Demensa

For de kloge, som er blevet ældre

Foreningen er stiftet af Kirsten Seeger

Retur til KulturBornholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Link til historien
Alt om min far.

Kirsten Seeger wrote:

 Jeg ville slå expektanceliste op og fandt ekspectanceliste. Tidligste
 notering var 16.6.1920 (hvis jeg forstod det rigtigt), men min kilde er
 en artikel af Herman Bang fra 20.1.1884, hvor han omtaler et brev fra en
 overlæge Holm ang. sindsygehospitalspladser i 1877:
 /For Aarhus Anstaltens Vedkommende var Forholdet dette, at Anstalten i
 det Øieblik, den evakuerede 150 til Viborg, havde mindst lige saa mange
 paa sin "Expektanceliste", det vil sige, en Liste, som føres over
 Patienter, der har faaet Tilsagn om Optagelse, naar der aabner sig
 Plads./
 // Det undrer mig, at man ikke har noteret en brug af ordet før 1920. Er
 der en forklaring på det?
  Med venlig hilsen
 Kirsten Seeger
 Aspevej 5
 DK 3751 Østermarie
  tlf. 5647 0282
 kirsten.seeger@get2net.dk <mailto:kirsten.seeger@get2net.dk>
 carsten@kulturbornholm.dk <mailto:carsten@kulturbornholm.dk>
 www.kulturbornholm.dk <http://www.kulturbornholm.dk>

Kære Kirsten Seeger!

Tak for din henvendelse.
ODS' opslagform "Ekspektanceliste" er stadig den normerede stavemåde.
ODS har faktisk et ældre belæg, som du har overset, nemlig ThBarfod.SK.30,
dvs. Thorkil Barfod: Smaa Kalamiteter, side 30 (1915). Men det er virkelig
interessant, at du har fundet et så tidligt belæg som 1884.
ODS-Supplementet giver et yderligere, men yngre belæg fra 1945.
Det fremgår af dit eksempel, at ordet har virket nyt og næppe har været
særlig udbredt i almindeligt sprog i 1884, så det er ikke så sært, at ODS'
kildemateriale ikke har haft belæg, der er ældre end 1915. Jeg må på det
kraftigste advare mod den opfattelse, at ODS' eller ODS-Supplementets
ældste belæg er det ældste i dansk. Det ville være skønt, om det forholdt
sig sådan, men det er en helt urealistisk forventning. Derfor er vi meget
taknemmelige, når vågne ODS-brugere finder ældre belæg på ordene. Med en
tilbagedatering på over 30 år af "Ekspektanceliste" har du virkelig gjort
et fund, som vi har noteret med henblik på en opdatering af (supplementet
til) ODS. Det skal du have mange tak for. Giv endelig besked, hvis du gør
flere af den slags værdifulde iagttagelser.

Venlig hilsen
Henrik Andersson

Kronik i Politikken d. 3 maj 2005 

Lærerindlæg  bragt i Politiken Juli 2004
 
Blåstemplet

Claes Kastholm Hansen mener ikke, det er nogen kunst at få oversat dansk litteratur til andre sprog. Det får mig til at tænke på, at der hvert år oversættes megen udenlandsk litteratur til dansk, uden at man dog kan være sikker på en høj kvalitet af oversættelse.
Det er ikke nok, at forlagene vælger forfattere, der er velskrivende, interessante, populære, meningsdannende osv., når man ikke vil ofre penge, tid og omhu på oversættelserne. Selv den i enhver henseende bedste forfatter bliver kedelig og slæbende eller sågar uforståelig, når han bliver oversat af en, der ikke mestrer både dansk og forfatterens specielle sprog, både hvad angår måde at skrive på og decideret fagsprog. Det må siges at være uheldigt, når oversættelsen mere bærer præg af ordbog end ordvalg. Der findes gode oversættere, der findes faktisk blændende oversættere, men der er flest og mest af de hel- og halvdårlige.
Ideen med en oversættevirksomhed som Blåstempeler så fin, fordi man her lader folk, der er eksperter på hver deres område, læse oversættelsen igennem med henblik på deres specielle fagområde, så også fagsproget bliver korrekt, og bogen læseværdig for både kendere og lægfolk.
Kirsten Seeger
Aspevej 5
3751 Østermarie

Kirsten Olstrup Seeger, fhv. lektor ved Bornholms Erhvervsgymnasium, cand. phil, handelsfaglærer, 3-spr. korrespondent, oversætter, skribent, født 3.6.1944.

