Sangforeningen ”Morgenrøden” i 2011 til hjemmesider og DAM-bladet (forkortes evt. med henvisning til hjemmesiderne, men der kommer billeder i bladet!)

 

Vemodig afsked ved pinseturen..

Pinseturen  søndag den 12. juni forløb næsten som sædvanlig, med oplæsning af Storm P.s historie, massering ad Pile Allé til festpladsen i Søndermarken, Gralsfortælling ved Stig Fogh Andersen  (igen i år på et nyt sprog, denne gang  computeroversat dansk, som Stig havde hentet på nettet, de sædvanlige, mere eller mindre fugtige sange, og osse lidt korsang. De ca. 150 deltagere nød det rimelige vejr og Søndermarken og Stig og det hele efter de gode gamle traditioner.

Der var ingen, der anede, at det var sidste gang, vi så den faste Storm P-oplæser Jesper Klein, der et par dage efter pinse blev indlagt til en ”mindre” undersøgelse. Jesper døde den 22. august. Han ikke alene læste Storm P.s historie men han vikarierede mindst to gange for Stig Fogh Andersen ved at synge (hvis det er det rigtige ord) Gralsfortællingen i Søndermarken, med sin egen nyoversatte tekst. Med sin fantastiske humor satte han et enestående præg på den årlige pinsetur, hvor han altid stillede op. Han vil blive husket og savnet i ”Morgenrøden” fordi han altid beredvilligt hjalp os med at holde en god tradition levende på forbilledlig vis.

 

Forsinket tenor ved Æreskunstnerpromoveringen.

 

Promoveringen i Østermarie søndag den 3. juli var lige ved at gå til i lørdagens skybrud. Årets æreskunstner Niels Jørgen Riis var strandet på Ærø, hvor det dog lykkedes for ham at komme til Tåsinge, hvor hans bil stod., og her begyndte så genvordighederne. Niels Jørgen havde satset på at være til prøve i Østermarie kl. 12, men kunne p.g.a. oversvømmelserne ikke komme til Kastrup Lufthavn i tide og nåede først frem til kirken i Østermarie kl. 16.30. Koncerten startede med lidt omflytning til tiden kl. 16, og Niels Jørgens entré var flot: solo fra ”Farinelli” Hvorhen jeg kom fra Milano til Rom (!) og derefter duet med Tina Kiberg.  Promoveringstalen blev holdt af en af Niels Jørgens skolekammerater, daværende minister Søren Pind. Som sædvanlig blev der spillet fanfare af Peter Madsen. En anden skolekammerat Jakob Lorentzen var i dagens anledning vikar for domorganisten i Østermarie og spillede sine egne blændende orgelvariationer over den bornholmske folkesang Jâ va litijn horra, som Niels Jørgen, traditionen tro, sang. Et andet højdepunkt i Niels Jørgens program var den smukke Så bittert var mit hjerte, der indgik i et større uddrag af Carl Nielsens musik til skuespillet ”Moderen”. Hyldestangen til Niels Jørgen (mel.: Chaplins Smile) blev sunget af Morgenrødens store kor. Selve afsløringen af Niels Jørgen Riis’s Gjâre blev introduceret af NN, og fanfaren blev givet da capo. Som sædvanlig var kirken fuld, vejret godt, bajerne kolde og stemningen høj.

 

Næste års arrangementer i ”Morgenrøden”:

 

Pinsetur: Søndag den 27. maj kl. 13.30 fra Frederiksberg Runddel. Flemming Jensen har givet tilsagn om at læse Storm P.historien.

Æreskunstnerpromovering i Østermarie Mandag den 25. juni kl. 16: Gitta-Maria Sjöberg

 

Udførligt program sendes til alle medlemmer af sangforeningen i god tid. Anmodning om medlemskab sendes til mailadressen:

morgenroeden@gmail.com