Alt om min far

 

Af Kirsten Olstrup Seeger

 

Man kan roligt sige, at mit forhold til min far er ikke-eksisterende – og alligevel kan man med lige så stor ret hævde, at det er altafgørende.

 

-         Hvis din far havde levet, havde du naturligvis haft din egen hest!

 

sagde min mor, når jeg plagede om at få lov til at gå til ridning.

Eller:

 

-         Hvad tror du, din far ville sige til, at du kommer hjem møgbeskidt og med huller i tøjet?

 

Det havde jeg ikke megen mening om, for jeg kendte ham jo slet ikke. Han var modstandsmand under besættelsen og blev taget af tyskerne fire måneder før jeg blev født. Jeg så ham én gang, og da var jeg 14 dage gammel. Senere blev han sendt via Frøslev til koncentrationslejren Neuengamme, hvor han døde i januar 1945.

 

Min mor håbede, til alt håb for længst var ude, på at han kunne komme hjem til barnedåben, så jeg blev først døbt, da hun havde fået den endelige meddelelse om, at han var død. Det tog sin tid, og jeg var ni måneder og kunne næsten gå selv, da jeg endelig blev døbt ved et arrangement, der var lige så meget en sørgehøjtidelighed for min far som en fest for mig. På det billede, der blev taget i kirkedøren ser følget så nedtrykt ud, at det mest af alt ligner en begravelse, og kun den hvide dåbskjole røber, at der et eller andet sted er lidt glæde til stede.

 

Det blev mig indskærpet, at præcision er en dyd for ikke at sige en nødvendighed i respektfuldt samvær med andre mennesker. Det kunne være vanskeligt at efterkomme i en tid, hvor det ikke var almindeligt at børn gik med ur. Det første ur fik man gerne til sin konfirmation. Men indtil da måtte man lære sig at bruge solen, især hvis man havde tænkt sig at adlyde, når min mor – med et citat fra min far sagde:

 

-         En god soldat møder altid fem minutter før befalet tid!

 

Min far var kaptajn af reserven, og på de breve min mor fik, stod der for det meste Fru kaptajn Alice Olstrup. En allerede dengang gammeldags måde at titulere folk på. Men det lød både fint og højtideligt, og man måtte bestandig leve op til det.

 

Det er heldigvis blevet mindre nødvendigt at leve op til normer og regler, men da jeg var barn, var det af stor betydning, hvad naboerne mente, hvad skolen syntes, og hvad min far ville have sagt til det, jeg foretog mig. Det ville falde svært tilbage på min mor og hendes opdragelse af mig, hvis jeg ikke var mindst lige så artig, ordentlig og fornuftig som mine kammerater med to forældre. Der var ingen skilsmisser i min familie, i mine klassekammeraters, eller blandt venner, bekendte eller naboer, så der var ingen hjælp at hente på den front, jeg måtte så vidt mulig opføre mig lige som alle de andre børn med to forældre.  

 

Det har både været en hæmsko og en tryg ramme. Godt nok var min far ikke til stede, men på en eller anden måde kom han til at tage del i mit liv, til at præge det på godt og ondt.  Han var altid i min mors tanker, og da de havde været gift i 11 år, før jeg blev født, kendte hun udmærket hans normer, ønsker og visioner og kunne uden videre anvende dem i vore fælles liv.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var et ønskebarn – man venter jo ikke i 11 år for at komme med en ”smutter”. Meningen var, at jeg skulle fødes, når der blev fred igen.

 

Men der havde han – og med ham mange andre – forregnet sig, og det så ganske eftertrykkeligt. Jeg blev født den 3. juni 1944, tre dage før D-dag og 11 måneder før krigen sluttede i Danmark.

 

Alt hvad jeg ved om min far, har jeg i stumper og løsrevne stykker. Erindringer om, hvad min mor og min familie har fortalt.

 

Fotomapper. Desværre tog man ikke så mange billeder dengang, så den visionære opfattelse af min far er ganske begrænset.

 

Mine forældres vielsesattest.

 

Meddelelsen om hans død fra Røde Kors.

 

De breve på cigaretpapir, som han smuglede ud fra Vestre Fængsel indsyet i vasketøjet, og som jeg først læste efter min mors død.

 

Fragmenter af rapporter og illegale meddelelser er landet hulter til bulter i arkiverne. Det er som at finde et puslespil med tusindvis af brikker, spæn­dende og uoverskueligt. Kan man finde ud af det? Er alle brikkerne der? Eller er det måske tiloversblevne brikker fra mange forskellige spil?