Datter af Aage Helge Olstrup, modstandsmand som blev taget af tyskerne 3.2.1944 og endte i KZ-lejren Neuengamme/Porta Westphalica, hvor han døde d. 21. januar 1945.

Kirsten Seeger voksede op som enebarn hos moderen, Alice Olstrup, der aldrig giftede sig igen. Selv er hun gift på 41. år og har 2 børn og 3 børnebørn.

Hun har skrevet en bog om minderne om en far der ikke var der.

 

 

FUND, FORSKNING OG FORSTEMMELSE

Min gamle veninde Alice Texel (født 1921) havde tilbragt de sidste ca. 2½ år af krigen i Schlesien (nu Polen) på en kavaleriskole nær  Breslau, hvor hun red heste til for det tyske militær. I begyndel­sen af ja­nu­ar 1945 stod den røde hær ca. 25 km fra skolen, men først den 20. blev tilladelsen til flugt givet. Det var streng frost og sne, da de om efter­middagen drog ud på landevejen med 600 heste og ca. 100 ansatte og deres familier.

 

På et tidspunkt kort efter Alice Texels død juleaftensdag 1995 blev jeg op­for­dret til at skrive om hendes liv, og den op­gave sendte mig på research til Tyskland, Polen, Rigsarkivet, Frihedsmu­seet osv.

 

Lejlighed gør forsker

Når jeg nu alligevel sad på Rigsarkivet, kunne jeg jo lige så godt undersø­ge, hvad de måtte ligge inde med om min far, som jeg aldrig har kendt, da han blev taget af tyskerne, før jeg blev født og døde, da jeg var et halvt år gammel. Han var helten i mit liv, der var ingen over eller bare ved siden af. Ubevidst har jeg nok været bange for, at billedet skulle kra­ke­­lere, hvis jeg pillede for meget ved det, men på det bevidste plan har jeg aldrig spe­kuleret på, om billedrammen var ved at blive for snærende eller snoren for stram.

 

Jeg fik mig nogle overraskel­ser, da jeg gav mig i kast med opgaven. For det første stødte jeg på mange lukkede døre. For eksempel har Rigsarkivet så afgjort været mere mod- end med­spiller. To gange har jeg måttet have ombudsmanden ind over for i det he­le taget at få dem til at svare på mine forespørgsler. Noget af Rigs­ar­ki­vets materiale om min far er endda tilsyne­ladende forsvundet. Hvad der dog hverken forstyrrede freden eller støvet på Rigsarkivet.

 

Vi talte ikke meget om, hvad min far havde beskæftiget sig med under besættelsen. I vir­kelig­heden tror jeg ikke, at min mor rigtig vidste det. Hvis min far hav­de be­søg, blev min mor sendt på en god lang spad­seretur i Char­lot­ten­lund Skov imens.

 

Min far forsvandt i en massegrav i Neuengamme, og i Mindelunden i Ry­vangen er der derfor kun en plade på mindemuren. Det har altid undret mig, at der stod ”tilknyttet engelsk efterretningstjeneste” på den og ikke hvilken gruppe han var tilknyttet, og det har taget lang tid at finde ud af, hvad det dækkede over.

 

Han var med i Dansk Borgerværn, som man i første omgang hævdede ikke at kende noget til på Frihedsmuseet, selvom man udstiller gen­stan­de, der har tilhørt medlemmer af gruppen og fotos af medlemmer.

