konfirmationen fik man banket Luthers lille katekismus ind i hovedet. Uden at kunne det

meste af den udenad kunne man ikke blive konfirmeret, og uden det var man ikke rigtig

voksen. Børns forhold på landet var ofte rystende, hvad man også kan få et indtryk af, ved

at læse nu snart glemte forfattere som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg.

Globalisering var et begreb, vore olde- og tipoldeforældre på landet næppe ville have

kunnet begribe. Deres verden var sognet, med kirken som centrum, og der var faktisk

mennesker, som havde levet et helt liv, hvor de kun nogle få gange havde været

”udensogns”. Jeg ved ikke om den følgende beretning er autentisk, men jeg læste engang

om en gammel kone fra Pederskerkanten, som på sine gamle dage var på udflugt med

hestevogn til Hammershus, og som efter turen udbrød ”Jeg havde dog aldrig troet, at

verden var stor”. Autentisk eller ej; historien udtrykker en del om, hvordan datidens

verdensbillede kunne tage sig ud i sogneperspektiv.

I fortællingen fornemmer man imidlertid, at opbruddet fra denne snævre og uforanderlige

bondeverden allerede er på vej. Poul Vest har som mange andre bondesønner- og døtre

været på højskole, Anna har takket være en cykel opnået at blive ganske mobil, Paul Vest

bruger kunstgødning og lejer damptærskeværk. Man kan med Jeppe Aakjær sige, at ”Da

står en ny tids bonde på sin toft...”. Fremtiden, det 20. århundrede er på vej. De gode

gamle dage er fortid. Hvor gode disse gamle dage nu var eller ikke var, får vi et lille

indblik i gennem ”Brâfolk å stommene”. Derfor valgte jeg at oversætte den til rigsdansk,

for – som også nævnt i forordet – det bornholmske sprog er også ved at være fortid. Men

med denne oversættelse har nutidens læsere en mulighed for at foretage en slags tidsrejse

i den bornholmske kulturhistorie. Og med oversættelsen ved hånden er det med lidt god

vilje muligt, tror jeg, siden at læse fortællingen på originalsproget, der har helt sin egen

melodi og farve, som ikke uden videre kan transponeres til rigsdansk.