 

Nå, man må starte med at lægge billedsiden opad, så man kan se farver og mønstre. Er der overhovedet noget, der passer sammen?

 

En af brikkerne viser sig at hedde Vincent Lind, biskop emeritus. Han sad i Neuengamme sammen med min far og kunne huske ham. Hans reaktion på min forespørgsel var:

 

Jeg husker kaptajn Olstrup meget godt, - især for hans begavelse og hans tiltalende væsen.

---

Jeg var jo ganske ung, - den yngste iblandt os, - født 4. maj 1925. Men jeg mødte hos kaptajn Olstrup både respekt for mine meninger og vilje til at delagtiggøre mig i fangevilkår og i meninger om besættelsestidens for­løb til 1944 og den lykkelige konsekvens af 29. august 1943.

----

Vi underholdt en dag hinanden med en fælles erindring fra Porta:

 

På det lille sygerevier i Porta, hvor vi lå 4 danskere tæt på hinanden, var en plejer en dag kommet med et blikkrus mælk og havde rakt det til mig, som lå yderst, med ordene: ”Für die vier Dänen!” – Jeg rakte det til en noget ældre medfange, som lå mig nærmest, og sagde: ”Tag en slurk!” – Han satte sig op og skyllede mælken i sig til sidste dråbe. Vi 3 andre sad i vore køjer og stirrede vantro på ham. Han lagde det tomme krus fra sig og tørrede sig om munden. Jeg rejste mig op og stod ud på gulvet, tog et par skridt hen mod ham og sagde på én gang vredt og chokeret: ”Du drak det hele!” – Han lagde sig helt ned, rullede sig om på maven, trak tæppet op over nakken og mælede ikke et ord.

 

Vi andre så på hinanden med vantro og undrende udtryk i vore ansigter. Kaptajn Olstrup har sikkert kunnet se både vreden og selvbebrejdelsen i mit ansigt. Han satte sig op i sengen og rakte mig sin hånd og sagde lang­somt og tydeligt: ”Du handlede ret! – Du har min respekt!”

 

Han var i øvrigt her ved gensynet i Neuengamme tydeligt svækket af tuberkulose og udhungring. Men som dagene gik kunne vi andre danske fanger registrere, hvordan hans nærvær betød voksende respekt og agtelse for os alle fra Danmark: ”Also! Die Dänen!”

 

En uges tid efter meddelte en polsk Pfleger mig, at ”der dänische Offizier var fundet død i sin køje nu til morgen!” – Vi var alle stærkt bevægede derved, - og talte derefter atter og atter om hans kombination af stilfærdighed og styrke.

-----

Angående det foto der er bragt  i  bogen ”In Memoriam”:

Jeg har gennem årene haft megen glæde af dette vellignende fotografiske portræt af min beundrede med­fange og hans ansigt, som lyser af indsigt og afklaret ro.

 

Det har for mig nu været en glæde at få genoplivet erindringen om en nært­­stående medfange, som kom til at betyde meget for mig i mine i øvrigt meget afmægtige forsøg på at bevare en smule menneskeværd og selv­re­spekt og håb i KZ.

----

Under en grov mishandling, som kapoerne foretog af en fransk medfange i Porta, sagde en af de danske fanger: ”Her står vi alle og beder den sidste bøn i Fadervor: ”Fri os fra det onde!” – Olstrup og jeg så på hinanden. Jeg sagde: ”Led os ikke i fristelse, betyder: ’’Gør os ikke store, for så bliver vi onde. Kun Gud er stor – og god.” Så svarede Olstrup: ”Nu véd jeg, at du skal være præst!”

 

Det har medført for mig, at jeg har haft ham i tankerne hver eneste dag siden.

 

Jeg savner min far, og savnet melder sig med mellemrum, og når det gør,  er det stort og knugende. Det hjælper ikke at kaste sig over historien, at afdække hvad der skete med ham, hvilke lidelser, hvor mange pinsler han måtte igennem, før han døde. Det hjælper slet ikke. Tværtimod. Det står mig me­re og me­re klart, at jeg aldrig vil finde ud af, hvad det er jeg har mistet. Jeg finder aldrig ud af, hvordan manden var, hvad der fik ham til at handle, som han gjorde.

 

Jeg finder aldrig ud af, hvilken far han ville have været,  men vigtigst: jeg kommer aldrig til at opleve at have en far. Ligegyldigt hvad jeg finder på af krumspring og ønsketænkning, kommer jeg aldrig til at mærke, hvor­dan det er at have en far. Jeg vil altid kun vide, hvordan det er IKKE at have en far.

 

         Retur til Demensa                                                                Retur til KulturBornholm