 

Den engelske forbindelse

Tilfældet spillede mig bogen ”Tand for tunge” i hænde, og i den står der, at min far var en del af Aage Andreasens efter­retningsvirksomhed. Han blev tidligt til­knyttet engelsk efterretnings­tje­ne­ste, hvad der på det tid­s­punkt ville sige SIS (MI 6).

 

Senere i krigen tog Frihedsrådet og SOE jo nærmest patent på mod­stands­­kampen og stort set alt udenfor blev affærdiget. De indbyrdes stridigheder mellem SIS og SOE gjorde det ikke lettere for modstands­fol­kene i Danmark, lige­som intriger og modarbejdelse var del af dags­or­de­nen. Samarbejds­politik, det var noget regeringen havde sammen med ty­skerne.

 

Var der nogen der sagde frænde er frænde værst?

 

Det har været tankevækkende, at det har været væsentlig lettere at finde oplysninger om Alice Texel, der mere end samarbejdede med tyskerne, end det har været at få oplysninger om min far, der gav sit liv i kampen for at gøre Danmark frit.

 

Bagefter

Man forstår efterhånden, hvorfor nogle modstandsfolk blev bitre og inde­lukkede, og hvorfor de følte sig snydt og svigtet. For det første blev freden ikke, hvad de havde drømt om og var blevet stillet i udsigt, og de måtte se på, at det var de gamle, til dels forhadte politikere, samarbejdsfolkene, de udhvilede, der tog magten, de gode stil­linger osv., medens de aktive for en stor del blev holdt væk fra indflydelse.

 

De der var syge og nedbrudte af krigen fik en ussel til­værelse. Nogle hav­de mareridt om tortur, sult, forfølgelse hver nat. Det kun­ne de så forsøge at dæmpe med fx alkohol, hvad der ikke gjorde tilvæ­relsen bed­re. Andre sled så hårdt på familien, at den gik i opløsning. Min farbror, var et ek­sem­pel på det. Han var egentlig meget udad­vendt og med en hu­mo­ristisk indstilling til tilværelsen, men ægteskabet klarede ikke fre­den. Han fandt sig en ny kone, men de kunne ikke dele soveværelse,  fordi han hver ene­ste nat havde grusomme mare­ridt, der fik ham til at skrige og slå vold­somt om sig. Mareridt som Alice Texel også havde, og som fik hende til at sidde oppe indtil hun dej­se­de om af udmat­telse. Frivilligt at overgive sig til søvnen magtede hun ikke.

 

Venner

Min far var søspejder sammen med Ebbe Munck i Skovshoved. Om det førte til noget venskab ved jeg ikke, men Charlie var en af min fars ven­ner, og deres skæbner blev knyttet tæt sam­men. De kom i samme mod­stands­gruppe, fik agentnumre lige efter hin­an­den, de blev taget, kom i Vestre Fængsel, Frøslev, Neuengamme og Por­ta Westphalica sammen, med fangenumre lige efter hinanden – men Char­lie kom hjem. Ødelagt.  Indadvendt. Kunne ikke tåle støj og uro. Han døde, syg, nedbrudt og desillusioneret i 1958 og efterlod to tvil­linge­døt­re og en kone, der valgte at skippe sin historie og begynde helt forfra.

 

Min mor fortalte, at hun en dag efter krigen blev ringet op af en kvindelig jødisk bekendt, som min far havde hjulpet til Sverige. Hun ville høre hvor­dan det gik, og hvordan min far havde det. Da hun fik beretningen, sagde hun: ”Nå, ja, men han kunne jo også bare have ladet være.”

 

En helt anden historie var den mand, som inviterede min mor og mig i Na­tional Scala. Jeg har vel været en 5-6 år, og jeg har ingen anelse om, hvad godt min far havde gjort ham, men hvad der gjorde kolossalt indtryk på mig var, at han trak mig hen til kiosken på stationen og sagde: ”Hvad vil du have? Du må vælge lige hvad du vil!” Jeg var helt lammet. Sådan en overflod kendte jeg ikke.

 

Et ønske om at vide besked

Jeg fornemmede, at min mor ikke kunne holde ud at tale om krigen og min far bortset fra nogle få begiven­heder, som jeg fik, når jeg spurgte om noget. Det medførte, at jeg holdt op med at spørge. Så blev hun ikke ked af det, og jeg fik ikke den samme hi­storie endnu en gang. Til gengæld over­tog jeg med ti­den ulysten til at gå dybere ned i fortiden, for gjorde man det, kunne man ikke undgå at blive i nedtrykt, græde, blive vred osv. Men opga­ven med Alice Texels liv, og de rædselsberetninger jeg har læst og hørt i den an­ledning, fik mig til at indse, at det var noget, jeg skulle gøre, for jeg måtte vide besked.

 

Mine undersøgelser bragte mig til National Ar­chives i London. Til forskel fra Rigsarkivet er man her både hurtig og hjælpsom. Hvor man i Køben­havn sylter sager i månedsvis og i heldigste fald er en uges tid om at finde akterne, er man i England max. ½ time om at levere varen. Heller ikke i England er alt tilgængeligt, men det der er, får man med det samme. Alt for­egår via nettet, med hjælp og vejledning efter behov. Det er hurtigt, det er venligt, og det er effektivt. Man kunne ønske sig at de danske arkiv­tje­nester fik et par kur­ser her. I stedet kan man fra Rigsar­ki­vet risikere at få følgende svar efter ca. 14 dages betænkningstid: ”Låner skal uddybe hvil­ken slags arkivalier det drejer sig om og undersøge disse sager nøjere hos de relevantemyndig­heder”, når man har anmodet om at se sin fars akter, som de fremgår af værket ”Faldne i Danmarks Friheds­kamp”

 

Vidnerne

Endelig lykkedes det mig at finde frem til to perso­ner, der var sammen med min far i lejrene.

Den ene var Hans Kristian Nielsen:

 

Vi skulle alle ned igennem et sort hul i muren, som senere skulle væ­re et kældervindue. Alle masede på. Der opstod hurtigt tumult foran hullet. Un­der den meget råben og skubben på formanden tabte Ol­strup sine briller. Han prøvede at samle dem op, men de var for­længst knust af trampende fødder. Selvopholdelsesdriften drev ham videre frem, og sam­men stod vi på hovedet ned igennem hullet og landede oven på de kam­me­rater, som lå spredte ud over betongulvet. Olstrup sagde til mig: ”Jeg mistede mine bril­ler”. ”Skidt med det”, sagde jeg, ”vi får nok heller ikke nogen aviser.”

 

Jeg så ikke noget til Olstrup før juleaften, hvor vi alle var hjemme i lej­ren. De fleste danske havde fået en pakke hjemme fra Danmark, og det havde Olstrup også. De fleste af os havde sagt farvel til tobak­ken for at bruge cigaretterne til indkøb af kamme­ra­ternes brød. Men denne aften skulle fejres. Med en stor cigar i munden gik Olstrup frem og tilbage og pustede røgskyer ud. Jeg tror hans tanker var hjemme hos hans kære. Han var ellers på dette tidspunkt meget af­kræf­tet og i januar blev han mere og mere syg og lå lang tid på revieret.

 

Som halvdød blev han den 20. januar sendt med en sygetransport til Neu­engamme. Han døde den 21. januar 1945, og jeg tror han døde under trans­porten, som foregik på ladet af en tysk militær lastvogn.

 

 

Den anden var biskop emeritus Vincent Lind:

 

Han var her ved gensynet i Neuengamme tydeligt svækket af tuber­kulose og udhungret. Men som dagene gik kunne vi andre dan­ske fanger registrere, hvordan hans nærvær betød voksende respekt og agtelse for os alle fra Danmark.

 

En uges tid efter meddelte en polsk Pfleger mig, at ”der dänische Offizier var fundet død i sin køje nu til morgen!” – Vi var alle stærkt bevægede der­ved, - og talte derefter atter og atter om hans kombi­nation afstilfærdighed og styrke.

 

-----

 

Under en grov mishandling, som kapoerne foretog af en fransk medfange i Porta, sagde en af de danske fanger: ”Her står vi alle og beder den sidste bøn i Fadervor: ”Fri os fra det onde!” – Olstrup og jeg så på hinanden. Jeg sagde: ”Led os ikke i fristelse, betyder: ’’Gør os ikke store, for så bliver vi onde. Kun Gud er stor – og god.” Så svarede Olstrup: ”Nu véd jeg, at du skal være præst!”

 

Det har medført for mig, at jeg har haft ham i tankerne hver eneste dagsiden.

 

Hvor fører så alt dette hen?

For mig at se påvirker det hele ens liv i stort og småt. Da jeg var lille, le­ge­de jeg åbenbart en dag med maden, hvorpå min mor råbte til mig: ”Din far døde af sult. Her i huset spiser vi op, og vi leger ikke med ma­den!”

 

Jeg har det svært idag, hvis børn giver sig til at kaste med maden eller er kræsne.

 

Naboer

Da jeg var spæd, kom tyskerne en nat for at hente min far. Jeg ved ikke præcis, hvornår det var, men mor sagde, at det var i den politiløse tid, altså efter 19. september. På det tidspunkt havde min far været i tysk varetægt (Vestre Fængsel, Frøslev og Neuengamme) fra 3. februar. Noget af et flop for den højt priste tyske or­den og metode at man havde så lidt styr på, hvem man havde siddende som fanger rundt omkring.

 

Mor havde problemer med at sove, og jeg har nok heller ikke været gan­ske stille. Netop den aften havde hun taget et sovemiddel, før hun gik i seng og hørte derfor ikke, at der blev buldret på døren. Tyskerne fik fat i  underboen, der glædestrålende kunne fortælle at de er deroppe! Så ty­skerne gik op igen, smadrede døren, gen­nem­rodede lejligheden og for­hørte min mor med projektører rundt om villaen.

 

Jeg havde ofte mareridt som barn og ung.

 

Håb forude?

Noget af det mest påfaldende i hele denne proces med at søge klar­hed har været den lukkethed jeg har mødt. Den forståelige lukkethed er kommet fra dem, der har været deltagere, som har grusom­me minder at kæmpe med, som ikke har kunnet slippe  fortiden og ofte slet ikke kunnet tale om den.

 

Den uforståelige lukkethed kommer dels fra officielt hold, dels fra uden­for­stående, som ikke kan se nytten i at beskæftige sig med sine forældres fortid. Det officielle hold, embeds­mæn­­d­ene, hvis opgave vel må være at ser­vicere borgerne, har været bureaukrater med udpræget sans for papir­arbejde og ikke me­get tilovers for udefra kommende indtrængen i deres sfærer. Men hvad er det egentlig for stykker der kan gå af disse embeds­mænd ved at være lidt hjælpsomme? Hvad er det, der får folk til at sige: ”Lad det ligge og se at komme videre”? Man kommer jo først virkelig vi­de­re, når man har fået styr på sin historie.

 

Vi skal lære af historien, siger man, men det kan blive svært, hvis vi for­menes adgang til den, hvis vi kun får den i forvansket form, eller hvis man beder os om helt at glemme fortiden og komme videre.

 

Nej, vi skal fordybe os i historien, vi skal finde de mekanismer, der kan få os til at fungere bedre sammen, støtte hinanden, så vi kan løse problemer og bearbejde de grusomme oplevelser der ligger rundt omkring i underbe­vidstheden hos mange mennesker, hvad enten de er krigsvete­ra­ner, flygt­ninge – eller deres efterkommere.

Kirsten Seeger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kirsten Seeger's  Kronik i Politikken d. 3/5-05 

 findes længere nede på siden

FUND, FORSKNING OG FORSTEMMELSE